mandag den 11. november 2013

Balance i træningen

Af Christina Ingerslev

Jeg har bestemt mig for ikke at skrive en hel masse om, hvor frustrerende det har været ikke rigtig at kunne træne, fordi Senna har været syg i lang tid. Hun er ganske langsomt ved at få det bedre, så det er den gode nyhed. I sommer var jeg på træningslejr i Sverige, sammen med en række superdygtige trænere fra både Norge, Sverige, Finland, Rusland og Polen. Lejren var arrangeret af Maria Brandel, Ditte Andersson og Heléna Lindström, og de gjorde det fantastisk godt. Det var tre fantastiske dage med super træning og mange gode snakke om hundetræning. En af de ting vi diskuterede var klikkertræningens muligheder og begrænsninger, og i den forbindelse hvilke fejlmeldingsrutiner vi hver især havde. Det emne har jeg bestemt mig for at vende tilbage til i en senere blog. Hvis du har nogle spørgsmål omkring fejlmeldingsrutiner, jeg skal lade mig inspirere af til en kommende blog, så skriv endelig til mig.

I min egen træning er jeg blevet mindet om nogle af de emner, vi talte om i Sverige. Samtidig skrev jeg for et stykke tid siden et blogindlæg til Siv Svendsens blog på Amokk hundeskole (http://www.amokk.no/), hvor et af kodeordene var balance. Det er en kombination af disse emner, jeg gerne vil brodere videre på her.


Den balance jeg tænker på, er mellem hundens initiativ på den ene side og signalforståelse på den anden side. Jeg oplever, at der kan komme problemer med signalforståelsen især i øvelserne fjernkontrol og sit, stå og dæk under gang hos nogle klikkertrænede hunde. Det sker langtfra hos alle klikkertrænede hunde, men jeg ser det særligt hos klikkertrænede hunde, hvor træneren ikke har fokuseret meget på, at hunden virkelig skal vente på signalet og kun reagere, når den hører signalet.

Min egen systematiske træning har ligget underdrejet i ½ år, jeg har lavet lidt hist og pist og særlig indkald med stop har jeg trænet på og det går super godt, men fjernkontrol, er faktisk kommet lidt ud af kontrol her i sygdomspausen. Jeg tænkte at jeg ville begynde lidt forfra med øvelsen og indlære et nyt bevægelsesmønster, da jeg synes at Sennas dæk fra stå er blevet lidt unøjagtig. Jeg har arbejdet med frivillige tilbud, sat et nyt signal på og synes faktisk jeg er kommet et pænt stykke vej, men lige så snart jeg gradvist sætter det ind i den samlede fjernkontrol, så får jeg det gamle mønster igen. Jeg tror faktisk hendes association er: En bevægelse når hun selv tilbyder og en anden bevægelse, når jeg giver signal. Godt så - vi må tilbage i træningen og arbejde mere med signalforståelsen og samtidig ro i positionerne. Hun er samtidig blevet mere tilbydende i selve fjernkontrollen end godt er, så vi skal arbejde med indtage position og holde position og eventuelt gentagelse og derefter belønning. Balancen er i hvert fald i øjeblikket tippet til fordel for, for mange tilbud og for lidt signalforståelse.


På kontoret er det kraftig aktivitet, vi arbejder i øjeblikket på to bogudgivelser: Pia Hviid har skrevet bogen Hundesulten, som er en opskriftsbog med hjemmelavede godbidder. Vi udgiver bogen på vores forlag i slutningen af denne måned. Glæder mig så meget til bogen bliver færdig, der en super flot!

Samtidig er Karen Ulrich og jeg ved at lægge sidste hånd på vores egen store grundbog i klikkertræning. Trykkeriet var ved at falde besvimet om, da vi fortalte hvor mange sider, vi havde planlagt, så vi lagde en ny strategi og kan nu faktisk se afslutningen på vores arbejde gennem flere år. Glæder mig så meget til at stå med den i hånden.      

tirsdag den 3. september 2013

DM 2013! Skuffelsen blev vendt til glæde

Af Louisa Wibroe

Min træning har været meget sporadisk hele dette år. I lange perioder har jeg overhoved ikke trænet, og i andre perioder har jeg trænet lidt detaljer eller lidt helhed men altsammen meget ustruktureret. Jeg har været på nogle super gode og lærerige kurser, men har alligevel ikke rigtig kunne finde motivationen til at følge op på de ting, jeg har lært.

Så motivationen for at tage til dette års DM var ikke voldsom stor. Men dagen plejer at være rigtig hyggelig og festlig og jeg ved, jeg ville ærger mig, hvis jeg ikke tog afsted. Lukkas resultater dette år spejler egentlig heller ikke rigtig vores ringe træningsindsats. Hun har faktisk gjort det rigtig godt. Desuden skulle jeg følges med Christina, og vi har altid de hyggeligste ture rundt i ind- og udland, så selvfølgelig skulle vi afsted til det nordjyske.

Med min ringe træningsinsats igennem året ville det ikke være fair overfor min hund, at sætte næsen op efter at blive Danmarksmester. Men jeg havde et helt klart og tydeligt mål. Lukka skulle stråle som en lille sol fra start til slut. Uanset hvordan de forskellige øvelser så end gik. Langt de fleste hunde og førere ser ud som om de virkelig trives i ringen, og det synes jeg er skønt at se. Men der er også nogle hunde – og førere for den sags skyld – der ser ud som om, de hellere ville være et andet sted, og det er rigtig kedeligt at se på. Lukka er ultra sensitiv, og specielt da hun var yngre, skulle der ikke meget til at gøre hende "ked af det", og det er faktisk noget af en udfordring, når man som mig er meget perfektionistisk, ikke på nogen måde at vise sin skuffelse, hvis hunden laver en fejl. Det har taget mig mange år at lære, men jeg synes selv, at jeg er blevet så meget bedre. Dygtiiiig.


Selve prøven
Fællesøvelserne rigtig gik fint (var jeg næsten sikker på - pointene er hemmelige til DM, så man ved jo ikke om dommeren har trukket for et eller andet...)

