Hvad er det, der driver værket?

Af Karen S. Ulrich

Rigtig mange mennesker i Danmark har hund. De fleste holder hund som familiehund og har ikke større forventninger til hunden, end at den er en hyggelig og funktionel del af familien. Nogen af os har ikke bare hund, vi har hund som hobby og vi har konkurrencesport med hund som en stor interesse, der fylder meget i vores liv. Vi synes, at det er spændende at træne hund og at deltage i konkurrencer i forskellige discipliner.

Konkurrencer handler jo grundlæggende om at dyste med andre om at være bedst i en given disciplin. Nok er mottoet for de olympiske lege, at det ikke handler om at vinde, men om at yde sit bedste og være med, men de fleste, der deltager i konkurrencer, vil nok indrømme, at de godt kan lide at vinde. Mennesker dyster på mange områder og i de fleste involverer konkurrencen kun en indsats fra personen selv. Til forskel for dette, er der en anden part involveret i hundesport – en som ikke selv har valgt at være med, nemlig hunden. Det betyder ikke, at vores hunde ikke i langt de fleste tilfælde kan have/har stor glæde af træning – også konkurrenceorienteret træning. Men, selvom vi på mange fronter har bevæget os op til flere kvantespring fremad i de seneste årtier, også i forhold til viden om effektive belønningsbaserede træningsformer, så må man ind imellem alligevel spørge sig selv, hvad det er, der driver værket for nogle mennesker, der dyrker konkurrencesport med deres hunde.

Når man deltager i konkurrencer og træner frem mod et mål, vælger man nogle strategier for at forsøge at nå sine mål. De strategier påvirker både en selv og ikke mindst ens træningspartner, hunden. For ikke så længe siden verserede der nogle videoklip på facebook af hundetræning, der viste nogle ualmindeligt brutale træningsmetoder. Den slags udløser heldigvis generelt en storm af afsky og kritiske røster. Men selvom en valgt træningsstrategi sjældent er så ekstrem som det nævnte eksempel, kan man godt ind imellem få den tanke, at målet for nogle konkurrenceudøvere faktisk helliger midlet. Sagt med andre ord – at man mener, at det er i orden at bruge strafbaserede træningsmetoder for at realisere sine egne ambitioner om succes ved konkurrencer. Måske skulle vi ind imellem stoppe op og overveje, om vi yder vores firbenede træningskammerater retfærdighed, når vi vælger træningsmetoder. Vi træner til konkurrencer for vores egen skyld og skylder vores hunde, at både træning og konkurrencer også er en god oplevelse for dem.

Både træning og deltagelse i konkurrencer skulle gerne være en fælles glæde for både hund og menneske. Er det smukkeste mål egentlig ikke efter en trænings- eller konkurrencedag at kunne sige, at man har haft en god dag og det har hunden også?

God træning J.

Signalforvirring?

Af Christina Ingerslev

Denne her blog kunne også have haft overskriften slip bekymringerne! Jeg støder jævnligt på hundeejere, der er bekymrede for at gøre det ene eller det andet i træningen, for hvad nu hvis der er noget der går galt? Jeg er ikke så bekymret for at prøve forskellige ting af i min træning, så længe det stemmer overens med min overordnede træningsfilosofi. Det gælder f.eks. i forhold til signaler og fri shaping. Jeg hører ofte om nogen der er bange for, at deres hund skal komme til at tilbyde alt muligt på konkurrencebanen, hvis de f.eks. bruger fri shaping og at hunden derfor helt fra begyndelsen skal have indlært, at den kun må gøre tingene på signal. Det er ikke en frygt, jeg på nogen måde deler. Jeg er slet ikke bange for at få en hund, der selv tager initiativ. Jeg synes det er helt fantastisk, at hunden tager initiativ. Det er for mig billedet på en glad og selvstændig hund. Jeg vil langt hellere have en kreativ og initiativrig hund, der tilbyder adfærd end det modsatte, nemlig en hund der venter for meget og mister fart og glæde. Jeg har tre arbejdsglade hunde, som alle er frishapet til masser af øvelser og alle er glade for at tage initiativ. Vi har ikke mistet mange point på konkurrencebanen, fordi de er tyvstartet eller gået i gang med noget de ikke skulle.  

