fredag den 14. december 2012

Nordisk mesterskab 2012

Af Christina og Louisa

Louisa og jeg kom hjem fra Nordisk Mesterskab for et par dage siden. Det var en super tur med masser af godt humør og gode oplevelser, men også med skuffelser.


Sjællænderne mødtes torsdag morgen i lufthavnen, hvor vi og vores hunde skulle med flyet. Der kan max være fire hunde med et fly, så vi skulle rejse i flere hold. Det var med bævrende hjerter, at vi afleverede vores små guldklumper i Kastrup. Vi spurgte stewardessen adskillige gange om hundene var med, hun svarede "ja, vi kan tydeligt høre dem", hvilket dog ikke beroligede os stort... Men de faldt hurtigt til ro og var glade og i godt humør, da vi fik dem igen i Helsinki. Så ind i nogle taxier med de store flybure og alt vores habengut og derefter til hotellet. Hotellet var rigtig fint og havde en super beliggenhed. To minutters gang fra hotellet lå en stor skov (stor nok til vi kunne fare vild!!!) med lys på alle stierne, og det var helt fortryllende at gå tur der, særligt om aftenen.


Fredag skulle vi ud og træne i hallen, som lå et lille kvarters gang fra hotellet. Her var forholdene rigtig gode. God plads og et fint opvarmningsareal. Tæppet var ikke glattere end det plejer, og vores hunde har efterhånden lært at afpasse farten efter tæppet, så ingen problemer her. Træningen gik fint, selvom det altid er lidt forvirret, når man ikke har så meget tid. Vi havde valgt, at dele træningstiden op med hhv. fire og tre hunde på banen af gangen.

Efter træningen var der lodtrækning om startrækkefølgen, rækkefølge i lynet og stillingsskift. Christina trak nr. 3 og Louisa nr. 19. Derefter hjem for spise på hotellet, spansk restaurant - ingen Michelinstjerner mildest talt, og stille vækkeuret til tidligt lørdag morgen.

Prøven var planlagt med fællesdæk som første øvelse, dernæst spring og fri ved fod for alle deltagere, pause og så fremsending og næseprøve for alle deltagere. Søndag begyndte med fællessit, dernæst lynet og apportering, pause og så afslutningsvist indkald og stillingsskift. Det var spændende at prøve en konkurrence, hvor man udførte øvelserne parvis. Men som vi fandt ud af var det også rigtig hårdt for både hund og fører, at sætte sig op til at skulle i ringen så mange gange på en weekend. De fleste hunde var godt trætte, da vi nåede til slutningen på søndagen.

Christinas prøve:
Jeg var stærkt utilfreds med at trække nr. 3, da det passer mig meget dårligt ikke at have tid til at se nogle andre hunde på banen, inden jeg skal ind. Men men det kan jo ikke laves om, så det var bare med at vende det til noget positivt. Fællesdækken gik fint efter Senna forhold, vi fik her 8 point.


Da alle deltagere havde lavet fællesdæk var det direkte ind til springapporten, som normalt er en af vores rigtig gode øvelser, det gik også fint, 8,75 point. Derefter fri ved fod hvor jeg konstant arbejder med at afbalancere Sennas aktivitetsniveau. Hvis hendes intensitetsniveau er for højt, så er det en svær øvelse at få rolig og afbalanceret, men rammer vi det rigtige niveau, kan hun gå rigtig pænt. Øvelsen begyndte med fremadløb og efter 10 m holdt fra løb. Det var det eneste svære sted i den fri ved fod, som var meget let efter min mening. Til gengæld var der flere hunde, der havde problemer med holdt efter løb så hurtigt. Jeg havde forudse,t at det kunne blive en vanskelig start, men det gik rigtig fint. Jeg var meget tilfreds med Sennas præstation, hun gik så roligt og afbalanceret som det kan lade sig gøre på nuværende tidspunkt.

video

De næste to øvelser var fremsendig og næseprøve. Jeg følte, at vi var godt kørende og sagde til Louisa lige inden vi gik ind - nu giver vi den gas :-) Senna lavede en fuldstændig ren og hurtig fremsendelse, ingen hop i fri ved fod eller noget, karakter 9½, 9, 9 og 8½ dvs. samlet 9, super god karakter i det her selskab, da der ikke blev givet et eneste 10 tal i den øvelse og så vidt jeg så to 10 taller i alt (på nær fællesøvelserne). Jeg ved ikke hvad der blev trukket for, det er bare noget man må acceptere. Derefter næseprøven hvor Senna løb fint ud og begyndte at søge helt fint, hun går over den rigtige og derefter ud til højre og tager den yderste pind. Ups - nul. Jeg har ingen forklaring på, hvorfor hun tog en forkert, da jeg altid kan se, når hun er lidt for hektisk i øvelsen, men det så ikke ud til at være tilfældet her. En underlig måde at slutte en ellers rigtig god dag for vores vedkommende.