Selve programmet gik knap så fint. Fri ved fod var rigtig pæn, men pludselig forsvandt Lukka fra min side, fordi der var et eller andet, der generede hende i lysken. Sekundet efter var hun på plads igen og fuldførte resten af øvelsen i fineste stil. I lynet, hvor hun normalt er super stabil, mistede hun en position. Øv øv. Nå men positionen var jo mistet, og ville aldrig nogensinde komme igen, så jeg kunne lige så godt overbevise hende om, at hun var verdens mest fantastiske hund og så ellers rette al fokus mod den næste øvelse. Indkald med stå og dæk gik helt perfekt. Så var det fremsendingen, som absolut er den øvelse, jeg har trænet mindst på, men som også er en af de letteste øvelser i eliteprogrammet, synes jeg. Lukka løb rigtig friskt ud til keglen, og på min næste kommando løb hun i fuld fart direkte ud mod feltet. Umiddelbart inden feltet bremsede hun, vendte sig om og så meget forventningsfuld på mig, fuldstændig overbevist om, at hun stod præcis der, hvor hun skulle stå. Om hun havde set syner og troede, at hun havde passeret det forreste bånd i feltet må stå hen i det uvisse. Jeg var rimelig overrasket. Det har hun ALDRIG gjort i de fire år, hun har gået til lydighedskonkurrencer! Hun har løbet i en helt anden retning flere gange, hvis hun ikke har kunne se feltet men denne her, den var ny! Hmmm... what to do? Jeg sagde "bakke" og hun bakkede så meget at bagbenene kom ind i feltet. Så sagde jeg "bakke" igen, så også forbenene kom ind i feltet men jeg kunne ikke se om hun kun lige akkurat stod på båndet, så jeg gav hende en tredje "bakke" og så var hun helt inde, og jeg kunne dække hende af og fuldføre øvelsen. Efterfølgende fik hun en masse ros for hun havde jo været helt vildt dygtig og taget mine bakkekommandoer på 25 m afstsand. Og hun blev SÅ glad, så de resterende øvelser: aport, springaport, næseprøve og stillingsskift lavede hun super smukt. Noget af det bedste nogensinde.


Det skulle blive spændende at se, hvor mange point det kunne blive til. Jeg var specielt spændt på, hvad mine tre bakkekommandoer i fremsendelsen havde kostet. Vi endte på en 7. plads med kun 256,5 point. Det var alligevel noget af en skuffelse. Jeg kiggede på min kritik og konstaterede, at vi havde fået 0 i fremsendelsen! Det kom godt nok noget bag på mig. Jeg troede, at en ekstrakommando, som hunden vel og mærke reagerer på, kun kostede ét point, så jeg havde håbet på at få 6 eller måske endda 7. Nå men lydighed er jo en bedømmelses sport, og alle dommere dømmer forskelligt. Nogen gange føler man sig snydt for nogle point, og andre gange synes man de andre har fået for mange (det er sjældent den anden vej rundt ;-)). Resten af Lukkas point var meget fine. Selvfølgelig var der et syvtal i lynet for den manglende position og 8,5 i fri ved fod, men ellers fik vi 3 x 9 og 4 x10.

Jeg indrømmer, jeg var lidt skuffet da jeg kom hjem. Det var nogle fjollede fejl Lukka havde lavet. Heldigvis havde jeg prøven på video, og da jeg dagen efter så optagelserne, gik det op for mig, at jeg i den grad havde nået mit mål og meget mere end det. Lukka stråler som en lille sol HELE prøven igennem. Hun smiler fra øre til øre, og er bare SÅ glad og på. Jeg blev virkelig rørt. Det går så hurtigt, mens man er i ringen, så det er guld værd at kunne se programmet bagefter. De få ting vi trods alt har trænet lidt på lykkedes til fulde. Hun kiksede godt nok i nogle af hendes bedste øvelser, men hendes "dårligste" øvelser var bedre end nogensinde.


Afslutningsvis
Der blev vist meget flot lydighed i eliteringen, men der blev også lavet mange fejl. For mange fejl, synes jeg – mine egne inklusiv – når man tænker på, at det var landets bedste hunde, der var samlet. Men hvorfor fokuserer vi altid på det, der gik dårligt? For at blive bedre naturligvis. Men burde vi (læs: jeg) ikke lægge lidt mere vægt på alt det der gik godt? Det er trods alt som regel størsteparten af en prøve der forløber blændende, men som ofte bliver overskygget af enkelte smuttere.

Note to self: fokuser på alt det der gik godt. På alt det der lykkedes. Og kom så i gang med at træne din fantastiske hund :-)

Men vigtigst af alt: Vi havde en super hyggelig dag. Der er altså nogle rigtig, rigtig søde mennesker i vores lille eliteklasse. Snakken gik lystigt og vi fik grinet godt igennem. Selvfølgelig er vi konkurrenter, men jeg synes godt, at jeg kan mærke, at vi først og fremmest kommer, fordi vi elsker vores hunde og nyder at beskæftige os med dem.

Tak for et godt DM og tillykke til de nye Danmarksmestre. Et ekstra stort tillykke til Gitte og Zig Zag, der vandt eliteklassen.



mandag den 17. juni 2013

Manglende motivation

Af Louisa Wibroe

For tiden har jeg ofte følelsen af, at alting er lidt op ad bakke. Kender du det? Ikke i min hundetræning men i livet generelt. Jeg er ikke så lys og let i mit sind, som jeg plejer at være. For et par måneder siden var jeg, af forskellige personlige årsager, nødt til at melde fra til VM i lydighed. Det var jeg meget ked af og har ikke i den mellemliggende periode rigtig kunne finde motivationen til at træne mit elskede lille hundedyr.

I den forgangne weekend skulle vi til DKK's internationale eliteprøver i Vejen. Prøverne var, ud over at tælle med til Årets Hund, også udtagelsesprøver til Nordisk Mesterskab i lydighed. Jeg glædede mig til at komme afsted, selvom vi ikke havde fået trænet specielt meget. Men bare det at komme lidt væk, og være sammen med alle de andre søde hundetosser, sætter jeg stor pris på. I ugen op til prøven tænkte jeg, at jeg nok hellere måtte få trænet bare en lille smule for ikke at falde helt igennem. Men bedst som jeg (på min daglige skovtur) havde tænkt tanken til ende, kom Lukka humpende mod mig på tre ben!!! Hun nægtede at støtte på det ene forben. Åhhh... Afsted til kiropraktoren som fik rettet hende og beordrede totalt ro frem til weekenden. Øv! Op ad bakke igen...

Dagen inden vi skulle afsted blev Senna (Christina hund) syg, så hun ikke kunne deltage. Og da Christina og jeg – som altid – skulle følges, var det bare endnu mere øv og endnu mere op ad bakke! Smadder synd for både Senna og Christina men også super ærgerligt, for vi har altid sådan nogen hyggelige ture rundt i ind- og udland. Nå men jeg var nødt til at tage afsted, hvis jeg skulle gøre mig nogen som helst forhåbninger om at komme i betragtning til Nordisk Mesterskab, da der er to af de kommende udtagelseskonkurrencer jeg ikke kan deltage i.

Endelig blev det lørdag og konkurrencen gik i gang. Det var en tysk dommer, Uwe Wehner, der skulle dømme, og det var rart med nogen helt friske øjne til at bedømme ens præstation. Jeg synes, at der blev vist rigtig meget flot hundearbejde, og at Uwes bedømmelser var meget fine. Han gav hver ekvipage en god saglig kritik efter programmet og gennemgik kort, hvad han havde trukket for, hvilket er guld værd, hvis man gerne vil prøve at forbedre sig. Lukka og jeg var på som nr 8, og Lukka gik faktisk rigtig, rigtig pænt. Der var ikke fuld turbo på hende, men hun lavede heller ikke nogen fejl. Små bitte detaljer her og der – mest førerfejl!! ;-) blev der selvfølgelig trukket for, men alt i alt et rigtig pænt program. Jeg var super glad og taknemmelig for min kloge lille hund. Tænk engang at hun kunne levere så pænt og flydende program uden nogen nævneværdig træning i lange tider.

Ved præmieoverrækkelsen var jeg lige ved at knibe en tåre. VI VANDT! Oven i købet helt suverænt med 295 point og 22 point ned til nr 2. Sikken en fantastisk dejlig dag.

Søndag gik det løs igen. Jeg trak nr 1, og da de havde valgt at lave helt om i måden konkurrencen skulle afvikles, er man lidt af en prøvekanin som den første. Men jeg var så glad for lørdagens resultat, at det ikke betød så meget. Jeg kunne godt mærke, at Lukka var en smule træt og ikke helt så meget "på" som om lørdagen. Men hun gjorde det rigtig pænt, og lavede kun en enkelt decideret fejl, som jeg heldigvis fik reddet nogenlunde. Igen var der mange flotte programmer fra de forskellige ekvipager, så jeg havde slet ingen fornemmelse af, hvordan vi lå ift. hinanden. STOR var min overraskelse og min glæde, da det viste sig, at vi endnu engang havde vundet klassen!!!

Ihhh... hvor kan sådan et lille hundedyr gøre én glad i låget. Jeg elsker hende jo hverken mere eller mindre, fordi hun har vundet, men jeg er simpelthen så pavestolt af hende. Hun ydede det bedste hun kunne for mig, selvom jeg ikke ligefrem har været særlig flink til at gøre det bedste for hende i den senere tid...

– Men pludselig synes jeg motivationen for at komme ud at træne er der igen :-)

tirsdag den 28. maj 2013

Ingen quick fixes


Af Karen S. Ulrich

Vi kender alle tv-programmer, der viser hurtige løsninger af adfærdsproblemer hos hunde. Denne type programmer gør desværre ofte mere ondt end godt, da de giver det indtryk, at uønsket adfærd kan ændres med et snuptag.
Realiteten er imidlertid en anden. Der findes ingen ”quick fixes”, når vi skal ændre uønsket adfærd. Det gælder i øvrigt både hos hunde og mennesker. Uønsket adfærd hos vores firbenede venner har ofte stået på i lang tid og har dermed en lang erfaringshistorie, før adfærden bliver så generende, at ejeren beslutter sig for at gøre noget ved det. I en del tilfælde bunder uønskede adfærdsmønstre i frygt hos hunden og er hverken udtryk for modvilje eller en grundlæggende aggressiv karakter hos hunden. Alligevel møder adfærdsbehandlere ofte en forventning om, at nogle få og simple tiltag kan fikse problemet og ændre hundens adfærd, så den hurtigt og let bliver en veltilpasset firbenet mønsterborger. Det engelske udtryk ”old habits die hard” udtrykker rigtig godt det faktum, at det tager tid at ændre indgroede vaner. Hvis hunden har udvist en uønsket adfærd over længere tid, vil det også tage tid at ændre adfærdsmønstret og i stedet indlære en ny adfærd i situationen.

Et andet klassisk træk ved de foromtalte tv-programmer er, at de lægger op til, at uønsket adfærd kan ændres ved at konfrontere hunden i de mest stressede situationer, hvor den udviser problemadfærden med meget høj intensitet. Et karakteristisk spørgsmål fra ejeren af problemhunden er også, ”hvad skal jeg gøre, når Fido er oppe i det røde felt”? Et helt simpelt svar på dette spørgsmål er, at Fido ikke skal sættes i disse situationer. Det er ikke muligt at ændre på adfærd, når kroppen er i alarmberedskab. Når hunden er meget ophidset eller bange, er den simpelthen ikke modtagelig for konstruktiv indlæring, der kan ændre de allerede etablerede adfærdsmønstre. I stedet skal træningen tilrettelægges som en systematisk og trinvis progression hen mod det ønskede mål med anvendelse af videnskabeligt funderede træningsstrategier. Det der gør det svært er, at det tager tid og dermed at det kræver tålmodighed og vedholdenhed fra hundeejerens side.


Seriøse adfærdsrådgivere ved, at der ikke findes quick fixes og formidler også denne holdning til deres klienter. De ved også, at problemadfærd ikke løses med et par hurtige råd, evt. over telefonen eller via mail. I stedet er budskabet, at uønsket adfærd kan ændres med en solid og vedholdende indsats fra ejerens side og med brug af sobre belønningsbaserede og videnskabeligt funderede træningsstrategier. Forklaringsmodeller baseret på forældede teorier om ulveadfærd og lederskab er ubrugelige og er i mange tilfælde skadelige for forholdet mellem ejer og hund, da de bygger på en tanke om, at hunden skal undertrykkes for ikke at have succes med at tilrane sig for meget magt i forholdet.
I mine efterhånden mange år i ”hundegamet” er jeg mange gange stødt på engagerede mennesker, der gerne vil arbejde med hunde med problemadfærd. I en del tilfælde mangler der dog en forståelse af, at adfærdsmodifikation er et kompliceret fagområde, der kræver både grundig uddannelse og erfaring med træning og formidling, før man er klædt på til at rådgive andre.

Udgangspunktet for at uddanne sig til adfærdsrådgiver er viden om træning, adfærd og formidling. Det er kvalifikationer, man typisk tilegner sig med en god instruktøruddannelse og erfaring med undervisning af almindelige hundeejere og deres hunde. Fundamentet for at blive adfærdsrådgiver er derfor en grundig instruktøruddannelse, der lægger vægt på både læringsteori, træningsstrategier, praktiske træningsfærdigheder, adfærd, racekendskab og formidling til kursister. Oven på dette fundament bygges en langt mere omfattende og detaljeret viden om de læringsteoretiske procedurer, om normaladfærd og problemadfærd, analyse af problemadfærd, udarbejdelse af behandlingsplaner og formidling af træningsstrategier til klienter. En sådan uddannelse fordrer et langvarigt uddannelsesforløb, hvor der lægges vægt på både teori og praksis og hvor man undervejs har adgang til vejledning fra erfarne og kyndige undervisere.


Hos Hund & Træning har vi en række uddannelsesforløb, som er målrettet mod forskellige grupper af hundeentusiaster og som giver hver deres kompetencer efter gennemført forløb. Motivation og Samarbejde er et basisforløb, der giver en grundig indføring i klikkertræningens principper og den systematik, vi arbejder med hos Hund & Træning. Instruktøruddannelsen er et forløb på 1½ år, der giver en grundig indføring i både læringsteori, træningsstrategier i teori og praksis og som klæder kursisterne på til både at udføre deres egen træning på præcis og systematisk vis og til at formidle sobre principper for indlæring til deres egne kursister. Klikkerinstruktøruddannelsen er et forløb på ¾ år, der giver mulighed for at lære klikkertræningens principper at kende for instruktører, der er uddannet i andre regi og som gerne vil lære klikkertræningen at kende, så de kan formidle til egne kursister. Rallyinstruktøruddannelsen er en overbygningsuddannelse på ¾ år for kursister, der allerede har en instruktøruddannelse og som har speciel interesse i rallylydighed. Som toppen på kransekagen er adfærdsrådgiveruddannelsen, der er et 2-årigt forløb for kursister med en grundig instruktøruddannelse og erfaring i undervisning og formidling. Her lægges der vægt på at komme i dybden med alle de emner og færdigheder, der er nødvendige for at kunne varetage den alvorlige og krævende opgave, det er at hjælpe hundeejere og deres problemhunde. Du kan læse mere om de forskellige forløb på Hund & Trænings hjemmeside: 
http://www.hundogtraening.dk/.
Hvis du brænder for at vide mere om hunde, adfærd og træning, har du hos Hund & Træning mulighed for at melde dig til din drømmeuddannelse inden for faget ”hund”. Alle vores uddannelser går i dybden i både teori og praksis og er varetaget af veluddannede og erfarne undervisere med en meget bred teoretisk og praktisk erfaring. Hos os er der ingen quick fixes.

lørdag den 18. maj 2013

Positiv træner?


