onsdag den 9. juli 2014

Forberedelser til VM i Finland


Af Christina Ingerslev


Senna og Lukka på aftentur i Sverige

Her i juni måned har jeg haft mange forskellige undervisningsopgaver. Jeg elsker at undervise og møde en masse dejlige hundemennesker, der har lyst til at træne på en sjov og positiv måde. Som underviser har man også brug for jævnligt selv at få fyldt noget ny inspiration på, og det har der heldigvis også været tid til her i forsommeren.

Senna og jeg er blevet udtaget til at repræsentere det danske landshold, der skal til VM i lydighed i august og i den forbindelse havde landsholdet en træningssamling midt i juni. Det blev til et par skønne dage, hvor vi hjalp hinanden og udvekslede erfaringer om vores træning.


Fællesøvelser til konkurrencetræning i Sverige

Her i slutningen af juni var Louisa Wibroe og jeg på en tre dages lydigheds camp arrangeret af Ditte Andersson, Lotta Hagstrøm og Maria Brandel fra Sverige. Jeg var der også sidste år, og det var også denne en virkelig skøn oplevelse. I år var der stor fokus på konkurrencetræning. Vi var inddelt i to grupper, som skiftedes til at være deltagere og prøveledere/dommere. Til prøven blev der lavet en hel masse forstyrrelser, vi kunne selvfølgelig belønne hunden, hvor vi havde brug for det under "konkurrencen", og i det hele taget lave den perfekte forberedelse til VM.
Den sidste dag var der tre franske dommere, der sammen med Maria Brandel, bedømte vores hunde  med et skarpt dommerblik. Særligt de franske dommere så utrolig meget på præcisionen i udførelsen af øvelserne. De så f.eks. på, om hunden gik på en helt lige linje i fri ved fod hele tiden, og om hunden sad helt og aldeles lige på den mindste millimeter. Det var rimelig detaljeorienteret, synes jeg. Det skal være sjovt at deltage i lydighedskonkurrencer og sjovt at træne, for meget præcision modvirker dette efter min mening. Nå men de skal ikke dømme ved dette VM, så ..... Under alle omstændigheder var det super hyggeligt at møde franskmændene og det er altid tankevækkende at høre hvad dommere går op i, når de dømmer.


Klargøring af prøvearealet

Jeg ved til gengæld, at mindst to af de dommere der skal dømme ved VM er meget præcisionsorienterede, så jeg har valgt at prioritere præcision og sikkerhed højt i min træning af Senna.

Hun var fuld af energi til alle træningskonkurrencerne, også den vi havde den tredje dag i høj sol og varme. Super viden at have inden mesterskabet. Fart og energi i øvelserne er ikke noget, jeg behøver at træne med hende. Hun er nu helt frisk efter den lange sygdomspause, og det er en fantastisk lettelse endelig at være i gang igen. Jeg valgte, at gennemføre alle træningskonkurrencerne meget prøvelignende for næsten alle øvelsers vedkommende, da jeg ønskede at lægge meget fokus også på helheden og det at aftrappe belønningerne. Jeg har nu et godt billede af, hvilke træningsopgaver vi har foran os her i den sidste måned inden VM. 

I vores shop har vi Maria Brandels nye omarbejdede udgave af "Från hvalp til stjärne" til salg: Klik her hvis du vil vide mere om den: http://shop.dogtraining.dk/boeger-100/traening-61/fraan-valp-till-stjaurna-1018.html

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar