fredag den 14. december 2012

Nordisk mesterskab 2012

Af Christina og Louisa

Louisa og jeg kom hjem fra Nordisk Mesterskab for et par dage siden. Det var en super tur med masser af godt humør og gode oplevelser, men også med skuffelser.


Sjællænderne mødtes torsdag morgen i lufthavnen, hvor vi og vores hunde skulle med flyet. Der kan max være fire hunde med et fly, så vi skulle rejse i flere hold. Det var med bævrende hjerter, at vi afleverede vores små guldklumper i Kastrup. Vi spurgte stewardessen adskillige gange om hundene var med, hun svarede "ja, vi kan tydeligt høre dem", hvilket dog ikke beroligede os stort... Men de faldt hurtigt til ro og var glade og i godt humør, da vi fik dem igen i Helsinki. Så ind i nogle taxier med de store flybure og alt vores habengut og derefter til hotellet. Hotellet var rigtig fint og havde en super beliggenhed. To minutters gang fra hotellet lå en stor skov (stor nok til vi kunne fare vild!!!) med lys på alle stierne, og det var helt fortryllende at gå tur der, særligt om aftenen.


Fredag skulle vi ud og træne i hallen, som lå et lille kvarters gang fra hotellet. Her var forholdene rigtig gode. God plads og et fint opvarmningsareal. Tæppet var ikke glattere end det plejer, og vores hunde har efterhånden lært at afpasse farten efter tæppet, så ingen problemer her. Træningen gik fint, selvom det altid er lidt forvirret, når man ikke har så meget tid. Vi havde valgt, at dele træningstiden op med hhv. fire og tre hunde på banen af gangen.

Efter træningen var der lodtrækning om startrækkefølgen, rækkefølge i lynet og stillingsskift. Christina trak nr. 3 og Louisa nr. 19. Derefter hjem for spise på hotellet, spansk restaurant - ingen Michelinstjerner mildest talt, og stille vækkeuret til tidligt lørdag morgen.

Prøven var planlagt med fællesdæk som første øvelse, dernæst spring og fri ved fod for alle deltagere, pause og så fremsending og næseprøve for alle deltagere. Søndag begyndte med fællessit, dernæst lynet og apportering, pause og så afslutningsvist indkald og stillingsskift. Det var spændende at prøve en konkurrence, hvor man udførte øvelserne parvis. Men som vi fandt ud af var det også rigtig hårdt for både hund og fører, at sætte sig op til at skulle i ringen så mange gange på en weekend. De fleste hunde var godt trætte, da vi nåede til slutningen på søndagen.

Christinas prøve:
Jeg var stærkt utilfreds med at trække nr. 3, da det passer mig meget dårligt ikke at have tid til at se nogle andre hunde på banen, inden jeg skal ind. Men men det kan jo ikke laves om, så det var bare med at vende det til noget positivt. Fællesdækken gik fint efter Senna forhold, vi fik her 8 point.


Da alle deltagere havde lavet fællesdæk var det direkte ind til springapporten, som normalt er en af vores rigtig gode øvelser, det gik også fint, 8,75 point. Derefter fri ved fod hvor jeg konstant arbejder med at afbalancere Sennas aktivitetsniveau. Hvis hendes intensitetsniveau er for højt, så er det en svær øvelse at få rolig og afbalanceret, men rammer vi det rigtige niveau, kan hun gå rigtig pænt. Øvelsen begyndte med fremadløb og efter 10 m holdt fra løb. Det var det eneste svære sted i den fri ved fod, som var meget let efter min mening. Til gengæld var der flere hunde, der havde problemer med holdt efter løb så hurtigt. Jeg havde forudse,t at det kunne blive en vanskelig start, men det gik rigtig fint. Jeg var meget tilfreds med Sennas præstation, hun gik så roligt og afbalanceret som det kan lade sig gøre på nuværende tidspunkt.

video

De næste to øvelser var fremsendig og næseprøve. Jeg følte, at vi var godt kørende og sagde til Louisa lige inden vi gik ind - nu giver vi den gas :-) Senna lavede en fuldstændig ren og hurtig fremsendelse, ingen hop i fri ved fod eller noget, karakter 9½, 9, 9 og 8½ dvs. samlet 9, super god karakter i det her selskab, da der ikke blev givet et eneste 10 tal i den øvelse og så vidt jeg så to 10 taller i alt (på nær fællesøvelserne). Jeg ved ikke hvad der blev trukket for, det er bare noget man må acceptere. Derefter næseprøven hvor Senna løb fint ud og begyndte at søge helt fint, hun går over den rigtige og derefter ud til højre og tager den yderste pind. Ups - nul. Jeg har ingen forklaring på, hvorfor hun tog en forkert, da jeg altid kan se, når hun er lidt for hektisk i øvelsen, men det så ikke ud til at være tilfældet her. En underlig måde at slutte en ellers rigtig god dag for vores vedkommende.


Søndag kunne vi vist alle mærke, at både vi og hundene var trætte. Jeg lavede en bommert, jeg aldrig tror, jeg vil komme til at gentage. De i øvrigt meget dygtige og effektive finske prøveledere, havde sat en kegle ved startstedet til apporten. Jeg valgte så at placere mig på venstre side af denne kegle. Det gik fint med at sende Senna, som lavede en super apportering. God kegle, god og ens fart i alle strækninger og et godt optag, men for pokker hunden kunne jo ikke komme på plads! Keglen stod i vejen. Jeg flyttede mig, så min hund kunne komme på plads, vel vidende at jeg ville få et nul. Senna skulle ikke bøde for min fadæse. Resten af prøven gik sådan nogenlunde. Lyspunktet var at nogle af de ting, jeg har terpet i stillingsskiftet var kommet med ind i ringen, det var en god oplevelse.

Louisas prøve:
Allerede i 1. øvelse (fællesdæk) mærkede jeg, at Lukka ikke var helt i sit es. Da jeg dækkede hende af, lagde hun sig med den ene pote inde under kroppen. Måske kun en lille detalje men det fortæller mig, at hun er lidt usikker på situationen. Hun lå helt stille, mens jeg var væk, men da jeg skulle have hende op på plads igen efter de 4 min, blev hun liggende og skulle have en ekstra kommando. Det er ALDRIG sket i de to år vi har deltaget i eliteklassen...
   
2. øvelse var springet, som har været vores værste øvelse, siden Lukka kom til skade på et spring forrige sommer. Men det klarede hun ganske udmærket bortset fra en mærkelig lille urolig bevægelse ved afleveringen. 3. øvelse var fri ved fod, som er en af vores hof-øvelser. I de seneste prøver har vi fået 9,5 i fri ved fod, så jeg glædede mig virkelig til at komme i gang. Men fra allerførste skridt kunne jeg mærke, at Lukka slet ikke var på. Hun holdt sin position rigtig fint og havde kun en enkelt flagring, men jeg kunne ikke rigtig mærke hende. Der var godt nok også mange mennesker på banen, måske har det trykket hende lidt. Vi fik 8 for øvelsen så helt ringe var den ikke, men når nu jeg VED, hvordan hun plejer at danse ved min side, føltes det helt forkert, og jeg var både ked af det og ærgerlig da jeg forlod ringen. En følelse som jeg ikke rigtig kunne ryste af mig resten af dagen.


4. øvelse var fremsending og jeg besluttede mig for at hidse Lukka så meget op som jeg overhoved kunne, inden jeg gik i ringen. Det resulterede i, at hun lettede sin r.. en my lige inden hun blev sendt ud til keglen - og det er dyrt! Men flot kegle, flot felt og flot indløb tilbage til mig med masser af fart og glæde. Umiddelbart efter kom næseprøven. Lukka løb fint ud og lavede et helt perfekt søg, men vendte næsepinden nogle gange i munden på vej tilbage, og det trækkes der hårdt for. Det var ikke ligefrem vores dag, denne første dag. En lille fejl i hver eneste øvelse, og man er langt nede i klassementet. Hold op hvor var Lukka træt. Jeg tror jeg havde undervurderet, hvor hårdt flyrejsen og alle de nye indtryk tog på hende. Hvis jeg er så heldig at komme med igen en anden gang, vil jeg helt sikkert tage afsted en dag tidligere, så både jeg selv men så sandlig også min hund har en chance for at slappe af og komme til kræfter, inden det går løs.

video

Søndag var Lukka noget friskere. Vi lagde ud med fællessit. Her flyttede hun desværre begge poter en enkelt gang. Så kom lynet og nu kunne jeg kende min hund igen. Lukka dansede ved min side og indtog nogle fine positioner. Desværre havde vi en lille misforståelse ved afslutningen, så øvelsen blev ikke helt perfekt. Derefter skulle Lukka apportere, og det havde hun absolut ingen problemer med MEN så ville hun pludselig ikke slippe apporten!!! Grr... min artige lille hund. Hvad i alverden gik der af hende???


Den sidste gang vi skulle i ringen begyndte med indkald. Lukka blev dækket af, og jeg gik de 30 meter frem og vendte mig om. Lukka var tændt og klar, men liiige som jeg skulle til at kalde på hende, var der en hund der sagde VUF og Lukka lavede et lille ryk med kroppen!!! Dyre point tabt endnu engang... Resten af øvelsen var ellers så flot, som hun kan lave den med fine hurtige stop. Den afsluttende øvelse var fjernkontrol og den var fin. Lukka rykkede sig godt nok nogle få cm frem, men hun lavede nogle hurtige rene skift.


Lukka fik lige omkring 8 i snit i alle øvelserne, og det rakte akkurat til en første præmie, så vi kunne rejse hjem med en fin ny titel som Finsk Lydigheds Champion. Men alt i alt ikke ligefrem samme følelse som til sidste års NM. Ikke i en eneste øvelse gik Lukka op til sit bedste, men sådan er det nok bare nogen gange. Jeg er sikker på, at heldet nok skal være med os en anden god gang. Og Lukka vil altid være den største stjerne i mine øjne :-)


Nordisk Mesterskab i lydighed 2012 var slut. Alt i alt er det en fantastisk oplevelse at være med, selv om alt ikke denne gang gik som vi havde håbet. Men vi får os nogle rigtig vigtige erfaringer om, hvad vi skal justere på næste gang. PÅ en god dag kan begge vore hunde præstere meget bedre, så vi er i fuld gang med at evaluere, hvad vi kan gøre bedre og træne mod at den forhåbentlig kommende gode dag :-) 


Søndag aften blev en meget festlig aften. Vi havde på forhånd aftalt at bedste dansker skulle give drinks. Så vi begyndte med to drinks på tom mave. Det satte stemningen lidt op, og lidt mere op og det blev hurtigt til den sjoveste aften i mands minde. Når vi ikke denne gang kunne lave et godt resultat, så kunne vi ihvertfald slutte med maner! 


Flyturen hjem gik lige så smertefrit som ud. Ingen problemer i lufthavnen. Vi tjekkede flere gange med flypersonalet, og de forsikrede os at hundene var med ombord, og at de havde tændt for varmen. I Kastrup kunne vi afhente nogle meget glade hundebasser, der allerede virkede flyvevante og ikke spor stressede. Det er helt sikkert ikke sidste gang, vi vælger at flyve med vores hunde frem for at bruge et døgn eller halvandet på at køre og sejle. Næste gang rejser vi bare en dag tidligere...


Tak til jer alle på holdet for en fantastisk hyggelig tur og til Pia - vores eneste supporter og tjenene ånd - for at sørge rigtig godt for os. Og til Erling vores holdleder for hjælp under prøverne.



mandag den 3. december 2012

"Det er bare fordi det er en border collie...."


Af Christina Ingerslev

Jeg fik min første hund i 1976. Jeg havde plaget mine forældre om en hund og havde endelig fået lov til at få en irsk setter. Det var en skøn hund med utrolig meget energi, som lærte mig meget om samarbejdet mellem hund og menneske. Derefter fik jeg en beagle i 1987, som jeg gik til mine første lydighedsprøver med. Sammen med ham blev jeg godt og grundigt bidt af lydighedssporten. I 1990 fik jeg så min første border collie - Amanda, som for alvor satte fart på prøvelivet. Derefter har jeg haft flere border collier og har i dag to af slagsen, Chillie på 11 år og Senna på 4 år. Jeg elsker simpelthen denne race, og ville have border collie uanset om jeg gik til lydighedsprøver eller ej. Min holdning er, at der er en race der passer til os alle blandt de over 300 forskellige racer vi har i Danmark, og som lige præcis er det perfekte match af egenskaber alt efter, hvad vi hver især prioriterer højest. 

Jeg hører dog ofte sætningen "det er bare fordi det er en border collie" til at forklare alle mulige og umulige sammenhænge. En dame mente ikke hun kunne træne en bestemt øvelse, der var beskrevet i bladet Hund & Træning, fordi hun havde en lille hund, og der var kun billeder af border collie i øvelsen. Andre har ment, at de ikke kunne lære deres hund det ene eller det andet, fordi det ikke er en border collie. Der er også dem, der giver udtryk for, at man skal have en border collie for kunne konkurrere i eliteklassen osv. Efterhånden føler jeg, at jeg lige må lufte en lille frustration, jeg har over at høre de her ting i et offentligt forum. 


Det der slog hovedet på sømmet, var da jeg diskuterede emnet med en af mine søde kollegaer. Hun havde hørt følgende kommentar om Karen Ulrichs dygtige og arbejdsomme beagler. Det er også bare fordi, det er Karen Ulrichs beagler. Øøøøh hvad!!! Karens beagler er ikke en særlig slags beagler, der modsat alle andre beagler er træningsvillige, men de bliver trænet af en dygtig hundetræner, som lægger tid og energi i at træne og aktivere dem. Derfor er de træningsvillige og arbejdssomme. Jeg føler således trang til at komme med nogle kortfattede forbrugeroplysninger om border collier og hundetræning generelt.

Nej, border collien har ikke en chip installeret, som man bare kan aktivere, hvorefter den går et perfekt lydighedsprogram. En border collie er lærenem, hurtig og smidig. Egenskaber der er perfekte for en lydighedshund, men det er der masser af andre hunderacer, der også er. Samtidig er bagsiden af medaljen at lærenemme hunderacer med meget energi også lærer alt det, vi ikke synes de behøver at lære. Guderne skal vide, at det ikke gør livet lettere, når man køber en Ferarri-type, sådan som jeg har gjort det med min yngste hund Senna. Mit liv havde være meget lettere med en lidt mere rolig hundetype, sådan som min anden hund Chillie er det. (som stadig er en arbejdstype med en masse energi) Men jeg eeeelsker Sennas fart og energi, derfor tager jeg de ulemper med der følger.   

Alle de andre der konkurrerer har også hurtige og veltrænede hunde, så det er rent faktisk nødvendigt at træne og træne meget for at gøre sig gældende i toppen af konkurrencer. Lydighed på konkurrenceniveau kræver virkelig meget træning og motionering af hunden for, at den skal kunne være klar til et mesterskab. Vi taler omkring 1 time dagligt udover motionen. 


Alle hunderacer der trænes jævnligt, kan lære de mest utrolige ting. På vores forskellige kurser og uddannelser i Hund & Træning har vi mange forskellige hunderacer. Alt lige fra store hunderacer som berner sennenhunde og OES til små racer som chihuahua og cavallier. Vi har haft muskelhunde, jagthunde, mynder og hunde, der var opgivet af andre træningspladser. Jeg elsker at arbejde med alle de forskellige hunderacer, og jeg synes det er lige fantastisk hver gang at se, hvilken utrolig udvikling alle hunde gennemgår, når bare deres træner tror på at de KAN! Det handler om at træneren kender til de grundlæggende principper for træningen og derudover går helt ind i processen og virkelig arbejder på at forstå deres hund, og hvordan lige netop denne hund skal trænes.  

Selvfølgelig er der forskel på, hvad en hund der er 20 cm høj og en der vejer over 60 kilo kan gøre. Der er forskel på hvor hurtigt de løber, og på hvordan de kan udføre forskellige øvelser. Jeg har jævnligt snakke med vores forskellige kursister om den enkelte hunds fysiske formåen, og hvordan vi kan arbejde med de forskellige færdigheder kursisten ønsker at lære hunden. Det allervigtigste er dog at tænke i løsninger, i stedet for at lade sig begrænse af, at en hund af den og den race ikke kan gøre det ene eller det andet. Jeg har gennem årene hørt meget om, hvad forskellige hunderacer ikke kan gøre. Det mest ekstreme var, da min niece af en instruktør havde fået at vide, at hendes shar pei ikke ville kunne lære at dække. Godt så tænkte jeg, må jeg lige prøve, sagde jeg og to minutter senere dækkede hunden selvfølgelig. 

Det fælles træk jeg ser hos de hundetrænere, der når længst med deres hunde uanset race, er en helt ukuelig tro på, at selvfølgelig kan deres hund lære det de ønsker. Samtidig med en villighed til at gå i gang med træningen og se hvor langt de kan komme. Nogen træningsopgaver tager kort tid, nogen træningsopgaver tager længere tid, sådan er det for alle, uanset hvilken hundrace man har. Derfor: Tro på at det kan lade sig gøre og gå ud og prøv! 


God fornøjelse med træningen uanset hvilken dejlig hunderace du har!!
Christina Ingerslev :-)   

onsdag den 26. september 2012

Hvalpe, hvalpe, hvalpe


Af Karen Frost

Sidste år fik jeg et kuld hvalpe på min yngste tæve Lilli, hvilket var en så fantastisk oplevelse, at jeg planlægger at gøre det igen til næste år. Denne gang er det så meningen, at jeg selv vil beholde en tæve fra kuldet. Jeg er så småt gået i gang med forberedelserne og har næsten styr på, hvilken hanhund jeg gerne vil bruge. Jeg går med andre ord rundt og tænker hvalp hele tiden. Det bliver ikke bedre af, at jeg synes, at der er rigtigt mange i min omgangskreds, der enten lige har fået hvalp, skal have en hvalp eller planlægger at skulle have hvalp.


I weekenden startede vores klikkerinstruktøruddannelse på Fyn og en af kursisterne havde medbragt en super lækker ung labradorhvalp. Der er noget helt fantastisk ved at træne med hvalpe. De suger træningen til sig og man har endnu ikke fået lavet alt for mange træningsfejl med dem. Og lad mig lige rette det – det er fantastisk at træne med hvalpe, der er trygge ved at færdes i den verden, de er i! Utrygge, nervøse eller direkte skræmte hvalpe er en helt anden sag. Sådan en hvalp skal have hjælp med overhovedet at eksistere. De fleste mennesker, der har bare en lille smule viden om hunde, ved efterhånden godt, at socialisering af hvalpe er yderst vigtigt, specielt i forhold til at forebygge adfærdsproblemer. På det kursus Ray Coppinger lige har afholdt i Danmark var en af hans pointer da også, at effekten af den tidlige socialisering ikke kan overvurderes.


Jeg ser desværre stadig en del hvalpe eller voksne hunde, der har problemer, der med stor sandsynlighed skyldes enten en genetisk defekt eller mangelfuld socialisering. Det er utroligt svært (og i nogle tilfælde umuligt) at rette op på en mangelfuld socialisering. Hvalpens hjerne udvikler sig lynhurtigt i socialiseringsperioden og hvalpe lærer mere i de første 16 uger af deres liv end i hele resten af deres liv. Og det er ikke småting, de skal lære. Alt fra hvordan man bevæger sig til at komme på et indkaldssignal.

Rigtigt meget ansvar ligger hos opdrætteren.  Først valget af tæve og hanhund. De gener, der bliver videregivet til hvalpene, danner rammen for, hvad hvalpene er i stand til at lære, når de er blevet født. En dårlig ”ramme” gør socialiseringsopgaven betydeligt sværere. Tævens følelsesmæssige tilstand under drægtigheden kan også få stor betydning for, hvor let hvalpene senere har det med at klare f.eks. nye sanseindtryk. Interaktioner med de andre hvalpe i kuldet, venlige voksne hunde og miljøoplevelser udgør en stor del af socialiseringen.


Som hvalpekøber er det lige så vigtigt at fortsætte socialiseringen og miljøtræningen, så hvalpen får de bedste forudsætninger for at kunne leve i et menneskeskabt samfund. Ikke forstået på den måde, at hvalpen skal se og opleve alt 24 timer i døgnet, men den skal opleve tilstrækkeligt til, at dens hjerne lærer, at nyt er ok.