Af Karen Frost Knudsen
For nyligt havde jeg en enetime med en jæger, der indtil da, udelukkende havde trænet strafbaseret. Han ville meget gerne have en bedre kommunikation med sin hund og han synes ikke rigtigt, at de forslag han havde fået fra bl.a. sine træningskammerater virkede. Eller sagt på en anden måde, han synes, der er en grænse for, hvor hård det var meningen, at han skulle være ved sin hund for at få den til at lystre. Der er ingen tvivl om, at han har haft straffet sin hund, men han syntes ikke at løsningen: ”hunden skal knækkes” var noget for ham. Det fik ham til at stille spørgsmålstegn til den metode han havde brugt og fået ham til at tænke, at der må være en anden måde at træne hund på – fantastisk! Det er en lang proces at begynde at klikkertræne (uanset om man har en klikker i hånden eller bruger et andet markørsignal), når man er vandt til at træne anderledes og det tager tid at få sine vaner ændret, men det er et fantastisk første skridt.
Den her enetime fik mig til at tænke på episoden med Egtved Jagtforening. Hvis der er nogle der ikke ved, hvad den sag drejer sig om, så var der et videoklip, der florerede på facebook for en månedstid siden. Det viste noget fra en træningstime, hvor der blev trænet ”bliv” men nogle hunde. Kunne hundene ikke holde position, blev de straffet på forskellig vis (skældt ud, tager fat i, løftet, osv.). Der er ingen tvivl om at metoderne, der blev brugt var kritisable, MEN det der skete efterfølgende fik mig til at tænke. Der kom næsten en hetz-stemning omkring foreningen, så meget at en af trænerne endte i nyhederne på TV2. Hvem var det der genererede denne stemning? Det var mennesker, der træner positivt med deres hund og var forargede over de metoder der blev anvendt. Der er igen tvivl om, at det var grimt at se hunde blive behandlet på den måde, men når vi nu træner vores hunde med positive metoder, hvorfor er det så så svært at gøre det samme med andre mennesker?
Min erfaring (om end begrænset) med mennesker, der bruger straf i deres træning, er, at de gør det af afmagt. De gør det ikke for at være onde ved deres hunde, men fordi de ikke ved bedre. At hænge dem offentligt ud, giver dem næppe lyst til at søge ny viden og andre måder at træne på. De fleste af os vil reagerer negativt på den behandling. Jeg er ikke uenig i, at det er en god ide at gøre opmærksom på problemer, men jeg kan huske en episode fra mine spæde hundeår, før jeg selv fik hund, men i stedet havde en hund boende nogle måneder. Jeg vidste ingenting om hundetræning eller adfærd. Hunden trak voldsomt og det gjorde ondt, så hvad gjorde jeg? Jeg trak (læs ryk) igen. Så voldsomt at hunden på et tidspunkt slog en baglæns kolbøtte. Det er absolut ikke noget jeg er stolt af! Der var en dreng, der så mig rykke hunden voldsomt i halsbåndet og kaldte mig dyreplager. Fik den bemærkning mig til at ændre adfærd? NEJ! Jeg blev ked af det – jeg synes ikke jeg var en dyreplager. Jeg gjorde mit bedste med den viden jeg havde. Det var først da jeg begyndte at interessere mig mere for hundetræning, at jeg fandt ud af, at der er en anden måde at gøre tingene på – en måde som er sjov for både hund og ejer.
Min pointe er, at den enetime jeg havde for nyligt, hører til en af de sjældne – han har helt uden hjælp gennemskuet, at der må være en anden vej. Langt de fleste af os, skal have en hjælpende hånd. En hånd der ikke er fordømmende og straffende, men som blidt kan vise os, at der findes en anden måde at gøre tingene på. Straf skaber modvilje – også hos mennesker. Spørgsmålet er om vi, mig selv inklusive, for alvor kan vi kalde os positive trænere, før vi kan finde ud af at være positive i vores omgang med mennesker, der har en anden (og håbløs) tilgang til det at træne hunde?

tirsdag den 23. april 2013

Når (trænings)hunden bliver gammel

Af Karen S. Ulrich

Jeg har haft hunde i rigtig mange år og har i årenes løb haft temmelig mange hunde. Jeg har derfor i sagens natur oplevet at have hunde i alle aldre. Det omfatter glæden ved den nye hvalp, det spændende i at følge en ung hunds udvikling, de mange år med en hund, der er i sin bedste alder og selvfølgelig også det at se hunden blive gammel og at skulle tage afsked med den, når tiden kommer.


Mit hundehold omfatter i dag tre dejlige beagler – alle tre lidt oppe i årene, men alligevel meget forskellige steder i livet. De ”to små”, Ginger og Lupus, er hhv. otte og ni år gamle og er stadig absolut i deres bedste alder: livlige, aktive og træningsparate. Gammelsmølfen, Socks eller Sokkemor, som mange kalder hende, er hastigt på vej mod de 14½ og er blevet en gammel hund med alt det, der følger med den fase i livet. Alting går lidt langsommere, hørelsen er ikke, hvad den har været, og kræfterne og energien er også mindre end tidligere. Alligevel er der stadig masser af livskvalitet og gode ting at glæde sig over. Socks er stadig jublende glad, når jeg træner med hende og nyder at komme med i skoven og på stranden. Hun tager også ind imellem en bissetur som en forårskåd kvie, hvor hun ræser rundt i haven eller huset – ofte med et stykke legetøj i munden.


Jeg bliver ofte spurgt, om jeg ikke snart skal have en ny træningshund. Det har absolut ofte kriblet i fingrene efter at få en ny hvalp at arbejde med, og den dag kommer også på et tidspunkt. Men det må vente, til tiden er rigtig. Jeg vil ikke have mere end tre hunde, simpelthen fordi det er min smertegrænse for, hvad jeg synes, jeg kan overkomme at tage mig af i hverdagen mht. opfyldelse af deres fysiske, sociale og mentale behov.


Når jeg ”bliver prikket til” og fristet af tanken om det spændende og lækre ved at få en ny lille træningshund, tænker jeg, at det er vigtigt at huske at nyde vores gamle hunde. En gammel hund er en sjæleven, man har delt en masse oplevelser med i en lang årrække. Hund og menneske kender hinanden ud og ind, og de daglige rutiner er lette og selvfølgelige, netop fordi man kender hinanden så godt. Det man har sammen er noget andet, end det var tidligere, men det har stadig høj værdi. Det er ikke længere de store fysiske udfoldelser eller den målrettede konkurrencetræning, der udgør samværet. I stedet er det en hyggelig gåtur sammen – bare os to – hvor tingene går i den gamle hunds tempo, en hyggestund i sofaen om aftenen, en lille træningssession med kendte øvelser og tricks eller bare den specielle og tætte kontakt, der opstår som følge af et helt liv sammen.



Husk at nyde jeres dejlige hunde – unge og gamle – vi har dem kun til låns.

torsdag den 11. april 2013

Lock-out træning

Af Karen Frost

Det har vel næppe undsluppet nogens opmærksomhed, at folkeskolerne kører på meget lavt blus pga. lock-out. Uden at dette blogindlæg skal handle om den konflikt, så giver det i min husholdning lidt af en udfordring. Jeg er vandt til at træne hunde om morgenen, når jeg har afleveret mine børn. Det fungerer super godt. For tiden kan det ikke helt lade sig gøre fordi jeg har begge børn hjemme og jeg har altid afholdt mig fra rigtigt at træne hunde, når jeg også har mine børn med ude og gå tur. Jeg ved at der sikkert er en del derude, som uden problemer kan gøre det, men jeg har ikke helt stimuluskontrol nok på mine børn til, at det kan lade sig gøre ;-)