Træning af signalforståelse - vælg næseprøven

Jeg indlærer altid alle de forskellige lydighedsøvelser uden signaler, da jeg ligesom mange andre klikkertrænere mener, at signalarbejdet først hører til på det tidspunkt, hvor øvelsen er tæt på at være færdig. På det tidspunkt er det utrolig let at sætte signalerne på. Der er nemlig flere ulemper ved at knytte signalet til øvelsen på et tidligt stadium i hundens indlæring. For det første ønsker jeg ikke at knytte det færdige signal til en halvfærdig øvelse, der slet ikke ser ud som jeg vil have den. Hunden skal kun associere signalet til den færdige øvelse. På den måde er hunden heller ikke i tvivl om, hvad jeg beder den om. For det andet ønsker jeg ikke at arbejde med at lære hunden at vente på signaler på et tidligt stadium i dens uddannelse. Det hæmmer fart og initiativ, giver et forkert fokus i øvelsen og betyder at man kommer til at træne på flere kriterier på en gang. Gem signalindlæringen til senere og fokuser på fart og præcision i stedet for. Det er jo så utrolig let at få hunden til at vente på signal. Det er bare at afbalancere træningen med belønninger for at vente på signalet. Hunde er i øvrigt mestre i at skelne en træningssituation fra en anden, det er jo derfor vi skal bruge så meget tid på generaliseringstræning. Derfor har hundene ingen problemer med at skelne mellem prøver og træningssessioner.

  
Sennas absolutte yndlingsøvelse er apportøvelsen og hun har utrolig meget drive ud mod apporten. Derfor vidste jeg, at jeg skulle bruge lidt længere tid for at lære hende at vente på apportsignalet på det tidspunkt, hvor hun havde lært øvelsen og jeg skulle sætte signal på. Jeg lavede en lidt mere trinvis opdeling af signalfasen end ellers og belønnede hende for at vente på signalet i forskellige opsætninger af øvelsen. Hun venter fint, selv om hun er meget tændt i øvelsen. Det samme gjorde sig gældende, da vi arbejde med den dirigerede apport. Her skulle træningen opdeles lidt mere end med en mindre ivrig hund, men resultatet er blevet rigtig godt og det tog ikke lang tid at lære hende det.   

Faktisk mener jeg ikke den enkelt hunds signalfølsomhed afhænger af, hvordan signalerne er indlært, men langt mere af den enkelte hunds temperament og intensitet i udførelse af øvelserne. Selv med en turbohund som Senna synes jeg, at det er en kæmpe fordel at arbejde med fri shaping og at belønne hundens eget initiativ i indlæringen af øvelserne. Uanset træningsmetode skulle jeg alligevel bruge lidt mere tid på at arbejde med signalforståelse med denne type hund. Min gamle superhund Amanda, der er død for mange år siden, var trænet med mere traditionelle metoder, hvor signalerne blev sat på i begyndelsen af øvelserne. Hun mindede om Senna i temperament og jeg skulle arbejde akkurat lige så meget med signalforståelse hos hende, som jeg i dag gør med Senna.   

Sennas anden prøve i eliteklassen 

Hvor er det sjovt at have hvalpe!

Af Karen Frost

Hvalpe er super søde de første uger, men det er lidt ligesom babyer: de skider, sover og spiser. Nu hvor Lillis hvalpe har fået øjne, ører og kan løbe rundt er nuttethedsfaktoren steget dramatisk. De er også begyndt at vise deres personlighed og det er bl.a. de to mindste i kuldet er meget fremme i skoene. Det er også nu jeg synes det begynder at være rigtigt sjovt. Hvalpene er lige blevet 6 uger og jeg skal love for at der er fart på. Det er utrolig at se hvor hurtigt de lærer og hvor meget de er i stand til at lære. Jeg har hele tiden haft en løs plan over hvad de skulle lære. Jeg har vidst et stykke tid at jeg ville have hvalpe på et tidspunkt, så jeg har skrevet mig mange gode råd bag ørerne og nu har jeg så endelig mulighed for at bruge dem. Jeg ligger et stort arbejde i hvalpene og det betyder derfor selvfølgeligt utroligt meget for mig, at jeg finder de helt rigtige familier til hvalpene. Jeg søger stadig et par gode hjem hos nogle, der har lyst til at få en super trænbar labradorhan, så er du den person eller kender du nogle som er, så kontakt mig gerne. Hvis du får lyst til at se flere billeder af hvalpene, kan du også se mere på min nyoprettede hjemmeside: www.karenslabradors.mono.net

Socialisering til mennesker er et must. Jeg har to små børn (3 og snart 5 år) som synes at hvalpene er super søde og som meget gerne vil ind til dem og klappe dem eller bare sidde med dem. Vi har også en del børn i forskellige aldre i vennekredsen, så det med at være vant til børn, den er klaret. Vi har også inviteret gæster med et formål at de skulle socialisere hvalpene og i weekenden har både min mand og min søn fødselsdag og vi får huset fuldt af gæster, så får hvalpene også prøvet at være sammen med mange mennesker. De har selvfølgelig deres hvalpegård, så det skal nok få lov til at sove det de har brug for.

Socialisering til andre hunde har jeg også tænk over. Jeg har selvfølgelig Freja, min gamle hund på snart 10 år. Hun var meget hurtigt med inde over pasningen af hvalpene og Lilli var heldigvis helt ok med det. Når hvalpene lå hos Lilli var det typisk at Freja kom ind og hjalp med at holde den rene. Nu hvor de selv går rundt synes hun de er lidt mindre fantastiske. Men hun er god til at lære dem hundesprog. Hvis de kommer for tæt på knurrer hun. Sætter de sig eller ligger sig ned stopper hun. Fortsætter de skruer hun op for volumen indtil hun til sidst siger et meget højt vov ned i hoved op dem. Det er skægt at se hvordan de har udviklet evnen til at læse hende, lige bortset fra de gange hvor de kommer til at tro at hun er Lilli. Freja har altid selv mulighed for at bestemme om hun vil være sammen med hvalpene eller ej. Jeg har også haft besøg at et par hanhunde, som begge synes at de der hvalpe var nogle underlige størrelser. Jeg regner med at der kommer andre hunde på besøg også, så må vi se hvordan de synes det er. Der er ingen, hverken hunde eller hvalpe der skal presses til noget.

Motorisk udvikling er selvfølgelig også noget der er godt at stimulere, så jeg har ting og sager i min udendørs hvalpegård, som hvalpene kan kravle op på og under. Jeg har hørt fra bl.a. Runar Næss at det at lave en forhindringsbane til hvalpene skulle være en god ide, så det har jeg gjort i det små. Jeg flytter også jævnligt om på hvordan tingene står i hvalpegården, så det ser lidt nyt ud. Jeg har også tænkt at hvalpene skulle lære at bevæge sig på forskelligt underlag, så indtil videre har jeg haft dem på en palle der vipper, oppe i en indkøbsvogn og i går var de både ude og gå på småsten og på en trampolin. Stenene var ok, men trampolinen var lidt underlig, specielt fordi de kan se igennem den. Min mand sad i trampolinen, så de havde lidt støtte. De fik dog gået lidt rundt alle sammen, men jeg kan tydeligt se forskel på hvem af dem der er mest fremme i skoene. 

Forskellig former for legetøj som de kan have i munden og bære på er også en vigtig del af min plan for hvalpene. Indtil videre har de har bløde ting som fleecetove, plysdyr og lege med. Men også reb, bolde, en tennisapport og gummilegetøj har de adgang til. Da jeg jo ikke ved om nogle af dem kommer til at blive konkurrencehunde (det håber jeg :o)) har jeg også sørget for at de har metal at bære på. De har dels en metalapportlignede genstand, men mine børns trillebør er også blevet inddraget. Den tygger de dels i, men de kravler også op på den og under den og så har den en dejlig metallisk lyd når de skubber til den. Planen er at de selvfølgelig også skal have et kaninskind, et par fuglevinger og et rådyrben, så de også har prøvet at have det i munden.

Tilvænning til forskellige lyde sker helt automatiske når man har børn i den aldersgruppe jeg har. Bølgerne mellem mine to børn kan nogle gange godt gå rimeligt højt og min søn elsker at larme. Den anden dag sad han og ”spillede” musik ved at slå metalapporten ind i metalbur og hvalpeindhegning. Jeg tror ikke at de her hvalpe kommer til at være lydfølsomme – de kan i hvert fald sove gennem det meste.

For at fremme deres mentale udvikling har jeg også gjort mig nogle tanker. Jeg læste for et par år siden om et ”trænings”program for hvalpe, som det amerikanske militær havde udviklet. Det hedder the Bio Sensor Program eller the Super Dog Program. Kort fortalt handler det om at man ved at lave fem øvelser med hvalpene når de er helt små kan kickstarte deres neurale udvikling. Allerede dengang besluttede jeg mig for at det skulle mine hvalpe udsættes for. Effekten af programmet skulle bl.a. være at de får et bedre stressrespons, dvs. de har sværere ved at blive stresset, de skulle få et bedre immunforsvar og de skulle få en bedre hjertefunktion. De fem øvelser er at stimulere hvalpens tæer med en vatpind, holde den oprejst, holde den med hovedet nedad, ligge den på ryggen og ligge den på et koldt underlag. Hver øvelse må kun gentages én gang i ca. 3 – 5 sek. fra hvalpen 3 dage til den er 16 dage. Det kunne have været videnskabeligt interessant kun at have gjort det på halvdelen af hvalpene, men det havde jeg alligevel ikke lyst til. Hvis du vil læse mere om det så læs flg. hjemmeside: www.vspa.com/k9/biosensor.htm

Jeg her selvfølgelig tænkt mig at hvalpene skal klikkertrænes. Jeg begyndte selv at træne med Lilli da hun var 6 uger og det har jeg tænkt mig også at gøre med hvalpene. Jeg glæder mig helt vildt og jeg kan se dag for dag hvor meget de er i stand til at lære. Jeg er begyndt at lege lidt trækkeleg med dem og vi træner selvkontrol hver morgen. De vækker mig gerne omkring kl. 05 (!) med en hylekoncert, men for at komme ud af deres hvalpegård er de nødt til at tie stille. Jeg står stille indtil de tier stille og så bliver de en efter en løftet ud. Det har de lært, forstået på den måde at når jeg har front mod dem og skal til at løfte en af dem op, så er de stille. I det sekund jeg har taget en op og vendt mig om er der hylekoncert, men når jeg så vender mig om igen klapper de i. Nogle morgner går det selvfølgelig bedre end andre, men jeg er garanteret et godt grin fra morgenstunden!

De skal selvfølgelig også opleve at være alene, prøve at køre bil, være fremmede steder både med og uden resten af flokken. I går var de hos min veninde og det tog de med ophøjet ro. Men jeg glæder mig til alle de ting jeg skal nå med dem i denne uge. Jeg begynder bl.a. at klikkertræne dem og jeg skal have dem ud enkeltvis et fremmed sted (det grønne område lige foran huset). 

Fantastisk at have hvalpe – jeg kan kun anbefale det!