Men hvornår kan man som opdrætter eller ny hvalpeejer gå i gang med hvad? Hvordan kan man som opdrætter give hvalpen de bedste forudsætninger og hvordan kan man som hvalpeejer fortsætte de gode takter? Du har mulighed for at høre mine og Karen S. Ulrichs tanker om dette, når vi holder foredrag onsdag d. 3. oktober i Holte. Du kan læse mere og evt. tilmelde dig her: www.hundogtraening.dk

Til jer der gerne vil høre foredraget men synes, at der er lidt langt til Sjælland, så er foredraget på vej til Jylland. Vi mangler endnu de sidste detaljer, men det kommer. Følg med på hjemmesiden eller bliv ven med os på facebook


mandag den 10. september 2012

Vi er så privilegerede…

Af Karen Frost

Kort før sommerferien var jeg så heldig at høre en af Zooverdenens store træningskapaciteter, Steve Martin (www.naturalencounters.com). Steve Martin begyndte sin karriere som fugletræner, men har efterhånden arbejdet med stort set alle slags zoo dyr. Foredraget handlede om ”The SECRET of Animal Training” og hemmeligheden er slet ikke hemmelig. Bogstaverne i SECRET er et akronym, der står for:

S: Science and skills (videnskab og færdigheder)
E: Empowerment
C: Communication
R: Respect
E: Enrichment
T: Trust (tillid)


I løbet af sommeren har jeg gået og tænkt over det med tillid. I Zoodyrsverdenen er det essentielt at opbygge en relation, til det dyr man træner. Det er vilde dyr og for en stor dels vedkommende, kan de ikke tvinges til noget som helst (kun ved at bedøve dem). Det betyder, at man er tvunget til at træne, så dyrene har lyst til at være med og det er det, der er ”The SECRET”. Som træner er det vigtigt, at dit zoodyr har tillid til dig. Er dyret mistroisk overfor dig som træner, bliver det meget svært f.eks. at lære det at gå ind i kasse eller stikke en legemsdel ud af buret, så det kan få en injektion af en eller anden art. Tillid er ikke bare noget zoodyr har, det skal oparbejdes. Steve Martin taler om, at man opretter en trust account – en tillidskonto. Ved at have viden om, hvordan dyr lærer, have respekt for dyret og anerkende dyrets ret til at sige ”nej tak” til træning og ved at sørge for, at interaktionen med dyret er positiv, kan man opbygge tilliden.


For nyligt hørte jeg så en fortælle mig, at vedkommende havde hørt en anden fortælle at han altid lod hvalpe sove på brystet af ham for at opbygge tillid, for det var nødvendigt at have noget på ”bankbogen” når træningen skulle til at gå i gang. Vi er så utroligt privilegerede, når vi træner hunde. Hvis hvalpe ellers har fået en nogenlunde socialisering er tilliden til mennesker nærmest ubegrænset fra begyndelsen. Vi skal selvfølgelig forme en relation til vores lille hvalp, men der er sat utroligt meget ind på tillidskontoen allerede fra begyndelsen. Vi kan tillade os utroligt meget med vores hunde, uden at vi tømmer tillidskontoen. Det gælder alt fra negleklip og sårrens, til skæl ud og fysisk afstraffelse. Forestil dig at skulle rense sår på en tiger, der ikke har lyst! Jeg er helt sikker på at begge mine hunde, hverken har lyst til at komme i bad eller få klippet negle, men jeg kan gøre det på dem begge, uden at ødelægge det forhold jeg har til mine hunde – det er da at være privilegeret!


onsdag den 29. august 2012

Følelser i og omkring lydighedsringen

Af Louisa Wibroe

Hvornår er man tilfreds med sin lydighedsprøve? Hvornår er man jublende glad? Hvornår har man den der fantastiske boblende følelse i maven, som er helt ubeskrivelig? Kommer den kun når alt hvad man laver i ringen går op i en højere enhed? Eller kan den også komme, når det går mindre godt? Har ens egen følelse og dommerens point noget med hinanden at gøre? Hmm...


For et par uger siden var Lukka og jeg til LP-prøver både lørdag og søndag. Der var rekord mange ekvipager i eliteklassen bl.a. flere udenlandske hunde. Det var stegende hedt, og begge dage trak jeg et meget sent nummer, så jeg var faktisk (er jeg ked af at måtte indrømme) en lille smule negativt indstillet, allerede inden jeg gik i ringen. Lørdag følte jeg, at jeg måtte slæbe Lukka rundt i ringen. Hun lavede alle sine øvelser fint men uden nogen energi, og jeg havde bestemt ikke nogen wauw følelse i maven, mens jeg var i ringen. Men dommeren gav hende super gode point, og vi endte på en flot 3. plads.

Søndag havde Lukka meget bedre energi og gik et super godt program. Dér havde jeg den der ubeskrivelige skønne følelse af at være ét med hunden. Men ved næstsidste øvelse (næseprøven) fik hun en mindre hjerneblødning og slog overhovedet ikke næsen til! Hun løb bare ud og plukkede en tilfældig (læs forkert) pind op, og kom helt glad ind med den til mig. Super ærgeligt men det kunne slet ikke slå mig ud. Jeg havde den skønneste følelse både under og efter prøven. Vi endte godt nok nede på en 6. plads p.g.a. vores nul i næseprøven, men det ødelagde på ingen måde min dag.

I sidste weekend var vi til DM. Lukka og jeg skulle på som nr. 2, hvilket passede mig rigtig fint. Jeg havde en super god følelse inden vi gik i ringen og Lukka gik også et (synes jeg selv) rigtig godt program, frem til midt i næstsidste øvelse (igen næseprøven). Der gik hun pludselig helt i stå! Flot udløb, flot søg men så travede hun tilbage, rullede søgepinden i munden ca halvandenhundrede gange (!) og gik laaaangsomt på plads. Jeg aner ikke hvad der stak hende. Nå ja, men videre til sidste øvelse (fjernkontrol), som hun er meget stabil i. Men midt i øvelsen indtog Lukka pludselig en position helt på eget initiativ. Jeg havde ikke givet hende noget signal, og det var desværre ikke engang den position, der kom som den næste i rækken. Øv øv... kedelig måde at ende et ellers fint program på. Jeg var lidt mellemfornøjet over vores prøve og kunne ikke rigtig ryste følelsen af mig. Bagefter kom der mange dygtige hunde, og der blev vist rigtig meget flot lydighed resten af dagen.

Mange timer senere da vi blev kaldt op til præmieoverrækkelsen viste det sig, at Lukka og jeg faktisk blev nr 2! Jeg blev selvfølgelig mega glad men var mildt sagt noget overrasket. Det hjalp da en del på humøret, må jeg nok indrømme, men jeg fik ikke lige pludselig den der skønne følelse i maven, som jeg havde haft et par uger inden.


Og hvad kan jeg så konkludere af vores sidste tre prøver? Den første prøve (3. plads) synes jeg ikke specielt godt om. Den anden prøve (6. plads) var jeg vild med. Den tredje prøve (2. plads) har jeg lidt blandede følelser omkring. Så umiddelbart hænger mine følelser ved en prøve og dommerens point ikke rigtig sammen. Selvom jeg må indrømme at en god placering efterfølgende hjælper en del på humøret. Under alle omstændigheder havde jeg absolut den bedste oplevelse i den prøve, hvor vi blev dårligst placeret. Det var i den prøve jeg følte, at vores samarbejde var i top og det er dén følelse jeg gerne vil holde fast i og have med mig næste gang jeg går til prøve. Uanset resultatet.

fredag den 25. maj 2012

VM med tårer

Af Louisa Wibroe

Vores første VM blev et VM med tårer og desværre ikke kun glædestårer. Optakten til VM har langt fra været optimal. Lukka har haltet on and off i en længere periode. Jeg har konsulteret to forskellige dyrlæger, fået taget røntgen og blodprøver og været til adskillige behandlinger hos to forskellige kiropraktorer uden at blive meget klogere. Så længe hun blev holdt i ro, var der ingen problemer, men straks hun gav den max gas var den gal igen. Så jeg har holdt hende meget i ro. Ikke trænet særlig meget, slet ikke løbeøvelserne, og holdt hende i snor eller under skærpet opsyn på vores skovture. Men to uger inden vi skulle af sted var jeg uopmærksom et øjeblik og Lukka tog den vildeste spurt igennem skoven. Hun kom tilbage få sekunder efter på tre ben! Dér kneb jeg den første tåre. Øv øv… der røg dét VM. Af sted til kiropraktoren igen. Han vurderede, at der var 50% chance for, at hun nåede at blive helt okay og ordinerede mere ro.


To dage inden vi skulle af sted fik jeg ENDELIG ok fra kiropraktoren. Lukka var rengående og helt perfekt. Godt nok var det lidt utrygt at tage af sted uden nogen synderlig træning men hovedsagen var, at hun var fit for fight.

Turen til Østrig forløb helt uden problemer. Vi, Christina, Pia og jeg, kørte MEGET tidligt onsdag morgen og var fremme onsdag aften, hvor vi mødtes med resten af holdet.

Torsdag morgen var der træning (på et afsindig glat gulvtæppe) og om eftermiddagen skulle vi se ”white dog”.  Men da vi kom tilbage til hallen havde den hvide hund allerede gået programmet, en time tidligere end planlagt!!! SÅ tog den store mand (= vores holdleder Erling Olsen) affære og så kom den hvide hund på igen. Tak Erling.

Fredag begyndte konkurrencerne. Hold op hvor var dommerne… hmm… underlige er måske ordet, i deres bedømmelser. De var ikke kun strenge men også ofte helt uforståelige i deres bedømmelser. Vi fandt ALDRIG nogen rød tråd i de point de gav. Det er frustrerende ikke at have nogen idé om, hvad det er de trækker for. Lige som det også er frustrerende at se ekvipager, der ikke bliver trukket for f.eks. ekstrakommandoer. Det var lydighed på allerhøjeste niveau. Super flotte øvelser der blev belønnet med 7 og 8 – hvis de var heldige! Jeg synes alle danskerne viste flot, flot lydighed. De fleste af os havde bare lige lidt uheld med ind på banen og lavede et eller andet vi ikke plejer at gøre. Og VM er ikke stedet, hvor der er plads til fejl. Christina skulle op som nr. 21 fredag. Da vi stod sammen og ventede på det blev hendes tur var jeg stjerne nervøs, og jeg forestillede mig at det kun ville blive værre dagen efter, når jeg selv skulle i ringen. Det blev det heldigvis ikke.


Lørdag eftermiddag skulle Lukka og jeg på som sjette sidste hund. Om morgenen havde hun lavet to fine fællesøvelser til hhv 10/9 og 10/8,5. Første øvelse i programmet var indkald. Jeg synes selv det var rigtig fint, specielt når man tænker på det glatte gulvtæppe. Vi fik 8,5 og 7! Halvanden points forskel. Hvad mon den ene dommer så, som den anden ikke gjorde? Dernæst fremsending, som var nær perfekt. 8,5 og 9. Apporten var også super fin indtil Lukka liiiige måtte tygge lidt i den. Grrr… det har hun bare aldrig gjort før. 7,5 og 7. Så kom fri ved fod og der kunne jeg godt mærke den manglende træning. Hun var ikke helt så skarp, som jeg ved hun kan være. 6,5 og 8. Igen halvandet points forskel. Hmm… gad vide hvad den ene dommer godt kan lide og den anden ikke kan??? Skidt pyt. Jeg havde den fedeste følelse i den ring. Jeg var ikke synderlig nervøs og jeg synes vi havde en fest, Lukka og jeg.


Nå, videre ind i ring 2. Her var der en enorm prøveleder. Han var det sødeste menneske men stor som et hus. Første øvelse var næseprøven. Lukka var lidt længe om at sætte sig på plads, da øvelsen skulle i gang. Om det var den meget store mand der gjorde hende utryg, finder jeg aldrig ud af men faktum er, at hun var MEGET usikker i sit søg og gik over den rigtige pind så mange gange, inden hun til sidst kom tilbage med den, at det gav nul! Rigtig rigtig super ærgerligt. Det er slet ikke en øvelse hun ellers har problemer i, så det kom noget bag på mig. Næste øvelse var springet og det frygtede jeg på forhånd. Siden Lukka slog sig på et spring sidste sommer, har hun været meget usikker, når hun har set et spring, der afviger lidt i udseende. Det her var stribet! Og desværre trillede metalapporten ALT for langt væk, så på tilbagevejen tabte hun apporten og tøvede, da hun skulle springe tilbage. Den ene dommer gav 5, og den anden gav nul. Øv øv… men humøret fejlede ikke noget og straks efter lavede Lukka det smukkeste stillingsskift. 9,5 og 8. Sidste øvelse var lynet, som også gik rigtig fint. 7,5 og 8.


Glad og lettet. Ærgerlig og irriteret. Følelserne var meget blandede, lige da jeg forlod ringen. Jeg ved, at vores forberedelser har været mega dårlige. Jeg ved, at Lukka slet slet ikke var dér, hvor jeg gerne ville have hende rent træningsmæssigt, men jeg ved også, at hun er en top fornuftig lille hund, der har al sin grundtræning i orden og kan sine øvelser. I minutterne efter prøven, tænkte jeg, at det her gider jeg bare ikke igen, men allerede dagen efter var jeg klar til at gå i ringen igen (hvis jeg altså havde fået chancen). Det var selvfølgelig super ærgerligt med det søg og med springet, men jeg er pave stolt af mit lille hundedyr, der kan deltage og gøre en god figur ved et verdensmesterskab UDEN egentlig at have trænet særlig meget op til. Og jeg glæder mig vildt til og håber virkelig på, at vi på et tidspunkt får chancen for igen at deltage i et VM, hvor vi HAR trænet seriøst op til.

Søndag var der finale og alle mødte op spændte og i godt humør. Men så fik vi den sørgeligste besked. En af de norske hunde, Monicas Extra, var blevet skrækslagen for nogle raketter og var stukket af lørdag aften. Den blev fundet søndag morgen i en vejkant. Død. Det var helt ubærligt. Stakkels stakkels Monica og hendes søde søde Extra. Hele holdet var ganske knust. Ja det var alle deltagerne ved dette års VM, tror jeg. Flere gange i løbet af dagen trillede tårerne på mange af os. Og der var ikke et øje tørt senere under præmieoverrækkelsen, da Christa, på det finske hold vegne, overrakte Monica en buket blomster.

Men finalen gik i gang og dommerne fortsatte med at give nogle helt umulige point. På et tidspunkt blev det simpelthen publikum for meget, så de buh’ede højlydt. Og det hjalp lidt på pointene. Men hvor er det ærgerligt, at bedømmelserne skal være så strenge og ulig og at farven på tøjet skal have betydning for tallet på dommerens pointtavle. Guld og sølv gik til Finland til hhv. Christa med Kaos og Jessica med Mac, der med kun ét points forskel begge leverede to super flotte programmer, både i den indledende runde og i finalen. Bronze gik til samme russer, der også vandt bronze sidste år. Stort tillykke herfra.

Mandag stod vi – igen – MEGET tidligt op og satte snuderne mod DK. Hjemturen forløb helt uden problemer og mandag aften var vi alle hjemme igen, godt brugte men meget glade.


Alt i alt en fantastisk tur. MEGET MEGET lange dage og MEGET korte nætter. Men stemningen på holdet har været helt ubeskrivelig god. Vi har grinet så tårerne (glædes tårerne) trillede ned ad vores kinder. Vi har snakket og diskuteret. Spist gode middage. Travet frem og tilbage mellem hal og hotel og udnyttet søde Williams (Birgittes mand) limo-service på det groveste. Erling har været en super holdleder godt hjulpet af Annette. Tusind, tusind tak Christina, Birgitte, Pia, Jennifer, Helle og Miriam for at gøre vores første VM til den bedste oplevelse - også selvom resultaterne udeblev denne gang…


torsdag den 24. maj 2012

VM i Salzburg

Af Christina Ingerslev

Onsdag den 16 maj tog Louisa og jeg til VM i lydighed i Salzburg Østrig. Optagten var meget stressende, da der var noget usikkerhed om indkvarteringen med hunde mm. Turen derned gik fint, vi fulgtes med Pia Bergenholz i vores bil og Birgitte Bruel og hendes mand William i deres bil. Heldigvis kunne de tage noget af vore bagage ellers kunne vi slet ikke være i bilen.
Da vi ankom til hotellet var det regnvejr og iskoldt, phu ha det fortsætter forhåbentlig ikke tænkte jeg, for jeg har hverken pakket fleecetrøje eller varmt overtøj.



Vi skulle tidligt op og træne i hallen dagen efter, dvs. om torsdagen, da vi havde en træningstid 8.46. Vi havde set på kortet, at der lå et dejligt grønt område mellem hotellet og hallen. Yes, det var også rigtigt, desværre var det grønne område klipper beklædt med træer, så vi måtte pænt gå udenom alt det grønne og i stedet gå ved siden af de meget trafikerede veje. Hallen vi skulle være i var et ishockey stadion, hvor der var lagt gulv og tæpper over isen. Der var dejlig god plads i ringen, så vi gik alle sammen på banen samtidig. Det betød at vi fik ekstra træningstid. Opvarmningen i ringen handler for mig at se mest om, at hunden skal føle underlaget og føle sig godt tilpas i ringen. Jeg vidste, at Senna skulle prøve at stoppe på tæppet, men jeg var ikke forberedt på, at hun ville skøjte rundt som en anden Bambi på is. Efter en ti - tolv gentagelser af både stå og dæk i indkaldet begyndte det at gå lidt bedre. Vi nåede også en fremsending, apport og en springapport.
Det meget "grundige" dyrlægetjek, hvor dyrlægen lagden en hånd på hunden og så i passet blev overstået. Vi spiste lidt mad og gik tilbage til hotellet. Kl. 14.30 var vi tilbage i hallen, da prøvehunden skulle på kl. 14.40 - øj nej det stod i tidsplanen, men den var de kommet foran, så de havde bare taget prøvehunden før og derefter begyndt mødet for holdlederne. Erling spaserede resolut ind og fik det lavet om, så der kom en ny prøvehund til ære for de punktlige danskere. Inden da havde Birgitte fået kontakt med nogle japanere, der havde filmet prøvehunden. Japan var med for første gang og filmede alt med deres overraskende dårlige kameraer. Middag på en græsk restaurant lige overfor hotellet og så på hovedet i seng tidligt.
Tidligt op om fredagen hvor jeg skulle op som nr. 21. der var afgang til hallen kl. 6.30, ingen morgenmad den dag heller. Jeg har lært altid at tage noget mad med selv, så man ikke er afhængig af at nogen sælger dårlig cafemad. Vi havde fået en fin base lige foran et lille rum, hvor hundene kunne stå helt ugenert. Det var faktisk perfekt.



Jeg var på i fjerde gruppe, der begyndte med fællesdækken, derefter gik man ind i den anden ring til fællessit. Senna og jeg stod som nr. 3 fra højre og vidste heldigvis ikke, at de to foregående hunde havde fået nul på den plads Senna skulle ligge på, fordi de snusede for meget. Jeg ved ikke hvad det var med det sted, men Senna snusede også, hvilket hun ikke plejer og fik 7 af begge dommere. Videre til fællessit, her sidder hun som en saltstøtte og får 2 x 10, dejligt at fællesøvelserne er ovre. Jeg havde et problem med dem sidste år, men føler at vi har fået meget bedre styr på dem nu. Alligevel bliver jeg altid mest nervøs i de øvelser, fordi jeg ikke kan se min hund. Så var det bare at vente til det blev min tur til at gå i ringen til de andre øvelser omkring frokosttid. Jeg har efterhånden fundet den bedste måde at klargøre hende på, ud og afreagere med noget leg og løb ca. en time før jeg skal op. Her laver jeg også nogle enkelte øvelser og lidt fri ved fod, derefter afslapning indtil kort før vi skal på. Jeg sidder eller står stille og lader op sammen med hende, indtil det bliver vores tur. For os handler det meget om at få ro på og være afslappede inden vi skal i ringen.
Lige inden jeg går ind giver jeg Louisa et stort kram, vi har delt så mange oplevelser med Senna og Lukka og nu står vi her ved vores foreløbige mål VM. Fantastisk! Jeg kan mærke, at jeg virkelig gerne vil ind på banen, har super meget lyst til at være her og til at deltage. Der er den helt rigtige mængde sommerfugle i maven - alt er perfekt. Lodtrækning inden vi går i ringen, jeg ønsker at trække venstre apport, hvorfor ved jeg ikke, hun kan begge retninger lige godt og jeg trækker venstre apport og går ind i ringen. Første øvelse er indkaldet, det er den øvelse jeg har mindst føling med, da jeg ingen ide har om, hvordan hun vil stoppe på gulvet. Ståen er fin, jeg kalder igen og hun drøner mod mig. Jeg tænker, det bliver svært med den fart, siger dæk og ser hende glide mindst fem meter på tæppet, men jeg hører publikums uhhhhh i ørene. Dejligt at de lever med i øvelsen. Jeg får 6 og 7 for øvelsen.
Dernæst fremsendelse, hvor hun løber hurtigt ud til keglen og drøner ud i feltet. Desværre havner hun tæt på bagerste linie, jeg siger kom, som hun ikke hører, så jeg dækker hende af med en tæt margin til bagerste linie. Hører igen publikums uhhhhh, fordi hun dækker tæt på stregen - jeg tolker det som om hun er inde. 7 af den ene dommer og 9 af den anden dommer.    


Videre til apporteringen, her ligger apporterne en meter foran feltet. Senna kommer til at vælte keglen men gør det ellers fint. På vejen tilbage kan jeg se, at hun tøver en lille smule, da der står en hel masse ben med sorte bukser. Hun skal lige tjekke hvilke sorte bukser, der er mine. Ingen tygning og fin plads. Det giver 8,5 og 7,5 - fine karakterer i denne konkurrence, hvor man skal være jublende glad for et 8-tal.
Derefter fri ved fod, som går helt hæderligt, hun er 100% koncentreret hele tiden men også lidt freeesh efter løbeøvelserne og har nogle små hop undervejs, 7 fra begge dommere, helt OK. Jeg har i min træning arbejdet meget med at gøre hende afslappet i fri ved fod og jeg tror faktisk, at jeg er på rette vej med de tiltag jeg har gjort inden VM.



Så går vi ind i den anden ring, hvor vi skal begynde med næseprøve. Vi har trænet meget på at være rolige inden næseprøven, hvilket har betalt sig, da hun tager den rigtige pind og kommer ind med den. Hun har fint tempo ud og hjem, men går over den rigtige et par gange og så kan man ikke få mere end 7 og 6,5. Springapport, her bukker hun lige ned i forbenene ved en ellers flot udført øvelse og får 7 og 6,5. I fjernkontrollen laver hun fine skift uden ekstra kommandoer, men hun kommer lidt frem, så det bliver til 6,5 fra begge dommere. Jeg er meget tilfreds med fjernkontrollen, da der var meget larm omkring hende, synes det er fint at hun kunne koncentrere sig og tage kommandoerne. Sidste øvelse er lynet, sit, stå og dæk under gang i rækkefølgen, dæk, sit og stå. Jeg plejer aldrig at misse en position uanset hvordan rækkefølgen er, men hun sætter sig ikke, så her har vi 5.5 og 5 - lidt øv.



Jeg går ud af banen med en super god fornemmelse, jeg havde endnu ikke set pointene, men er glad for at Senna glad og kækt har gået hele programmet. Der var små ting i de fleste øvelser og jeg får egentlig fornemmelsen af, at man har et 8 tal, hvis øvelsen er OK. Hvis der er en lille fejl, trækkes der fra 8 - tallet og hvis øvelsen er virkelig flot, så kan man komme højere op end de 8. Pia og jeg stod og talte lidt med den finske dommer om indkaldet. Den finske dommer sagde, at hun trak 2 point, hvis hunden kom for tæt på benet og uens fart trak selvfølgelig også. Jeg er helt sikker på, at den italienske dommer trak for at hunden gled på tæppet. Om fjernkontrollen sagde den finske dommer, at hun trak ca. 2 point, hvis hunden flyttede sig med en tredjedel, dvs. en 15 - 20 cm, mens den østrigske dommer trak for for store og for lange signaler til skiftene i fjernkontrol. Alt i alt må man konkludere, at der ikke noget sted skal være noget, der på den ene eller den anden måde stikker ud. Efterhånden synes jeg der bliver fokuseret så meget på detaljer og små bitte uregelmæssigheder, at hundene generelt er langsommere, så alt foregår helt glat og næsten robotagtigt. Den her tendens med at dommerne næsten ikke tør være den, der giver et tital, har vi set i flere år og var synes jeg meget udtalt i Østrig. Det er vanskeligt at vide, hvad den enkelte dommer trækker for og det gør det uigennemskueligt, at vide hvordan man skal forbedre sig. Jeg har stadig den holdning, at den hurtige hund også har en plads ved denne type konkurrencer, selv om der lettere kommer nogle små ting ind der kan trækkes for. Jeg har ihvertfald ikke tænkt mig at tage farten ud af min hund, selv om det føles fristende. Mindre fart giver jo færre fejl. Jeg er meget glad og stolt over mit turbodyrs præstation og håber virkelig jeg får chancen for at deltage igen.
Vi havde mange sjove oplevelser og grin og det var super spændende at følge de andre danske deltagere og se de mange dygtige hunde fra de forskellige lande, tak til jer allesammen for en rigtig god tur! Den ufattelige ulykke med Monicas Ekstra er stadig helt uvirkelig - tænk at det kunne ske. Tillykke til finske Christa og Jessica på de to første pladser i finalen.
Arbejder på min video, som kommer på senere.

torsdag den 16. februar 2012

Vinterens højdepunkt

Af Karen S. Ulrich

Vinteren er ikke den mest aktive årstid i mit eget hundeliv. Det kolde og mørke vintervejr indbyder ikke til udendørs træning, så det bliver mest til nogle lange ture i skoven og på stranden og noget indendørs træning. Heldigvis byder vinteren på helt andre former for hundeaktivitet, som netop har sit peak om vinteren – kørsel med slædehunde J. I modsætning til mine korthårede hunde, så trives slædehundene bedst i koldt vejr og igen i år har jeg og Karen Frost været på udflugt til Als, hvor vi havde en ’date’ med en flok skønne slædehunde og nogle gode venner.


Trods flere uger med arktiske temperaturer og en del sne, kom tøvejret lige før vores udflugt og desværre var en del af sneen smeltet igen. Det betød kørsel med vogn i stedet for slæde – men det er heller ikke så tosset!! Landskabet var stadig vinterligt og vi fik nogle skønne ture med hundene. Slædekørsel (eller vognkørsel) er altid en fantastisk oplevelse og der er aldrig to ture, der er ens. Denne gang kørte vi af nogle små veje, gennem skoven og ned til vandet, hvor sundet var frosset til is næsten så langt øjet rakte.


Vi ankom mandag tidligt på eftermiddagen og efter en omgang frokost var vi bare så klar til at komme ud med hundene J. De blev behørigt ’klædt på’ med seler og ’futter’, der beskytter poterne mod saltet på vejene. Hundene blev spændt for og så skulle vi af sted. Vi fik efter tur alle en tur på vognen med hundene, mens resten af selskabet fulgte efter i følgebil. Humøret var højt, mens vi fløj derudaf og nød hundene, det gode selskab og landskabet.


På andendagen fik vi mulighed for at køre selv, hvis vi havde mod på det. Karen Frost var frisk på selv at køre med vognen med to hunde foran. Efter lidt øvelse i at styre og bremse vognen uden hunde og grundige instrukser, blev Karen sluppet løs og klarede turen i bedste proffe musherstil.


Da jeg havde tyvstartet lidt med et decemberbesøg, hvor jeg kørte kickbike trukket af en hund, valgte jeg også at køre kickbike denne gang. En kickbike ligner en krydsning mellem en mountainbike og et løbehjul. Forhjul og forgaffel ligner en cykel og resten et løbehjul. Man står på et ben og sætter af med det andet, hvis hunden har brug for hjælp, når det går op ad bakke. Så spænder man en eller flere hunde foran og så går det bare derudaf. Det er en fantastisk følelse at suse af sted. Man skal koncentrere sig om at følge vejen (og køre udenom hullerne i vejen i skoven) og især i svingene skal man undgå, at hunden skærer hjørner, så man selv ender i rabatten. For resten skal man bare nyde det. Hold da op for en følelse – det er til at blive helt afhængig af!!

Ud over de herlige ture med hundene er der også tid til en masse hyggeligt samvær, hvor der bliver snakket hund til ud på de små timer. Sådan en tur er ren balsam for sjælen og en herlig lille pause fra hverdagens opgaver og rutiner. Jeg glæder mig allerede til næste år J.


tirsdag den 24. januar 2012

Våd træningsweekend!

Af Karen Frost

Det var så i den forløbne weekend, at jeg havde holdopstart på mine almindelige træningshold. Der er altid et eller andet fantastisk ved at have første træningsgang – også selvom jeg måske kender alle kursister i forvejen. Denne gang kan jeg med sindsro sige, at det i hvert fald ikke var vejret, der var fantastisk. I den første time, hvor jeg har mit hverdagslydighedshold, var vejret ok. Det smådryppede lidt, men der var ophold i det.  Jeg er så heldig, at jeg har et par stykker af Lillis hvalpe med på det hold og det er rart at kunne få lov til at følge dem. Næste hold er mit apportering-til-jagtbrugs-hold – nu også kaldet mit motionshold. I modsætning til de fleste af de typer hold jeg har, så kræver denne type træning en del plads og det betyder, at jeg får bevæget mig en del. Jeg har overvejet at tage løbeskoene med næste gang. Det småregnede/småsneede det meste af timen – men jeg kunne stadig holde mig tør. I tredje time, hvor jeg har mit konkurrencehold, tiltog regnen og blev til rigtig slud. Det er utroligt, hvor meget mere våd man bliver af slud end af både regn og sne. Af en eller anden årsag var der ingen af mine kursister, der havde formået at tage opklaring med, men en af mine kursister lovede at tage kage med, hvis vejret kunne arte sig næste gang, så jeg krydser fingre! Jeg har altid Lilli med til træning, fordi jeg plejer at træne med hende bagefter, men efter tre timer i regn/slud var jeg gennemblødt og for første gang blev hun spist af med en kort tur i området.

Min jakke nåede lige at blive tør til om søndagen, hvor jeg træner med Lilli på et konkurrencehold (DKK klasse 2 og 3) hos en af mine dygtige kollegaer, Hanne Skaarup. Hanne var kommet på den ide, at alle vi kursister skulle træne det at gå til prøve i søndags. Forrige søndag havde vi fået besked om at vælge en øvelse, vi ville til ”prøve” i. Det skulle være en øvelse, der var færdigtrænet. Det vi skulle træne var selve det at gå til prøve.  Hanne havde lavet en startopstilling, som vi fik tilsendt og vi gik så op i vores øvelse en af gangen. Der var adgang forbudt på banen, før vi skulle på og vi blev i det hele taget instrueret i, at det hele ville foregå som til en rigtig prøve, kun med den forskel, at vi ”kun” skulle op i én øvelse.
Jeg havde været på stranden i en time lige op til træningen og Lilli havde leget med to af sine hvalpe og været ude at svømme. Vejret havde været ok på det tidspunkt, men det var som om, at træning var lig regn i weekenden, for da vores hold skulle til at begynde, begyndte det igen at regne med slud (man kan vel ikke kalde det at sludre!?).

Her er nogle billeder af hvor fantastisk hvidt og vådt det var!





Med hensyn til prøveøvelsen, så havde jeg valgt fremsendelsen, fordi det er den øvelse, Lilli er allerbedst til og mest sikker i. Hun plejer aldrig at fejle – men det syntes hun, at hun skulle i søndags. Hun løb fint ud til feltet, stoppede og lagde sig på signal. Mens jeg var på vej ud til hende, besluttede hun, at det ikke lige var der, hun ville ligge, så hun rejste sig. Jeg gav et signal mere og det tog hun – så hun lå stadig inde i feltet. Da jeg var på vej væk fra hende igen, tyvstartede hun så. Hmmm… Når min hund fejler i en øvelse, som hun ellers er så sikker i, giver det stof til eftertanke. Hvad kan være årsag til, at hun fejlede? Vejret var dårligt, men hun er normalt ret ligeglad med vejret. Faktisk ville jeg forvente, at hvis hun skulle fejle pga. vejret, så havde hun rullet sig i græsset ude i feltet – hun gjorde det på vej hen til startlinjen. Hun elsker vand! Jeg tror med andre ord ikke, at det var derfor hun rejste sig. Jeg havde fjernet en lort af en eller anden slags fra feltet, da vi lagde det ud, så måske kunne det være det. Jeg talte selvfølgelig med Hanne om det efter holdet for at høre, om hun havde nogle gode tanker om det. Hun spurgte, om jeg havde krudtet Lilli godt nok af og med en time på stranden kunne jeg kun svare ja. Det fik mig dog til at tænke over, om jeg havde fået hende varmet nok op – altså fået hende i den rigtige stemning, inden vi skulle op. Jeg havde lidt travlt med at tage billeder, så jeg brugte ikke så lang tid på at varme op, så det er muligt, at det er derfor hun fejlede. Hun var ikke træt, farten ud til feltet var fin og hun var også godt ”på” resten af timen. Hanne opnåede men sin træning i søndags, i hvert fald at få mig til at tænke lidt mere over det at forberede min hund godt til det at gå til prøve og mon ikke det også var en bagtanke. Det var i hvert fald en god weekend, selvom jeg må indrømme, at jeg søndag eftermiddag, var meget træt af at være våd!