Efter en uge uden anden træning end det jeg kan gøre mens jeg går (dvs. fri ved fod, positioner under gang og enkelte stillingsskift) kunne jeg ikke holde det ud længere. Jeg er gået i gang med at træne jagttræning med min yngste hund Lilli, og hun skal helst ud og lave noget hvor hun løber dagligt for at fungere optimalt. Hendes apport er rimelig stabil, så i går tænkte jeg, at når jeg nu har børn med, så kan de vel også bruges som forstyrrelser! Freja (min ældste og pensionerede hund) fik et søg efter nogle godbidder (eller en af ungerne satte sig og fodrede hende med godbidder) og ungerne fik så på skift lov til at kaste dummier til Lilli. Ungerne synes heldigvis at det var super sjovt (så ud over lidt konflikt om hvem der skulle kaste hvornår, gik det fint) og jeg gentog det igen her til morgen. Lilli får ikke trænet så meget på det vi ellers arbejder på, men får til gengæld trænet apport med forhindringsbane. Når en dummy er kastet, vælger mine børn enten at sætte sig ved siden af dummyen (opsamling med forstyrrelser), løbe frem mod apporten samtidigt med at Lilli enten løber ud for at hente den eller er på vej ind med den (fremløb og tilbageløb med forstyrrelser) eller også sætter de sig ved siden af mig, løber rundt om mig el.lign. (aflevering med forstyrrelser). Det er gået forbløffende godt - bortset fra i morges, da jeg prøvede at filme det. At jeg har en kamera i hånden samtidigt med, at hun skal komme ind på plads, var alligevel lidt for meget ;-)


video
En lidt uskarp video - men det var sjovt alligevel :)

Ungerne har også lagt dummyen for mig, så vi kan træne dirigeringer. Hverken jeg eller hunden har helt styr på hvor, så det kræver faktisk lidt mere af Lilli end hvad hun er vandt til. God træning! Hun skal slå næsen til når jeg giver mit søgefløjt – hun kan ikke nøjes med sine øjne. Og jeg er i fuld gang med at overveje hvilke andre øvelser jeg kan lokke ungerne til at synes er sjove at hjælpe mig med. Det er på ingen måde optimal træning – men det er i det mindste træning!

mandag den 8. april 2013

International LP-prøve i Sverige.


Af Louisa Wibroe


MEGET tidligt søndag morgen blev Lukka og jeg hentet af Birgitte og Tiger. Eliteklassen skulle begynde allerede kl. 7.00! Turen til Malmø tog ingen tid, men straks vi var nået frem, fik jeg nerver på, og det var IKKE fordi jeg var nervøs over prøven. Ved indgangen skulle vi vise pas men til min skræk fandt jeg ud af, at jeg havde taget min gamle hunds pas med i stedet for Lukkas!!! Så var gode råd dyre. Jeg prøvede at regne ud, om jeg kunne nå hjem efter passet og tilbage til Malmø inden kl. 7, men det ville være helt umuligt, så der var ikke andet at gøre end at vise Theklas pas og håbe på de ikke tjekkede chipnummer. Hold op hvor var jeg nervøs. Men pyha… det gik fint og vi kom ind.

Alle prøver og udstillinger (og dem var der mange af) foregik i én kæmpe stor larmende hal! Der var 34 elitehunde. Det viste sig, at det var sidste udtagelse til det svenske landshold, så alle de dygtigste svenske ekvipager deltog. Eliteprogrammet var delt i to ringe. Der var trukket lod på forhånd, så man fulgte det trykte program. Lukka var nr. 6. Fællesøvelserne var med fem hunde i hver gruppe, så vi skulle være med i anden gruppe. Der var en ganske kort banegennemgang i den ene ring og så skulle vi i gang. Der var ikke meget information af nogen art, og der var slet ikke den hyggelige samling, vi kender her hjemme fra, hvor alle deltagerne samles i ringen og siger godmorgen, tjekker at alle er mødt op, hilser på dommer og prøveleder, trækker lod, hører om øvelserne og "punker" dommeren og prøvelederen lidt ;-). Alt virkede meget stift og formelt.

Jeg tænkte, at jeg hellere måtte gå til fællesøvelserne i god tid og det var heldigt, for de tre første hunde var udgået eller i løbetid, så jeg var pludselig nr. 3 og skulle med i den første gruppe! Det gjorde, at jeg ikke nåede at se nogen øvelser, inden vi skulle ind, hverken fælles eller de individuelle. Jeg vidste ikke, hvor hundene skulle sidde eller ligge i fællesøvelserne (der foregik i to forskellige ringe) og kunne dårligt høre prøvelederne. Det var en lidt træls start.

Hold op hvor er det anderledes at gå til prøve i Sverige. Aldrig er jeg blevet trukket for så mange dobbeltkommandoer. I fællesdæk blev jeg trukket både i neddæk og op på plads, for dobbelt kommando. "Dobbelt kommando? Jeg havde ingen dobbelt kommando" fløj det ud af mig, da jeg fik min karakter, hvorefter deltageren til venstre for mig straks tyssede på mig og sagde "Man får inte pråta med dommeren!". Og det gælder både under og efter prøven. Ups! 

Det viste sig, at hvert lille nik med hovedet eller kig på hunden var en dobbelt kommando. Efter dækken løb jeg ud af ringen for at belønne Lukka, hvorefter samme søde svenske deltager kommer hen til mig og siger, at jeg skulle gå helt stille ud af ringen, med min hund lige ved siden af mig, ellers kunne jeg risikere at få det gule kort! Og det var de ikke blege for at bruge. Hold da op! Det er ikke noget der hujer én som mig, hvis højeste formål med lydigheden er at have det sjovt med min hund.

I ring 1 lagde vi ud med fri ved fod. Jeg tror, jeg gik mit helt eget program! Jeg kunne ikke høre halvdelen af prøvelederens kommanderinger! Der var så meget larm, og prøvelederen talte ganske sagte. På et tidspunkt kunne jeg ikke lade være med at grine, for det føltes helt tosset bare at gå rundt og nærmest digte om jeg skulle gå omkring og holdt, eller omkring og fremad osv... stakkels dommer, der skulle forsøge at bedømme den øvelse. Nå næste øvelse var lynet, og her er der ikke så meget at tage fejl af, så det gik fint. Sidste øvelse i ring 1 var stillingsskift. Her opgav jeg helt at bruge de verbale kommandoer pga. larmen, så det var rent håndtegn, men det fungerede også okay.

I ring 2 lagde vi ud med indkald. Jeg skreg nærmest på Lukka, og det var vidst meget godt, for der var flere hunde, der skulle have dobbeltkommandoer, fordi de ikke kunne høre deres fører. Indkaldet gik fint, men jeg blev trukket for ikke på forhånd at have gjort opmærksom på, at jeg brugte armtegn i stå-positionen! Jeg var ikke blevet spurgt, så det havde jeg ikke skænket en tanke, at jeg skulle oplyse. Derefter skulle vi have springet og det gik fint. Så skulle vi lave fremsending. Der var ikke bånd om feltet, kun tape og det var helt usynligt for føreren. Lukka løb flot ud til keglen og videre ud i feltet, men jeg var ikke helt 100 på, at hun var inde i feltet så jeg sagde felt igen, hvorefter hun sprang ind i midten af feltet, og jeg kunne give hende en dæk kommando. En enkelt ekstra kommando koster ikke alverden. Hellere det end nul. Men vi fik SEKS! Jeg blev trukket for TO dobbelt kommandoer. Jeg var målløs. Jeg havde én ekstra kommando og øvelsen var udført i flot, hurtigt og ensartet tempo. Jeg kunne hverken få øje på én og da slet ikke to dobbeltkommandoer! Og jeg kunne jo ikke spørge dommeren. Så jeg begyndte spontant at grine. Jeg synes det var lidt af en joke. (Mens jeg ventede på at apporterne blev lagt ud, kunne jeg næsten ikke holde masken. Jeg kom i tanke om, at vi havde haft samme dommer til DM for et par år siden, og der havde hun trukket mig for at smile til min hund. Hun mente, det var en ekstra kommando!!!) Men Lukka lod sig ikke gå på. Hun var i hopla, og lavede den smukkeste apport og fik 10! Sidste øvelse var næseprøven. Lukka søgte smukt men blev retmæssigt trukket for uens fart. 

Sikken en oplevelse. Måske ikke en af de allerbedste men super god træning frem mod VM. Jeg er helt klart frisk på at stille op i Sverige igen en anden gang, for nu er jeg da blevet noget klogere. Men jeg er samtidig lykkelig for at vi ikke har ”svenske tilstande”. At vi til gengæld har søde og rare dommere, som vi kan tale med om deres bedømmelser. Hvordan i alverden skulle vi ellers kunne forbedre os? Og at der i det hele taget er en afslappet og meget hyggelig stemning blandt deltagerne i vores lille LP-verden.

Nu skal det lige tilføjes til Sveriges forsvar, at det var en int. prøve med landsholdsudtagelse, og der var flere af de svenske deltagere, der gjorde mig opmærksom på, at forholdene på de almindelige prøver ikke er helt så skrappe. En ting de svenske dommere dog var meget flinke til, var at redegøre over for publikum præcis hvad de trak for. Det er der heldigvis flere af vores danske dommere der også gør, men de må gerne blive endnu bedre til det.

Birgitte og Tiger gik et forrygende program
og fik en flot 3. plads.

Lukka og jeg endte på en 8. plads. Det kunne vi selvfølgelig have gjort bedre men under de forskellige udfordrende betingelser synes jeg det var fint. Lukka arbejdede godt og stabilt og lod sig ikke mærke synderligt af alt virvaret. Hun fik sin 1. præmie og blev svensk lydigheds champion. :-)



tirsdag den 26. februar 2013

Has Pavlov Left the Building?

Christina Ingerslev, Karen Frost & Karen S. Ulrich

We all know that Elvis has left the building (and Fraiser too). But has Pavlov also left the building?

Recently back home from Clicker Expo in San Francisco, we continue to puzzle over what seems to be an emerging trend among some of the presenters at the conference. In traditional learning theory we view learning from two perspectives; i.e. that of classical conditioning and operant conditioning. In a number of presentations at the conference we found an approach to learning that was purely operant, seemingly disregarding the aspects of learning that are classically conditioned. In fact, one presenter even argued that we might as well disregard classical conditioning altogether as all learning, from his point of view, is really operant. This presenter proceeded to show a video clip of a counter conditioning session (done by someone else) and argued that the dog’s emotional response was not being changed but that it was simply learning a new operant response. Another presenter spoke of establishing the association between a neutral stimulus and an unconditioned stimulus, in this case done in order to condition a secondary/substitute reinforcer, as an operant process, that could be viewed “as a behavior that you can reinforce”. In contrast to this purely operant approach, renowned presenters like Susan Friedman and Kathy Sdao continue to use the terminology of both operant and classical conditioning when speaking of the different aspects of learning and different ways of changing behavior. Hence, the reason why we feel inclined to ask the question; “Has Pavlov Left the Building?” After all, a conference on training and learning must be the very place to present and discuss the various aspects of learning in all its nuances, not a place to cut corners or trivialize the importance of knowing one’s tools and techniques.

When we train dogs and other animals to perform a variety of behaviors, our immediate goals are, indisputably, operant. To put it simply, we wish to teach the animal to perform certain behaviors on cue. The behaviors are brought under stimulus control so that we can get reliable performance of the desired behaviors when the learned cues are presented. However, when we work with animals, it is also important to consider the emotional state of the learner. Consequently, we cannot disregard the fact that classical conditioning is continually taking place – while we are busy at work changing the operant skills of our learner. Also, some aspects of our training and some of the tools we use are a product of classical conditioning. This goes for our conditioned marker signals and substitute reinforcers but also associations between cues and behaviors and between behaviors and reinforcers are classically conditioned. Cues and behaviors as well as training locations and training equipment all take on a value for the learner, of either pleasure or discomfort, depending on the training techniques employed. In our opinion, this is no small matter and certainly not one to be disregarded when discussing, planning, or executing training with animals.

 
We humans like to organize things, e.g. concepts, into nice and orderly categories. Textbooks on learning distinguish between the two types of conditioning. However, in real life things are not quite as neatly organized. Classical and operant conditioning are indeed separate ways of learning. We know this from studies of how and where these processes take place in the brain. But in real life learning situations we cannot separate the two completely or simply choose to disregard the one. Classical and operant conditioning go hand in hand and in most situations take place at the same time. What is learned differs, depending on whether you take a respondent or an operant view of a given situation but they are both part and parcel of any learning situation in which we look to change the behavior of our learner. This goes for any training in which the primary objective is to change the operant behavior of the animal.

When dealing with animals with behavior issues such as fear and aggression, it is even more important to consider classical conditioning. Classical conditioning is essential both in order to understand the conditioned emotional response (CER) that motivates the operant responses that are considered problematic and in order to know and employ counter conditioning as a central approach to change the CER and in that way change the behavioral output that is motivated by the animal’s emotional state. We do not dispute the fact that operant training can change the emotional state of an animal through the empowerment gained by acquiring a sense of operant control in a stressful situation and through the classical conditioning that takes place when a certain behavior is heavily associated with attractive reinforcers. But operant conditioning does not do the trick alone, nor does it suffice to explain all aspects of learning when we teach, train or learn…


 
We wonder if this tendency to view all learning from an operant perspective springs from on the one hand a purely Skinnerian approach to learning and on the other what can be conceived as a limited interest in the motivational and emotional aspects of behavior.



onsdag den 6. februar 2013

Angste hunde


Af Karen Frost

I løbet af den sidste månedstid har jeg været i kontakt med en del hundeejere, som har kontaktet mig, fordi deres hunde er bange for at forlade huset eller haven efter mørkets frembrud. Fælles for dem alle er, at de har været bange i tiden op til nytår. 
 
Hunde har fra naturens side en tendens til at blive bange for høje lyde. På samme måde som vi mennesker har en naturlig frygt for højder og kryb. I den del af deres hjerne, der tager sig af følelser, heriblandt angst, sidder der hos hunden hjerneceller, der kun reagerer, når der kommer høje lyde. Aktiveres disse, udviser hunden angst.


Uden at have nogle tal til at bakke min formodning op, så er det min fornemmelse, at rigtigt mange hunde i større eller mindre grad bliver påvirket af nytåret. Alt fra hunde der bare søger ejeren mere, når der bliver fyret af til hunde der gemmer sig, eller lige frem holder op med at spise og slet ikke vil med ud i hele perioden. Angsten for høje lyde kommer ofte med alderen og har desværre en tendens til at sprede sig til alle høje lyde. Selvom man har en hund, der ikke har reageret (endnu!), så er det desværre ikke nogen garanti for, at den ikke vil begynde at reagere til næste nytår.

De hundeejere, jeg har haft kontakt med, er forståeligt nok meget bekymrede over, at deres hunde nu nægter at gå ud, når det er blevet mørkt. Specielt her i den mørke tid, kan det være svært at nå at lufte hund, før det bliver mørkt. Det går heldigvis mod lysere tider, og for de fleste af disse hunde, vil man måske se, at problemet ”løser sig selv”, fordi det bliver lysere og lysere. Det kan give ejerne en falsk formodning om, at så er problemet løst, og for enkelte hunde kan det da også være sandt. For langt de fleste hunde er problemet dog kun løst, indtil det bliver mørkt igen og/eller der begynder at være fyrværkerilyde i aftenluften igen. Så vender hundens angst tilbage for fuld styrke og forude venter et par måneder, hvor hunden måske skal leve med at være angst dagligt. 


Angst for fyrværkeri kan være meget svært at gøre noget ved. Man kan forsøge at løse det ved at give hunden angstdæmpende medicin, men det virker desværre ikke lige godt på alle hunde. Hvis din hund er bange og det hjælper at give den angstdæmpende medicin, så giv det! Endelig! Min pointe er, at det her er en af de problematikker, hvor det at investere i forebyggelse virkeligt kan betale sig. Lær hunden at høje lyde er FANTASTISKE ved at afspille høje lyde samtidigt med at du laver noget sjovt med hunden, hav skåle med godbidder stående alle steder i huset det første nytår hvalpen oplever og kast godbidder til den hver gang det brager, lær den selv at lave larm for at få godbidder. Denne tilgang kan man også bruge lidt mere gradvist med hunde, der bekymrede uden at være meget bange. Med hunde der er meget bange, kan man have held med at lære dem at høje lyde er ok ved at afspille CDer med fyrværkerilyde (læs brugsvejledningen eller søg professionel hjælp først – du kan komme til at gøre problemet værre, hvis du gør det forkert), men det virker ikke på alle hunde.

En strategi, der kan hjælpe hunde, der er bange (uanset hvad de er bange for), er at lære dem, at de kan kontrollere deres omgivelser. At føle at man har kontrol gør, at man kan ”tåle” betydeligt mere intensitet af det, man reagerer på uden at blive bange. Hvordan lærer man så sin hund at have kontrol? Det gør man ved at træne øvelser, hvor hunden lærer, at dens initiativ kan føre til noget godt. Forskellige typer af initiativøvelse er et godt sted at begynde. Der er andre strategier, man kan bruge samtidigt – alle med det formål at øge hunden tolerance overfor de høje lyde. Man ”helbreder” ikke fyrværkeriangst, men med den rette blanding af træning og en eller anden form for medicin, kan de fleste hunde få et mere udholdeligt nytår.


Har du en hund, der er bange for fyrværkeri eller vil du bare gerne undgå, at det sker, så kom evt. til det foredrag jeg holder i Klampenborg d. 5. marts. Se mere her: http://shop.dogtraining.dk/foredrag-81/

Til jyderne – jeg kommer til Jylland og/eller Fyn i løbet af foråret.