Has Pavlov Left the Building?

Christina Ingerslev, Karen Frost & Karen S. Ulrich

We all know that Elvis has left the building (and Fraiser too). But has Pavlov also left the building?

Recently back home from Clicker Expo in San Francisco, we continue to puzzle over what seems to be an emerging trend among some of the presenters at the conference. In traditional learning theory we view learning from two perspectives; i.e. that of classical conditioning and operant conditioning. In a number of presentations at the conference we found an approach to learning that was purely operant, seemingly disregarding the aspects of learning that are classically conditioned. In fact, one presenter even argued that we might as well disregard classical conditioning altogether as all learning, from his point of view, is really operant. This presenter proceeded to show a video clip of a counter conditioning session (done by someone else) and argued that the dog’s emotional response was not being changed but that it was simply learning a new operant response. Another presenter spoke of establishing the association between a neutral stimulus and an unconditioned stimulus, in this case done in order to condition a secondary/substitute reinforcer, as an operant process, that could be viewed “as a behavior that you can reinforce”. In contrast to this purely operant approach, renowned presenters like Susan Friedman and Kathy Sdao continue to use the terminology of both operant and classical conditioning when speaking of the different aspects of learning and different ways of changing behavior. Hence, the reason why we feel inclined to ask the question; “Has Pavlov Left the Building?” After all, a conference on training and learning must be the very place to present and discuss the various aspects of learning in all its nuances, not a place to cut corners or trivialize the importance of knowing one’s tools and techniques.

When we train dogs and other animals to perform a variety of behaviors, our immediate goals are, indisputably, operant. To put it simply, we wish to teach the animal to perform certain behaviors on cue. The behaviors are brought under stimulus control so that we can get reliable performance of the desired behaviors when the learned cues are presented. However, when we work with animals, it is also important to consider the emotional state of the learner. Consequently, we cannot disregard the fact that classical conditioning is continually taking place – while we are busy at work changing the operant skills of our learner. Also, some aspects of our training and some of the tools we use are a product of classical conditioning. This goes for our conditioned marker signals and substitute reinforcers but also associations between cues and behaviors and between behaviors and reinforcers are classically conditioned. Cues and behaviors as well as training locations and training equipment all take on a value for the learner, of either pleasure or discomfort, depending on the training techniques employed. In our opinion, this is no small matter and certainly not one to be disregarded when discussing, planning, or executing training with animals.

 

We humans like to organize things, e.g. concepts, into nice and orderly categories. Textbooks on learning distinguish between the two types of conditioning. However, in real life things are not quite as neatly organized. Classical and operant conditioning are indeed separate ways of learning. We know this from studies of how and where these processes take place in the brain. But in real life learning situations we cannot separate the two completely or simply choose to disregard the one. Classical and operant conditioning go hand in hand and in most situations take place at the same time. What is learned differs, depending on whether you take a respondent or an operant view of a given situation but they are both part and parcel of any learning situation in which we look to change the behavior of our learner. This goes for any training in which the primary objective is to change the operant behavior of the animal.

When dealing with animals with behavior issues such as fear and aggression, it is even more important to consider classical conditioning. Classical conditioning is essential both in order to understand the conditioned emotional response (CER) that motivates the operant responses that are considered problematic and in order to know and employ counter conditioning as a central approach to change the CER and in that way change the behavioral output that is motivated by the animal’s emotional state. We do not dispute the fact that operant training can change the emotional state of an animal through the empowerment gained by acquiring a sense of operant control in a stressful situation and through the classical conditioning that takes place when a certain behavior is heavily associated with attractive reinforcers. But operant conditioning does not do the trick alone, nor does it suffice to explain all aspects of learning when we teach, train or learn…

 

We wonder if this tendency to view all learning from an operant perspective springs from on the one hand a purely Skinnerian approach to learning and on the other what can be conceived as a limited interest in the motivational and emotional aspects of behavior.

Angste hunde

Af Karen Frost

I løbet af den sidste månedstid har jeg været i kontakt med en del hundeejere, som har kontaktet mig, fordi deres hunde er bange for at forlade huset eller haven efter mørkets frembrud. Fælles for dem alle er, at de har været bange i tiden op til nytår. 
 