Og der var gevinst

Af Karen Frost

Jeg har ellers forsøgt ikke været specielt nervøs for om Lilli var drægtig. Det vil sige, jeg har forsøgt at tænke på alt muligt andet! Men da jeg kørte ned for at få hende scannet i går, gik det for alvor op for mig, at hun kunne være tom! Jeg kom heldigvis til med det samme. Desværre kunne de ikke få scanneren til at virke lige med det samme, så jeg måtte vente lidt på at få svar. Heldigvis kom scanneren op og køre igen hurtigt og efter ca. 10 sek. blev den første hvalp fundet, jubi!. Jeg åndede dog først endeligt ud, da der var fundet tre fostre. Jeg har ikke lyst til at kun at have een hvalp, når det nu er første gang jeg skal have hvalpe. Dyrlægen endte med at tælle omkring 6-7 hvalpe, så selvom man ikke kan være sikker på antallet, så lyder det som et godt antal :o)

Der var to potentielle hvalpekøbere med nede og se scanningen og en af dem synes det ville være sjovt med et scanningsbilled - så det fik vi :o)

Det er den lille ting inde i den sorte boble, der er en hvalp - og nej, den blev ikke kønsbestemt ;o)

Nu skal jeg så til gøre alting klart inden hvalpene kommer og jeg skal have læst noget mere om fødsler! Det er så det næste jeg kan bekymre mig om, men jeg glæder mig helt vildt til at hun skal føde, hvilket jeg forventer bliver i ugen efter påske! Og se lige, hvordan kan det blive andet end super hvalpe!!

Så skal der krydses fingre...

Af Karen Frost

Så er Lilli blevet parret. Nu venter jeg bare spændt på, at der går så lang tid, at en scanning kan vise, at hun er drægtig. Det er super vigtigt, at hun bliver drægtig, da hun havde livmoderbetændelse sidst, hun var i løbetid, så I må meget gerne krydse fingre for, at der er hvalpe! Jeg har "bestilt" mellem 5 og 7 hvalpe, så det håber jeg på, at hun får.

Jeg ved ikke specielt meget om opdræt, men har heldigvis forbindelser til en masse, der har. Da jeg først havde taget beslutningen om, at jeg ville have hvalpe på Lilli, skulle jeg til at finde den rigtige hanhund. Sidste år fandt jeg ud af, at der i de linier, der ligger bag Lilli var EIC. Jeg fik selvfølgelig testet hende og det viste sig, at hun er bærer af EIC. EIC (Exercise-Induced Colapse) er en neurologisk sygdom, hvor overførslen af impulser mellem nerveceller og muskler ikke fungerer korrekt. Hunde der lider af sygdommen kan kollapse under hårdt fysisk arbejde, men det er ikke alle, der gør det. Der er diskussion om, hvorvidt der skal være avlsrestriktioner for labrador med EIC, fordi der endnu ikke er så megen viden om sygdommen. Ifølge de tal jeg har kunnet finde, ser det ud til, at der er en del labrador, der bærer generne. Af de hunde der har generne dobbelt og altså kan udvikle sygdommen, er det ikke dem alle, der får den og ikke alle er lige hårdt ramt. Der mangler med andre ord mere viden om sygdommen. Under alle omstændigheder synes jeg, at man bør anvende forsigtighedsprincippet og et af kravene til en hanhund var, at han var gentestet fri for EIC.

Jeg sendte en mail til Pernille Lillevang, som er den opdrætter, der har linjerne bag Lilli, og spurgte om hun havde nogle forslag til, hvad jeg kunne gå efter. Lillis mor fik konstateret allergi efter fødslen af Lillis kuld og selvom Lilli ikke har symptomer på allergi og linjerne bag også er allergi-fri, ville jeg alligevel gerne være helt sikker på, at der ikke er noget allergi i hanhundens linjer. Pernille var sød at sende mig en liste over de hanhunde, hun syntes var interessante. De var alle EIC-fri og alle var fra linjer uden allergi. Hun foreslog bl.a. Dexter eller Glen Loch Dexter som han hedder. Han er af svensk afstamning og er en formel 1. Jeg er normalt lidt reserveret overfor formel 1 labradors, da jeg har set en del stressede eksemplarer, men jeg tog kontakt til Stig og Mette, som ejer ham (deres hjemmeside er: http://www.maxjan.dk/Velkommen). Lilli er ud af arbejdslinjer og jeg vil gerne have hvalpe, der også kan arbejde, så det var vigtigt at finde en hanhund, som både kunne arbejde og som samtidig var rolig og omgængelig. På papiret er der ingen tvivl om, at Dexter kan arbejde. Stig vandt unghundemesterskabet med ham i 2008 og bruger ham til praktisk jagt, men jeg var interesseret i om han også var rolig og kunne holde hovedet koldt. Efter at have mødt ham "live" var jeg ikke i tvivl om hverken hans arbejdsegenskaber eller hans evne til at holde hovedet koldt. Han er en super lækker hund!