Søndag kunne vi vist alle mærke, at både vi og hundene var trætte. Jeg lavede en bommert, jeg aldrig tror, jeg vil komme til at gentage. De i øvrigt meget dygtige og effektive finske prøveledere, havde sat en kegle ved startstedet til apporten. Jeg valgte så at placere mig på venstre side af denne kegle. Det gik fint med at sende Senna, som lavede en super apportering. God kegle, god og ens fart i alle strækninger og et godt optag, men for pokker hunden kunne jo ikke komme på plads! Keglen stod i vejen. Jeg flyttede mig, så min hund kunne komme på plads, vel vidende at jeg ville få et nul. Senna skulle ikke bøde for min fadæse. Resten af prøven gik sådan nogenlunde. Lyspunktet var at nogle af de ting, jeg har terpet i stillingsskiftet var kommet med ind i ringen, det var en god oplevelse.

Louisas prøve:
Allerede i 1. øvelse (fællesdæk) mærkede jeg, at Lukka ikke var helt i sit es. Da jeg dækkede hende af, lagde hun sig med den ene pote inde under kroppen. Måske kun en lille detalje men det fortæller mig, at hun er lidt usikker på situationen. Hun lå helt stille, mens jeg var væk, men da jeg skulle have hende op på plads igen efter de 4 min, blev hun liggende og skulle have en ekstra kommando. Det er ALDRIG sket i de to år vi har deltaget i eliteklassen...
   
2. øvelse var springet, som har været vores værste øvelse, siden Lukka kom til skade på et spring forrige sommer. Men det klarede hun ganske udmærket bortset fra en mærkelig lille urolig bevægelse ved afleveringen. 3. øvelse var fri ved fod, som er en af vores hof-øvelser. I de seneste prøver har vi fået 9,5 i fri ved fod, så jeg glædede mig virkelig til at komme i gang. Men fra allerførste skridt kunne jeg mærke, at Lukka slet ikke var på. Hun holdt sin position rigtig fint og havde kun en enkelt flagring, men jeg kunne ikke rigtig mærke hende. Der var godt nok også mange mennesker på banen, måske har det trykket hende lidt. Vi fik 8 for øvelsen så helt ringe var den ikke, men når nu jeg VED, hvordan hun plejer at danse ved min side, føltes det helt forkert, og jeg var både ked af det og ærgerlig da jeg forlod ringen. En følelse som jeg ikke rigtig kunne ryste af mig resten af dagen.


4. øvelse var fremsending og jeg besluttede mig for at hidse Lukka så meget op som jeg overhoved kunne, inden jeg gik i ringen. Det resulterede i, at hun lettede sin r.. en my lige inden hun blev sendt ud til keglen - og det er dyrt! Men flot kegle, flot felt og flot indløb tilbage til mig med masser af fart og glæde. Umiddelbart efter kom næseprøven. Lukka løb fint ud og lavede et helt perfekt søg, men vendte næsepinden nogle gange i munden på vej tilbage, og det trækkes der hårdt for. Det var ikke ligefrem vores dag, denne første dag. En lille fejl i hver eneste øvelse, og man er langt nede i klassementet. Hold op hvor var Lukka træt. Jeg tror jeg havde undervurderet, hvor hårdt flyrejsen og alle de nye indtryk tog på hende. Hvis jeg er så heldig at komme med igen en anden gang, vil jeg helt sikkert tage afsted en dag tidligere, så både jeg selv men så sandlig også min hund har en chance for at slappe af og komme til kræfter, inden det går løs.

video

Søndag var Lukka noget friskere. Vi lagde ud med fællessit. Her flyttede hun desværre begge poter en enkelt gang. Så kom lynet og nu kunne jeg kende min hund igen. Lukka dansede ved min side og indtog nogle fine positioner. Desværre havde vi en lille misforståelse ved afslutningen, så øvelsen blev ikke helt perfekt. Derefter skulle Lukka apportere, og det havde hun absolut ingen problemer med MEN så ville hun pludselig ikke slippe apporten!!! Grr... min artige lille hund. Hvad i alverden gik der af hende???