Hunde har fra naturens side en tendens til at blive bange for høje lyde. På samme måde som vi mennesker har en naturlig frygt for højder og kryb. I den del af deres hjerne, der tager sig af følelser, heriblandt angst, sidder der hos hunden hjerneceller, der kun reagerer, når der kommer høje lyde. Aktiveres disse, udviser hunden angst.

Uden at have nogle tal til at bakke min formodning op, så er det min fornemmelse, at rigtigt mange hunde i større eller mindre grad bliver påvirket af nytåret. Alt fra hunde der bare søger ejeren mere, når der bliver fyret af til hunde der gemmer sig, eller lige frem holder op med at spise og slet ikke vil med ud i hele perioden. Angsten for høje lyde kommer ofte med alderen og har desværre en tendens til at sprede sig til alle høje lyde. Selvom man har en hund, der ikke har reageret (endnu!), så er det desværre ikke nogen garanti for, at den ikke vil begynde at reagere til næste nytår.

De hundeejere, jeg har haft kontakt med, er forståeligt nok meget bekymrede over, at deres hunde nu nægter at gå ud, når det er blevet mørkt. Specielt her i den mørke tid, kan det være svært at nå at lufte hund, før det bliver mørkt. Det går heldigvis mod lysere tider, og for de fleste af disse hunde, vil man måske se, at problemet ”løser sig selv”, fordi det bliver lysere og lysere. Det kan give ejerne en falsk formodning om, at så er problemet løst, og for enkelte hunde kan det da også være sandt. For langt de fleste hunde er problemet dog kun løst, indtil det bliver mørkt igen og/eller der begynder at være fyrværkerilyde i aftenluften igen. Så vender hundens angst tilbage for fuld styrke og forude venter et par måneder, hvor hunden måske skal leve med at være angst dagligt. 

Angst for fyrværkeri kan være meget svært at gøre noget ved. Man kan forsøge at løse det ved at give hunden angstdæmpende medicin, men det virker desværre ikke lige godt på alle hunde. Hvis din hund er bange og det hjælper at give den angstdæmpende medicin, så giv det! Endelig! Min pointe er, at det her er en af de problematikker, hvor det at investere i forebyggelse virkeligt kan betale sig. Lær hunden at høje lyde er FANTASTISKE ved at afspille høje lyde samtidigt med at du laver noget sjovt med hunden, hav skåle med godbidder stående alle steder i huset det første nytår hvalpen oplever og kast godbidder til den hver gang det brager, lær den selv at lave larm for at få godbidder. Denne tilgang kan man også bruge lidt mere gradvist med hunde, der bekymrede uden at være meget bange. Med hunde der er meget bange, kan man have held med at lære dem at høje lyde er ok ved at afspille CDer med fyrværkerilyde (læs brugsvejledningen eller søg professionel hjælp først – du kan komme til at gøre problemet værre, hvis du gør det forkert), men det virker ikke på alle hunde.

En strategi, der kan hjælpe hunde, der er bange (uanset hvad de er bange for), er at lære dem, at de kan kontrollere deres omgivelser. At føle at man har kontrol gør, at man kan ”tåle” betydeligt mere intensitet af det, man reagerer på uden at blive bange. Hvordan lærer man så sin hund at have kontrol? Det gør man ved at træne øvelser, hvor hunden lærer, at dens initiativ kan føre til noget godt. Forskellige typer af initiativøvelse er et godt sted at begynde. Der er andre strategier, man kan bruge samtidigt – alle med det formål at øge hunden tolerance overfor de høje lyde. Man ”helbreder” ikke fyrværkeriangst, men med den rette blanding af træning og en eller anden form for medicin, kan de fleste hunde få et mere udholdeligt nytår.

Har du en hund, der er bange for fyrværkeri eller vil du bare gerne undgå, at det sker, så kom evt. til det foredrag jeg holder i Klampenborg d. 5. marts. Se mere her: http://shop.dogtraining.dk/foredrag-81/

Til jyderne – jeg kommer til Jylland og/eller Fyn i løbet af foråret.

Nordisk mesterskab 2012

Af Christina og Louisa

Louisa og jeg kom hjem fra Nordisk Mesterskab for et par dage siden. Det var en super tur med masser af godt humør og gode oplevelser, men også med skuffelser.

Sjællænderne mødtes torsdag morgen i lufthavnen, hvor vi og vores hunde skulle med flyet. Der kan max være fire hunde med et fly, så vi skulle rejse i flere hold. Det var med bævrende hjerter, at vi afleverede vores små guldklumper i Kastrup. Vi spurgte stewardessen adskillige gange om hundene var med, hun svarede "ja, vi kan tydeligt høre dem", hvilket dog ikke beroligede os stort... Men de faldt hurtigt til ro og var glade og i godt humør, da vi fik dem igen i Helsinki. Så ind i nogle taxier med de store flybure og alt vores habengut og derefter til hotellet. Hotellet var rigtig fint og havde en super beliggenhed. To minutters gang fra hotellet lå en stor skov (stor nok til vi kunne fare vild!!!) med lys på alle stierne, og det var helt fortryllende at gå tur der, særligt om aftenen.

Fredag skulle vi ud og træne i hallen, som lå et lille kvarters gang fra hotellet. Her var forholdene rigtig gode. God plads og et fint opvarmningsareal. Tæppet var ikke glattere end det plejer, og vores hunde har efterhånden lært at afpasse farten efter tæppet, så ingen problemer her. Træningen gik fint, selvom det altid er lidt forvirret, når man ikke har så meget tid. Vi havde valgt, at dele træningstiden op med hhv. fire og tre hunde på banen af gangen.

Efter træningen var der lodtrækning om startrækkefølgen, rækkefølge i lynet og stillingsskift. Christina trak nr. 3 og Louisa nr. 19. Derefter hjem for spise på hotellet, spansk restaurant - ingen Michelinstjerner mildest talt, og stille vækkeuret til tidligt lørdag morgen.

Prøven var planlagt med fællesdæk som første øvelse, dernæst spring og fri ved fod for alle deltagere, pause og så fremsending og næseprøve for alle deltagere. Søndag begyndte med fællessit, dernæst lynet og apportering, pause og så afslutningsvist indkald og stillingsskift. Det var spændende at prøve en konkurrence, hvor man udførte øvelserne parvis. Men som vi fandt ud af var det også rigtig hårdt for både hund og fører, at sætte sig op til at skulle i ringen så mange gange på en weekend. De fleste hunde var godt trætte, da vi nåede til slutningen på søndagen.

Christinas prøve:
Jeg var stærkt utilfreds med at trække nr. 3, da det passer mig meget dårligt ikke at have tid til at se nogle andre hunde på banen, inden jeg skal ind. Men men det kan jo ikke laves om, så det var bare med at vende det til noget positivt. Fællesdækken gik fint efter Senna forhold, vi fik her 8 point.

Da alle deltagere havde lavet fællesdæk var det direkte ind til springapporten, som normalt er en af vores rigtig gode øvelser, det gik også fint, 8,75 point. Derefter fri ved fod hvor jeg konstant arbejder med at afbalancere Sennas aktivitetsniveau. Hvis hendes intensitetsniveau er for højt, så er det en svær øvelse at få rolig og afbalanceret, men rammer vi det rigtige niveau, kan hun gå rigtig pænt. Øvelsen begyndte med fremadløb og efter 10 m holdt fra løb. Det var det eneste svære sted i den fri ved fod, som var meget let efter min mening. Til gengæld var der flere hunde, der havde problemer med holdt efter løb så hurtigt. Jeg havde forudse,t at det kunne blive en vanskelig start, men det gik rigtig fint. Jeg var meget tilfreds med Sennas præstation, hun gik så roligt og afbalanceret som det kan lade sig gøre på nuværende tidspunkt.

De næste to øvelser var fremsendig og næseprøve. Jeg følte, at vi var godt kørende og sagde til Louisa lige inden vi gik ind - nu giver vi den gas :-) Senna lavede en fuldstændig ren og hurtig fremsendelse, ingen hop i fri ved fod eller noget, karakter 9½, 9, 9 og 8½ dvs. samlet 9, super god karakter i det her selskab, da der ikke blev givet et eneste 10 tal i den øvelse og så vidt jeg så to 10 taller i alt (på nær fællesøvelserne). Jeg ved ikke hvad der blev trukket for, det er bare noget man må acceptere. Derefter næseprøven hvor Senna løb fint ud og begyndte at søge helt fint, hun går over den rigtige og derefter ud til højre og tager den yderste pind. Ups - nul. Jeg har ingen forklaring på, hvorfor hun tog en forkert, da jeg altid kan se, når hun er lidt for hektisk i øvelsen, men det så ikke ud til at være tilfældet her. En underlig måde at slutte en ellers rigtig god dag for vores vedkommende.

Søndag kunne vi vist alle mærke, at både vi og hundene var trætte. Jeg lavede en bommert, jeg aldrig tror, jeg vil komme til at gentage. De i øvrigt meget dygtige og effektive finske prøveledere, havde sat en kegle ved startstedet til apporten. Jeg valgte så at placere mig på venstre side af denne kegle. Det gik fint med at sende Senna, som lavede en super apportering. God kegle, god og ens fart i alle strækninger og et godt optag, men for pokker hunden kunne jo ikke komme på plads! Keglen stod i vejen. Jeg flyttede mig, så min hund kunne komme på plads, vel vidende at jeg ville få et nul. Senna skulle ikke bøde for min fadæse. Resten af prøven gik sådan nogenlunde. Lyspunktet var at nogle af de ting, jeg har terpet i stillingsskiftet var kommet med ind i ringen, det var en god oplevelse.

Louisas prøve:
Allerede i 1. øvelse (fællesdæk) mærkede jeg, at Lukka ikke var helt i sit es. Da jeg dækkede hende af, lagde hun sig med den ene pote inde under kroppen. Måske kun en lille detalje men det fortæller mig, at hun er lidt usikker på situationen. Hun lå helt stille, mens jeg var væk, men da jeg skulle have hende op på plads igen efter de 4 min, blev hun liggende og skulle have en ekstra kommando. Det er ALDRIG sket i de to år vi har deltaget i eliteklassen...
   
2. øvelse var springet, som har været vores værste øvelse, siden Lukka kom til skade på et spring forrige sommer. Men det klarede hun ganske udmærket bortset fra en mærkelig lille urolig bevægelse ved afleveringen. 3. øvelse var fri ved fod, som er en af vores hof-øvelser. I de seneste prøver har vi fået 9,5 i fri ved fod, så jeg glædede mig virkelig til at komme i gang. Men fra allerførste skridt kunne jeg mærke, at Lukka slet ikke var på. Hun holdt sin position rigtig fint og havde kun en enkelt flagring, men jeg kunne ikke rigtig mærke hende. Der var godt nok også mange mennesker på banen, måske har det trykket hende lidt. Vi fik 8 for øvelsen så helt ringe var den ikke, men når nu jeg VED, hvordan hun plejer at danse ved min side, føltes det helt forkert, og jeg var både ked af det og ærgerlig da jeg forlod ringen. En følelse som jeg ikke rigtig kunne ryste af mig resten af dagen.

4. øvelse var fremsending og jeg besluttede mig for at hidse Lukka så meget op som jeg overhoved kunne, inden jeg gik i ringen. Det resulterede i, at hun lettede sin r.. en my lige inden hun blev sendt ud til keglen - og det er dyrt! Men flot kegle, flot felt og flot indløb tilbage til mig med masser af fart og glæde. Umiddelbart efter kom næseprøven. Lukka løb fint ud og lavede et helt perfekt søg, men vendte næsepinden nogle gange i munden på vej tilbage, og det trækkes der hårdt for. Det var ikke ligefrem vores dag, denne første dag. En lille fejl i hver eneste øvelse, og man er langt nede i klassementet. Hold op hvor var Lukka træt. Jeg tror jeg havde undervurderet, hvor hårdt flyrejsen og alle de nye indtryk tog på hende. Hvis jeg er så heldig at komme med igen en anden gang, vil jeg helt sikkert tage afsted en dag tidligere, så både jeg selv men så sandlig også min hund har en chance for at slappe af og komme til kræfter, inden det går løs.