Fordelen ved Dexter er også, at han ikke er så tung. Lilli er en lille labrador og hun vejer kun omkring 25 kg. At sætte en 40 kg hanhund på hende tror jeg ikke vil være klogt. Dexter er noget højere end Lilli, men vejer ikke så forfærdeligt meget mere. Mit gæt er omkring de 30 kg. At hvalpene bliver lidt højere end Lilli vil ikke gøre noget - hun er meget lille :o)

Så nu går jeg bare rundt som en anden hønemor og holder et vågent øje med hende. Jeg træner dog stadig med hende, men jeg er meget nervøs for stresse hende for meget. På grund af livmoderbetændelsen har hun en øget risiko for at resorbere fostrene, så jeg ser hende dybt i øjnene hver aften og fortæller hende, at hun er drægtig. Jeg skal nok give besked, når hun er blevet scannet. Indtil da må I meget gerne være med til at krydse fingre!

Et solidt fundament er guld værd

Af Karen S. Ulrich

Yes yes yes!!! Sidste weekend begyndte jeg endnu et hold på vores 'Grundkursus i klikkertræning' og endnu en gang er jeg totalt begejstret :o). Efter en herlig weekend med engagerede kursister, deres skønne hunde og min dygtige assistent, kunne jeg gå træt og meget glad hjem. Jeg er altid glad for at undervise på Hund & Trænings kurser. Det er et stort privilegium at arbejde med fagligt stof, som man selv brænder for og at have kursister, der kommer med høj motivation og lyst til at lære. 'Grundkursus i klikkertræning' har som målsætning at give deltagerne en mulighed for at etablere et solidt fundament i deres træning - baseret på vores KLIK koncept og med udgangspunkt i klikkertræningens principper. Kurset er meget praktisk orienteret og al teori bliver forklaret, demonstreret og afprøvet i praksis med egne hunde - og hver eneste træningssession og diskussion fører til nye aha-oplevelser og store smil hos deltagerne. Jeg tror aldrig, at jeg har afholdt et kursusforløb, hvor der er så mange aha-oplevelser på så kort tid. Det er fantastisk at opleve, hvordan den grundige gennemgang og træning af de helt grundlæggende aspekter af samarbejdet og klikkerteknikkerne får den større sammenhæng i systematikken til at falde på plads for hver enkelt deltager. Det kan man kun blive glad i låget af :o)))

Deltagerne på det første 'grundkursus i klikkertræning' som blev afholdt i efteråret 2010
Kristine, Betina, Anders, Sara, Vicky og Camilla

Navnet 'Grundkursus i klikkertræning' kunne forlede en til at tro, at der er tale om et rent begynderkursus i klikkertræning, men det er ikke tilfældet og af samme grund har vi besluttet at omdøbe kurset til 'Kursus i motivation og samarbejdsudvikling'. Kurset er ikke bare et begynderkursus - det er et kursus, der giver alle hundetrænere/førere mulighed for at få gransket deres egen træning og samarbejde med deres egne hunde og få et større overblik over, hvordan de kan optimere deres træning fremover.