Den sidste gang vi skulle i ringen begyndte med indkald. Lukka blev dækket af, og jeg gik de 30 meter frem og vendte mig om. Lukka var tændt og klar, men liiige som jeg skulle til at kalde på hende, var der en hund der sagde VUF og Lukka lavede et lille ryk med kroppen!!! Dyre point tabt endnu engang... Resten af øvelsen var ellers så flot, som hun kan lave den med fine hurtige stop. Den afsluttende øvelse var fjernkontrol og den var fin. Lukka rykkede sig godt nok nogle få cm frem, men hun lavede nogle hurtige rene skift.


Lukka fik lige omkring 8 i snit i alle øvelserne, og det rakte akkurat til en første præmie, så vi kunne rejse hjem med en fin ny titel som Finsk Lydigheds Champion. Men alt i alt ikke ligefrem samme følelse som til sidste års NM. Ikke i en eneste øvelse gik Lukka op til sit bedste, men sådan er det nok bare nogen gange. Jeg er sikker på, at heldet nok skal være med os en anden god gang. Og Lukka vil altid være den største stjerne i mine øjne :-)


Nordisk Mesterskab i lydighed 2012 var slut. Alt i alt er det en fantastisk oplevelse at være med, selv om alt ikke denne gang gik som vi havde håbet. Men vi får os nogle rigtig vigtige erfaringer om, hvad vi skal justere på næste gang. PÅ en god dag kan begge vore hunde præstere meget bedre, så vi er i fuld gang med at evaluere, hvad vi kan gøre bedre og træne mod at den forhåbentlig kommende gode dag :-) 


Søndag aften blev en meget festlig aften. Vi havde på forhånd aftalt at bedste dansker skulle give drinks. Så vi begyndte med to drinks på tom mave. Det satte stemningen lidt op, og lidt mere op og det blev hurtigt til den sjoveste aften i mands minde. Når vi ikke denne gang kunne lave et godt resultat, så kunne vi ihvertfald slutte med maner! 


Flyturen hjem gik lige så smertefrit som ud. Ingen problemer i lufthavnen. Vi tjekkede flere gange med flypersonalet, og de forsikrede os at hundene var med ombord, og at de havde tændt for varmen. I Kastrup kunne vi afhente nogle meget glade hundebasser, der allerede virkede flyvevante og ikke spor stressede. Det er helt sikkert ikke sidste gang, vi vælger at flyve med vores hunde frem for at bruge et døgn eller halvandet på at køre og sejle. Næste gang rejser vi bare en dag tidligere...


Tak til jer alle på holdet for en fantastisk hyggelig tur og til Pia - vores eneste supporter og tjenene ånd - for at sørge rigtig godt for os. Og til Erling vores holdleder for hjælp under prøverne.



mandag den 3. december 2012

"Det er bare fordi det er en border collie...."


Af Christina Ingerslev

Jeg fik min første hund i 1976. Jeg havde plaget mine forældre om en hund og havde endelig fået lov til at få en irsk setter. Det var en skøn hund med utrolig meget energi, som lærte mig meget om samarbejdet mellem hund og menneske. Derefter fik jeg en beagle i 1987, som jeg gik til mine første lydighedsprøver med. Sammen med ham blev jeg godt og grundigt bidt af lydighedssporten. I 1990 fik jeg så min første border collie - Amanda, som for alvor satte fart på prøvelivet. Derefter har jeg haft flere border collier og har i dag to af slagsen, Chillie på 11 år og Senna på 4 år. Jeg elsker simpelthen denne race, og ville have border collie uanset om jeg gik til lydighedsprøver eller ej. Min holdning er, at der er en race der passer til os alle blandt de over 300 forskellige racer vi har i Danmark, og som lige præcis er det perfekte match af egenskaber alt efter, hvad vi hver især prioriterer højest. 

Jeg hører dog ofte sætningen "det er bare fordi det er en border collie" til at forklare alle mulige og umulige sammenhænge. En dame mente ikke hun kunne træne en bestemt øvelse, der var beskrevet i bladet Hund & Træning, fordi hun havde en lille hund, og der var kun billeder af border collie i øvelsen. Andre har ment, at de ikke kunne lære deres hund det ene eller det andet, fordi det ikke er en border collie. Der er også dem, der giver udtryk for, at man skal have en border collie for kunne konkurrere i eliteklassen osv. Efterhånden føler jeg, at jeg lige må lufte en lille frustration, jeg har over at høre de her ting i et offentligt forum. 


Det der slog hovedet på sømmet, var da jeg diskuterede emnet med en af mine søde kollegaer. Hun havde hørt følgende kommentar om Karen Ulrichs dygtige og arbejdsomme beagler. Det er også bare fordi, det er Karen Ulrichs beagler. Øøøøh hvad!!! Karens beagler er ikke en særlig slags beagler, der modsat alle andre beagler er træningsvillige, men de bliver trænet af en dygtig hundetræner, som lægger tid og energi i at træne og aktivere dem. Derfor er de træningsvillige og arbejdssomme. Jeg føler således trang til at komme med nogle kortfattede forbrugeroplysninger om border collier og hundetræning generelt.

Nej, border collien har ikke en chip installeret, som man bare kan aktivere, hvorefter den går et perfekt lydighedsprogram. En border collie er lærenem, hurtig og smidig. Egenskaber der er perfekte for en lydighedshund, men det er der masser af andre hunderacer, der også er. Samtidig er bagsiden af medaljen at lærenemme hunderacer med meget energi også lærer alt det, vi ikke synes de behøver at lære. Guderne skal vide, at det ikke gør livet lettere, når man køber en Ferarri-type, sådan som jeg har gjort det med min yngste hund Senna. Mit liv havde være meget lettere med en lidt mere rolig hundetype, sådan som min anden hund Chillie er det. (som stadig er en arbejdstype med en masse energi) Men jeg eeeelsker Sennas fart og energi, derfor tager jeg de ulemper med der følger.   

Alle de andre der konkurrerer har også hurtige og veltrænede hunde, så det er rent faktisk nødvendigt at træne og træne meget for at gøre sig gældende i toppen af konkurrencer. Lydighed på konkurrenceniveau kræver virkelig meget træning og motionering af hunden for, at den skal kunne være klar til et mesterskab. Vi taler omkring 1 time dagligt udover motionen. 


Alle hunderacer der trænes jævnligt, kan lære de mest utrolige ting. På vores forskellige kurser og uddannelser i Hund & Træning har vi mange forskellige hunderacer. Alt lige fra store hunderacer som berner sennenhunde og OES til små racer som chihuahua og cavallier. Vi har haft muskelhunde, jagthunde, mynder og hunde, der var opgivet af andre træningspladser. Jeg elsker at arbejde med alle de forskellige hunderacer, og jeg synes det er lige fantastisk hver gang at se, hvilken utrolig udvikling alle hunde gennemgår, når bare deres træner tror på at de KAN! Det handler om at træneren kender til de grundlæggende principper for træningen og derudover går helt ind i processen og virkelig arbejder på at forstå deres hund, og hvordan lige netop denne hund skal trænes.  

Selvfølgelig er der forskel på, hvad en hund der er 20 cm høj og en der vejer over 60 kilo kan gøre. Der er forskel på hvor hurtigt de løber, og på hvordan de kan udføre forskellige øvelser. Jeg har jævnligt snakke med vores forskellige kursister om den enkelte hunds fysiske formåen, og hvordan vi kan arbejde med de forskellige færdigheder kursisten ønsker at lære hunden. Det allervigtigste er dog at tænke i løsninger, i stedet for at lade sig begrænse af, at en hund af den og den race ikke kan gøre det ene eller det andet. Jeg har gennem årene hørt meget om, hvad forskellige hunderacer ikke kan gøre. Det mest ekstreme var, da min niece af en instruktør havde fået at vide, at hendes shar pei ikke ville kunne lære at dække. Godt så tænkte jeg, må jeg lige prøve, sagde jeg og to minutter senere dækkede hunden selvfølgelig. 

Det fælles træk jeg ser hos de hundetrænere, der når længst med deres hunde uanset race, er en helt ukuelig tro på, at selvfølgelig kan deres hund lære det de ønsker. Samtidig med en villighed til at gå i gang med træningen og se hvor langt de kan komme. Nogen træningsopgaver tager kort tid, nogen træningsopgaver tager længere tid, sådan er det for alle, uanset hvilken hundrace man har. Derfor: Tro på at det kan lade sig gøre og gå ud og prøv! 


God fornøjelse med træningen uanset hvilken dejlig hunderace du har!!
Christina Ingerslev :-)