Søndag var Lukka noget friskere. Vi lagde ud med fællessit. Her flyttede hun desværre begge poter en enkelt gang. Så kom lynet og nu kunne jeg kende min hund igen. Lukka dansede ved min side og indtog nogle fine positioner. Desværre havde vi en lille misforståelse ved afslutningen, så øvelsen blev ikke helt perfekt. Derefter skulle Lukka apportere, og det havde hun absolut ingen problemer med MEN så ville hun pludselig ikke slippe apporten!!! Grr... min artige lille hund. Hvad i alverden gik der af hende???

Den sidste gang vi skulle i ringen begyndte med indkald. Lukka blev dækket af, og jeg gik de 30 meter frem og vendte mig om. Lukka var tændt og klar, men liiige som jeg skulle til at kalde på hende, var der en hund der sagde VUF og Lukka lavede et lille ryk med kroppen!!! Dyre point tabt endnu engang... Resten af øvelsen var ellers så flot, som hun kan lave den med fine hurtige stop. Den afsluttende øvelse var fjernkontrol og den var fin. Lukka rykkede sig godt nok nogle få cm frem, men hun lavede nogle hurtige rene skift.

Lukka fik lige omkring 8 i snit i alle øvelserne, og det rakte akkurat til en første præmie, så vi kunne rejse hjem med en fin ny titel som Finsk Lydigheds Champion. Men alt i alt ikke ligefrem samme følelse som til sidste års NM. Ikke i en eneste øvelse gik Lukka op til sit bedste, men sådan er det nok bare nogen gange. Jeg er sikker på, at heldet nok skal være med os en anden god gang. Og Lukka vil altid være den største stjerne i mine øjne :-)

Nordisk Mesterskab i lydighed 2012 var slut. Alt i alt er det en fantastisk oplevelse at være med, selv om alt ikke denne gang gik som vi havde håbet. Men vi får os nogle rigtig vigtige erfaringer om, hvad vi skal justere på næste gang. PÅ en god dag kan begge vore hunde præstere meget bedre, så vi er i fuld gang med at evaluere, hvad vi kan gøre bedre og træne mod at den forhåbentlig kommende gode dag :-) 

Søndag aften blev en meget festlig aften. Vi havde på forhånd aftalt at bedste dansker skulle give drinks. Så vi begyndte med to drinks på tom mave. Det satte stemningen lidt op, og lidt mere op og det blev hurtigt til den sjoveste aften i mands minde. Når vi ikke denne gang kunne lave et godt resultat, så kunne vi ihvertfald slutte med maner! 

Flyturen hjem gik lige så smertefrit som ud. Ingen problemer i lufthavnen. Vi tjekkede flere gange med flypersonalet, og de forsikrede os at hundene var med ombord, og at de havde tændt for varmen. I Kastrup kunne vi afhente nogle meget glade hundebasser, der allerede virkede flyvevante og ikke spor stressede. Det er helt sikkert ikke sidste gang, vi vælger at flyve med vores hunde frem for at bruge et døgn eller halvandet på at køre og sejle. Næste gang rejser vi bare en dag tidligere...

Tak til jer alle på holdet for en fantastisk hyggelig tur og til Pia - vores eneste supporter og tjenene ånd - for at sørge rigtig godt for os. Og til Erling vores holdleder for hjælp under prøverne.

"Det er bare fordi det er en border collie...."

Af Christina Ingerslev

Jeg fik min første hund i 1976. Jeg havde plaget mine forældre om en hund og havde endelig fået lov til at få en irsk setter. Det var en skøn hund med utrolig meget energi, som lærte mig meget om samarbejdet mellem hund og menneske. Derefter fik jeg en beagle i 1987, som jeg gik til mine første lydighedsprøver med. Sammen med ham blev jeg godt og grundigt bidt af lydighedssporten. I 1990 fik jeg så min første border collie - Amanda, som for alvor satte fart på prøvelivet. Derefter har jeg haft flere border collier og har i dag to af slagsen, Chillie på 11 år og Senna på 4 år. Jeg elsker simpelthen denne race, og ville have border collie uanset om jeg gik til lydighedsprøver eller ej. Min holdning er, at der er en race der passer til os alle blandt de over 300 forskellige racer vi har i Danmark, og som lige præcis er det perfekte match af egenskaber alt efter, hvad vi hver især prioriterer højest. 

Jeg hører dog ofte sætningen "det er bare fordi det er en border collie" til at forklare alle mulige og umulige sammenhænge. En dame mente ikke hun kunne træne en bestemt øvelse, der var beskrevet i bladet Hund & Træning, fordi hun havde en lille hund, og der var kun billeder af border collie i øvelsen. Andre har ment, at de ikke kunne lære deres hund det ene eller det andet, fordi det ikke er en border collie. Der er også dem, der giver udtryk for, at man skal have en border collie for kunne konkurrere i eliteklassen osv. Efterhånden føler jeg, at jeg lige må lufte en lille frustration, jeg har over at høre de her ting i et offentligt forum. 

Det der slog hovedet på sømmet, var da jeg diskuterede emnet med en af mine søde kollegaer. Hun havde hørt følgende kommentar om Karen Ulrichs dygtige og arbejdsomme beagler. Det er også bare fordi, det er Karen Ulrichs beagler. Øøøøh hvad!!! Karens beagler er ikke en særlig slags beagler, der modsat alle andre beagler er træningsvillige, men de bliver trænet af en dygtig hundetræner, som lægger tid og energi i at træne og aktivere dem. Derfor er de træningsvillige og arbejdssomme. Jeg føler således trang til at komme med nogle kortfattede forbrugeroplysninger om border collier og hundetræning generelt.

Nej, border collien har ikke en chip installeret, som man bare kan aktivere, hvorefter den går et perfekt lydighedsprogram. En border collie er lærenem, hurtig og smidig. Egenskaber der er perfekte for en lydighedshund, men det er der masser af andre hunderacer, der også er. Samtidig er bagsiden af medaljen at lærenemme hunderacer med meget energi også lærer alt det, vi ikke synes de behøver at lære. Guderne skal vide, at det ikke gør livet lettere, når man køber en Ferarri-type, sådan som jeg har gjort det med min yngste hund Senna. Mit liv havde være meget lettere med en lidt mere rolig hundetype, sådan som min anden hund Chillie er det. (som stadig er en arbejdstype med en masse energi) Men jeg eeeelsker Sennas fart og energi, derfor tager jeg de ulemper med der følger.   

Alle de andre der konkurrerer har også hurtige og veltrænede hunde, så det er rent faktisk nødvendigt at træne og træne meget for at gøre sig gældende i toppen af konkurrencer. Lydighed på konkurrenceniveau kræver virkelig meget træning og motionering af hunden for, at den skal kunne være klar til et mesterskab. Vi taler omkring 1 time dagligt udover motionen. 

Alle hunderacer der trænes jævnligt, kan lære de mest utrolige ting. På vores forskellige kurser og uddannelser i Hund & Træning har vi mange forskellige hunderacer. Alt lige fra store hunderacer som berner sennenhunde og OES til små racer som chihuahua og cavallier. Vi har haft muskelhunde, jagthunde, mynder og hunde, der var opgivet af andre træningspladser. Jeg elsker at arbejde med alle de forskellige hunderacer, og jeg synes det er lige fantastisk hver gang at se, hvilken utrolig udvikling alle hunde gennemgår, når bare deres træner tror på at de KAN! Det handler om at træneren kender til de grundlæggende principper for træningen og derudover går helt ind i processen og virkelig arbejder på at forstå deres hund, og hvordan lige netop denne hund skal trænes.  

