Slædekørsel og løbetid

Af Karen Frost

Det har været en travl tid med undervisning og skrivning, men i sidste uge hev Karen og jeg to dage ud af kalenderen og tog til Als i Sønderjylland for at besøge Birgitte Lauritzen. Vi besøgte hende og hendes slædehunde første gang sidste år og har nu besluttet, at to gange må være en tradition. Sidste år var der sne og vi kørte i en rigtig slæde. I år var der ingen sne, til gengæld havde Birgitte fået en ny hund og havde fået kørt ham til, så vi kunne blive trukket af 4 meget hurtige hunde. Vildt!


Birgitte har i alt 7 hunde. Alle hendes hunde er nogle, hun har reddet fra mere eller mindre grusomme skæbner. De 6 af dem er slædehunde, en alaskan malamute, en sibirian husky, tre alaskan husky, som er huskier, der er iblandet jagthund eller andet hurtigtløbende hund i, og en eurohound, som er en blanding af flere forskellige jagthunde med et strej af alaskan husky. Den sidste hedder Bob og er det sidste skud på stammen. Han er sort med meget kønne blå øjne.

Da Birgitte hentede ham, var han virkelig bange og der gik flere måneder, før han ville tæt på Birgitte. Det er ca. 1 år siden og selvom han ikke søgte vores opmærksomhed, så var han heller ikke bange for os. Hvis jeg skal være hund i mit næste liv, så vil jeg gerne være hos Birgitte. Hun har en fantaktisk tålmodighed.

Vi ankom mandag eftermiddag, med tid til at køre en tur i skoven. I år var der ingen sne og vi skulle derfor sidde på en vogn denne gang. Fra sidste år vidste jeg, at der er mest fart på i begyndelsen, så jeg meldte mig selvfølgelig til den første tur. Jeg kan godt lide fart og det må også gerne være lidt vildt :o) Vognen er meget anderledes at sidde på end slæden. Tyngdepunktet ligger højere og det var lidt nervepirrende at sætte afsted, specielt fordi jeg ikke helt havde styr på, hvor jeg kunne holde fast med hænderne. Hundene kan trække vognen med ca. 25 - 30 km/timen, så det går stærkt, når man sidder i vognen. Jeg fandt meget hurtigt ud af, at al den fart har en bagside. Alt det skidt hundenes poter river op havner i hovedet på den, der sidder på vognen. Det var ikke engang fordi det var specielt vådt, men lidt beskidt blev man. Men det var super sjovt og træerne flyver forbi.

Efter vi alle havde fået en tur i vognen, var det blevet mørkt og vi kørte hjem til Birgitte, som havde lavet en super lækker suppe til os. Og så stod den ellers på lækker mad og hundesnak resten af aftenen - og en del af natten.

Efter morgenmaden næste morgen tog vi afsted til skoven igen. I stedet for "bare" at sidde på vognen havde Birgitte sagt, at vi måtte få lov til at prøve at styre vognen og hundene hvis vi havde lyst - ja tak! Som med så meget anden træning, er "tørtræning" en god ide, så vi begyndte med at skubbe vognen op af en lille bakke og så køre ned af den uden hunde for at få en ide om, hvordan man bremser og styrer.Det er meget vigtigt, at man kan finde ud af at bremse, så man ikke kommer til at køre op i en hund. Da Birgitte passer godt på sine hunde, fik vi "kun" lov til at køre på de flade og opadgående strækninger, hvor det er lettere at styre. Første tur ned af bakke uden hunde, kørte vi alene og anden gang sad Birgitte på vognen.

Efter at have gennemført tørtræningen til Birgittes tilfredshed, blev hundene spændt for. Birgitte tog første tur selv for lige at rase hundene af og lige få føling med dem. Ingen af hundene har prøvet at have en fremmed til at styre, så jeg tror også, at Birgitte var lidt nervøs. Efter hun havde kørt en lille tur, var det min tur. Det kan godt være, at det ser let ud, men man skal holde øje med vejen forude. for at se om der kommer trafik, man skal tage hensyn til. Så skal man holde øje med de bagerste hund for at sikre, at skaglerne altid er stramme. Er de ikke det, skal man bremse vognen, så hundene hele tiden har fornemmelsen af at trække. Og endelig, så kan der jo også komme et dådyr løbende over vejen... Det skete heldigvis ikke, mens jeg styrede! Men det skete på min første tur og der var jeg meget glad for, at Birgittes hunde er så veltrænede, at hun kunne styre dem. Men hold op hvor var det sjovt! Da min tur var færdig, havde jeg samme fornemmelse, som når jeg har været i rutsjebanen på bakken - en gang til!!

Efter at alle havde fået en tur, enten som passager eller som vognfører, var festen forbi. Efter en hurtig frokost måtte vi vende næsen mod Sjælland. Men jeg glæder mig allerede til næste år, for så skal vi afsted igen!!

På hjemmefronten er Lilli gået i løbetid. Hun fik en livmoderbetændelse, sidst hun var i løbetid. Heldigvis opdagede jeg det i tide og det kunne klares med hormonindsprøjtninger. Men har en tæve haft livmoderbetændelse og man vælger ikke at sterilisere, så skal hun parres i næste løbetid for at undgå, at det kommer igen. Jeg har hele tiden gerne villet have hvalpe på hende og havde allerede planlagt, at det skulle være dette forår, så den del var jeg helt indforstået med. Efter den hormonbehandling kan man ikke vide, hvornår hun går i løbetid og normalt ville hun først gå i løbetid i slutningen af marts, men hun gik altså i løbetid i lørdags. I løbet af efteråret fik jeg Lilli gjort klar med blodprøver, udstilling og øjenlysning og jeg fik fundet en hanhund.

Hanhunden fik jeg hjælp til at finde. Den opdrætter der har de linier der ligger bag Lilli var så sød at hjælpe mig med at finde en egnet hanhund. Han hedder Dexter og han er en 4 år gammel svensk hanhund, dog bosiddende i Danmark. Nu har jeg så fået taget den første progestronmåling på Lilli og som det ser ud nu, skal hun parres midt eller sidst i næste uge - jeg glæder mig. Så hvis alt går vel, får vi hvalpe i huset i slutningen af april - men jeg skal nok holde jer informeret :o)