Kurset har som primært fokus det solide fundament; de vigtige praktiske basiskompetencer fra KLIK konceptet og forståelsen af, hvordan teknikkerne fungerer og kan anvendes i praksis - noget der er helt essentielt for al videre træning og som, ifølge min erfaring, i mange tilfælde ikke er ordentligt etableret i mange samarbejdsrelationer mellem hundeførere og deres firbenede samarbejdspartnere. Mange hundeførere kender til klikkertræning og har i en vis grad implementeret det i deres træning - dog ofte uden at få optimalt udbytte af teknikken, enten fordi de ikke kender til detaljerne eller fordi de ikke har anvendt alle facetter af træningsteknikken. Klikkertræning er uendeligt meget mere end at bruge en klikker som markørsignal. Det er vores erfaring gennem mange års træning og de senere års specifikke fokus på at styrke det helt grundlæggende fundament i træningen, at man med en indsats i forhold til det grundlæggende samarbejde mellem hund og fører og forståelse af detaljerne i anvendelsen af klikkerteknikkerne, kan optimere sin fremtidige træning og spare sig selv og hunden for en masse frustrationer, når man i sin træning løber ind i en masse bump i vejen. Det solide fundament i samarbejdet er helt essentielt og med det på plads er vejen banet for effektiv træning fremover i ens foretrukne hundesport.

Hovedparten af deltagerne på både det første og det andet hold var/er ret rutinerede hundemennesker, der netop har ønsket at styrke fundamentet i deres træning og dermed bedre deres muligheder for effektiv og problemfri træning fremover. Kurset er åbent for både nybegyndere i klikkertræning og mere garvede hundeførere, der ønsker at få bugt med de "huller" der måtte være i fundamentet i deres samarbejdsrelation med hunden eller i deres og/eller hundens forståelse af, hvordan klikkerteknikken fungerer i dens mange facetter.

Vi har netop lagt datoer for det næste hold (start første weekend i september), som vil blive slået op på Hund & Trænings hjemmeside under navnet 'Kursus i motivation og samarbejdsudvikling'.

Jeg ser frem til forårets (forhåbentligt) snarlige komme og til flere gode dage med mine dejlige kursister på Hund & Trænings forskellige uddannelsesforløb.

Slædekørsel og løbetid

Af Karen Frost

Det har været en travl tid med undervisning og skrivning, men i sidste uge hev Karen og jeg to dage ud af kalenderen og tog til Als i Sønderjylland for at besøge Birgitte Lauritzen. Vi besøgte hende og hendes slædehunde første gang sidste år og har nu besluttet, at to gange må være en tradition. Sidste år var der sne og vi kørte i en rigtig slæde. I år var der ingen sne, til gengæld havde Birgitte fået en ny hund og havde fået kørt ham til, så vi kunne blive trukket af 4 meget hurtige hunde. Vildt!


Birgitte har i alt 7 hunde. Alle hendes hunde er nogle, hun har reddet fra mere eller mindre grusomme skæbner. De 6 af dem er slædehunde, en alaskan malamute, en sibirian husky, tre alaskan husky, som er huskier, der er iblandet jagthund eller andet hurtigtløbende hund i, og en eurohound, som er en blanding af flere forskellige jagthunde med et strej af alaskan husky. Den sidste hedder Bob og er det sidste skud på stammen. Han er sort med meget kønne blå øjne.

Da Birgitte hentede ham, var han virkelig bange og der gik flere måneder, før han ville tæt på Birgitte. Det er ca. 1 år siden og selvom han ikke søgte vores opmærksomhed, så var han heller ikke bange for os. Hvis jeg skal være hund i mit næste liv, så vil jeg gerne være hos Birgitte. Hun har en fantaktisk tålmodighed.

Vi ankom mandag eftermiddag, med tid til at køre en tur i skoven. I år var der ingen sne og vi skulle derfor sidde på en vogn denne gang. Fra sidste år vidste jeg, at der er mest fart på i begyndelsen, så jeg meldte mig selvfølgelig til den første tur. Jeg kan godt lide fart og det må også gerne være lidt vildt :o) Vognen er meget anderledes at sidde på end slæden. Tyngdepunktet ligger højere og det var lidt nervepirrende at sætte afsted, specielt fordi jeg ikke helt havde styr på, hvor jeg kunne holde fast med hænderne. Hundene kan trække vognen med ca. 25 - 30 km/timen, så det går stærkt, når man sidder i vognen. Jeg fandt meget hurtigt ud af, at al den fart har en bagside. Alt det skidt hundenes poter river op havner i hovedet på den, der sidder på vognen. Det var ikke engang fordi det var specielt vådt, men lidt beskidt blev man. Men det var super sjovt og træerne flyver forbi.

Efter vi alle havde fået en tur i vognen, var det blevet mørkt og vi kørte hjem til Birgitte, som havde lavet en super lækker suppe til os. Og så stod den ellers på lækker mad og hundesnak resten af aftenen - og en del af natten.

Efter morgenmaden næste morgen tog vi afsted til skoven igen. I stedet for "bare" at sidde på vognen havde Birgitte sagt, at vi måtte få lov til at prøve at styre vognen og hundene hvis vi havde lyst - ja tak! Som med så meget anden træning, er "tørtræning" en god ide, så vi begyndte med at skubbe vognen op af en lille bakke og så køre ned af den uden hunde for at få en ide om, hvordan man bremser og styrer.Det er meget vigtigt, at man kan finde ud af at bremse, så man ikke kommer til at køre op i en hund. Da Birgitte passer godt på sine hunde, fik vi "kun" lov til at køre på de flade og opadgående strækninger, hvor det er lettere at styre. Første tur ned af bakke uden hunde, kørte vi alene og anden gang sad Birgitte på vognen.

Efter at have gennemført tørtræningen til Birgittes tilfredshed, blev hundene spændt for. Birgitte tog første tur selv for lige at rase hundene af og lige få føling med dem. Ingen af hundene har prøvet at have en fremmed til at styre, så jeg tror også, at Birgitte var lidt nervøs. Efter hun havde kørt en lille tur, var det min tur. Det kan godt være, at det ser let ud, men man skal holde øje med vejen forude. for at se om der kommer trafik, man skal tage hensyn til. Så skal man holde øje med de bagerste hund for at sikre, at skaglerne altid er stramme. Er de ikke det, skal man bremse vognen, så hundene hele tiden har fornemmelsen af at trække. Og endelig, så kan der jo også komme et dådyr løbende over vejen... Det skete heldigvis ikke, mens jeg styrede! Men det skete på min første tur og der var jeg meget glad for, at Birgittes hunde er så veltrænede, at hun kunne styre dem. Men hold op hvor var det sjovt! Da min tur var færdig, havde jeg samme fornemmelse, som når jeg har været i rutsjebanen på bakken - en gang til!!

Efter at alle havde fået en tur, enten som passager eller som vognfører, var festen forbi. Efter en hurtig frokost måtte vi vende næsen mod Sjælland. Men jeg glæder mig allerede til næste år, for så skal vi afsted igen!!

På hjemmefronten er Lilli gået i løbetid. Hun fik en livmoderbetændelse, sidst hun var i løbetid. Heldigvis opdagede jeg det i tide og det kunne klares med hormonindsprøjtninger. Men har en tæve haft livmoderbetændelse og man vælger ikke at sterilisere, så skal hun parres i næste løbetid for at undgå, at det kommer igen. Jeg har hele tiden gerne villet have hvalpe på hende og havde allerede planlagt, at det skulle være dette forår, så den del var jeg helt indforstået med. Efter den hormonbehandling kan man ikke vide, hvornår hun går i løbetid og normalt ville hun først gå i løbetid i slutningen af marts, men hun gik altså i løbetid i lørdags. I løbet af efteråret fik jeg Lilli gjort klar med blodprøver, udstilling og øjenlysning og jeg fik fundet en hanhund.

Hanhunden fik jeg hjælp til at finde. Den opdrætter der har de linier der ligger bag Lilli var så sød at hjælpe mig med at finde en egnet hanhund. Han hedder Dexter og han er en 4 år gammel svensk hanhund, dog bosiddende i Danmark. Nu har jeg så fået taget den første progestronmåling på Lilli og som det ser ud nu, skal hun parres midt eller sidst i næste uge - jeg glæder mig. Så hvis alt går vel, får vi hvalpe i huset i slutningen af april - men jeg skal nok holde jer informeret :o)