Selvfølgelig er der forskel på, hvad en hund der er 20 cm høj og en der vejer over 60 kilo kan gøre. Der er forskel på hvor hurtigt de løber, og på hvordan de kan udføre forskellige øvelser. Jeg har jævnligt snakke med vores forskellige kursister om den enkelte hunds fysiske formåen, og hvordan vi kan arbejde med de forskellige færdigheder kursisten ønsker at lære hunden. Det allervigtigste er dog at tænke i løsninger, i stedet for at lade sig begrænse af, at en hund af den og den race ikke kan gøre det ene eller det andet. Jeg har gennem årene hørt meget om, hvad forskellige hunderacer ikke kan gøre. Det mest ekstreme var, da min niece af en instruktør havde fået at vide, at hendes shar pei ikke ville kunne lære at dække. Godt så tænkte jeg, må jeg lige prøve, sagde jeg og to minutter senere dækkede hunden selvfølgelig. 

Det fælles træk jeg ser hos de hundetrænere, der når længst med deres hunde uanset race, er en helt ukuelig tro på, at selvfølgelig kan deres hund lære det de ønsker. Samtidig med en villighed til at gå i gang med træningen og se hvor langt de kan komme. Nogen træningsopgaver tager kort tid, nogen træningsopgaver tager længere tid, sådan er det for alle, uanset hvilken hundrace man har. Derfor: Tro på at det kan lade sig gøre og gå ud og prøv! 

God fornøjelse med træningen uanset hvilken dejlig hunderace du har!!

Christina Ingerslev :-)   

Hvalpe, hvalpe, hvalpe

Af Karen Frost

Sidste år fik jeg et kuld hvalpe på min yngste tæve Lilli, hvilket var en så fantastisk oplevelse, at jeg planlægger at gøre det igen til næste år. Denne gang er det så meningen, at jeg selv vil beholde en tæve fra kuldet. Jeg er så småt gået i gang med forberedelserne og har næsten styr på, hvilken hanhund jeg gerne vil bruge. Jeg går med andre ord rundt og tænker hvalp hele tiden. Det bliver ikke bedre af, at jeg synes, at der er rigtigt mange i min omgangskreds, der enten lige har fået hvalp, skal have en hvalp eller planlægger at skulle have hvalp.

I weekenden startede vores klikkerinstruktøruddannelse på Fyn og en af kursisterne havde medbragt en super lækker ung labradorhvalp. Der er noget helt fantastisk ved at træne med hvalpe. De suger træningen til sig og man har endnu ikke fået lavet alt for mange træningsfejl med dem. Og lad mig lige rette det – det er fantastisk at træne med hvalpe, der er trygge ved at færdes i den verden, de er i! Utrygge, nervøse eller direkte skræmte hvalpe er en helt anden sag. Sådan en hvalp skal have hjælp med overhovedet at eksistere. De fleste mennesker, der har bare en lille smule viden om hunde, ved efterhånden godt, at socialisering af hvalpe er yderst vigtigt, specielt i forhold til at forebygge adfærdsproblemer. På det kursus Ray Coppinger lige har afholdt i Danmark var en af hans pointer da også, at effekten af den tidlige socialisering ikke kan overvurderes.

Jeg ser desværre stadig en del hvalpe eller voksne hunde, der har problemer, der med stor sandsynlighed skyldes enten en genetisk defekt eller mangelfuld socialisering. Det er utroligt svært (og i nogle tilfælde umuligt) at rette op på en mangelfuld socialisering. Hvalpens hjerne udvikler sig lynhurtigt i socialiseringsperioden og hvalpe lærer mere i de første 16 uger af deres liv end i hele resten af deres liv. Og det er ikke småting, de skal lære. Alt fra hvordan man bevæger sig til at komme på et indkaldssignal.

Rigtigt meget ansvar ligger hos opdrætteren.  Først valget af tæve og hanhund. De gener, der bliver videregivet til hvalpene, danner rammen for, hvad hvalpene er i stand til at lære, når de er blevet født. En dårlig ”ramme” gør socialiseringsopgaven betydeligt sværere. Tævens følelsesmæssige tilstand under drægtigheden kan også få stor betydning for, hvor let hvalpene senere har det med at klare f.eks. nye sanseindtryk. Interaktioner med de andre hvalpe i kuldet, venlige voksne hunde og miljøoplevelser udgør en stor del af socialiseringen.

Som hvalpekøber er det lige så vigtigt at fortsætte socialiseringen og miljøtræningen, så hvalpen får de bedste forudsætninger for at kunne leve i et menneskeskabt samfund. Ikke forstået på den måde, at hvalpen skal se og opleve alt 24 timer i døgnet, men den skal opleve tilstrækkeligt til, at dens hjerne lærer, at nyt er ok.

Men hvornår kan man som opdrætter eller ny hvalpeejer gå i gang med hvad? Hvordan kan man som opdrætter give hvalpen de bedste forudsætninger og hvordan kan man som hvalpeejer fortsætte de gode takter? Du har mulighed for at høre mine og Karen S. Ulrichs tanker om dette, når vi holder foredrag onsdag d. 3. oktober i Holte. Du kan læse mere og evt. tilmelde dig her: www.hundogtraening.dk

Til jer der gerne vil høre foredraget men synes, at der er lidt langt til Sjælland, så er foredraget på vej til Jylland. Vi mangler endnu de sidste detaljer, men det kommer. Følg med på hjemmesiden eller bliv ven med os på facebook

Vi er så privilegerede…

Af Karen Frost

Kort før sommerferien var jeg så heldig at høre en af Zooverdenens store træningskapaciteter, Steve Martin (www.naturalencounters.com). Steve Martin begyndte sin karriere som fugletræner, men har efterhånden arbejdet med stort set alle slags zoo dyr. Foredraget handlede om ”The SECRET of Animal Training” og hemmeligheden er slet ikke hemmelig. Bogstaverne i SECRET er et akronym, der står for:

S: Science and skills (videnskab og færdigheder)

E: Empowerment

C: Communication

R: Respect

E: Enrichment

T: Trust (tillid)

I løbet af sommeren har jeg gået og tænkt over det med tillid. I Zoodyrsverdenen er det essentielt at opbygge en relation, til det dyr man træner. Det er vilde dyr og for en stor dels vedkommende, kan de ikke tvinges til noget som helst (kun ved at bedøve dem). Det betyder, at man er tvunget til at træne, så dyrene har lyst til at være med og det er det, der er ”The SECRET”. Som træner er det vigtigt, at dit zoodyr har tillid til dig. Er dyret mistroisk overfor dig som træner, bliver det meget svært f.eks. at lære det at gå ind i kasse eller stikke en legemsdel ud af buret, så det kan få en injektion af en eller anden art. Tillid er ikke bare noget zoodyr har, det skal oparbejdes. Steve Martin taler om, at man opretter en trust account – en tillidskonto. Ved at have viden om, hvordan dyr lærer, have respekt for dyret og anerkende dyrets ret til at sige ”nej tak” til træning og ved at sørge for, at interaktionen med dyret er positiv, kan man opbygge tilliden.

For nyligt hørte jeg så en fortælle mig, at vedkommende havde hørt en anden fortælle at han altid lod hvalpe sove på brystet af ham for at opbygge tillid, for det var nødvendigt at have noget på ”bankbogen” når træningen skulle til at gå i gang. Vi er så utroligt privilegerede, når vi træner hunde. Hvis hvalpe ellers har fået en nogenlunde socialisering er tilliden til mennesker nærmest ubegrænset fra begyndelsen. Vi skal selvfølgelig forme en relation til vores lille hvalp, men der er sat utroligt meget ind på tillidskontoen allerede fra begyndelsen. Vi kan tillade os utroligt meget med vores hunde, uden at vi tømmer tillidskontoen. Det gælder alt fra negleklip og sårrens, til skæl ud og fysisk afstraffelse. Forestil dig at skulle rense sår på en tiger, der ikke har lyst! Jeg er helt sikker på at begge mine hunde, hverken har lyst til at komme i bad eller få klippet negle, men jeg kan gøre det på dem begge, uden at ødelægge det forhold jeg har til mine hunde – det er da at være privilegeret!