Jeg forklarer altid mine kursister (og andre, der evt.
kommer til at stå i vejen),
at hvordan de vælger at træne er et etisk valg. Helt basalt handler det om,
hvorvidt hunden skal arbejde for at opnå noget behageligt eller for at undgå et
ubehag. Mine tanker her handler ikke om, hvorfor jeg ønsker, at mine hunde skal
arbejde for at opnå noget behageligt eller hvilke fordele, der er i den
strategi, men mere om de konsekvenser det valg har for nogle.
Den menneskelige natur kan være meget interessant.
Vælger du at klikkertræne og gør det i nærheden af mennesker, der træner på en
anden måde, risikerer du at blive mødt med skepsis, modvilje og nogle gange
direkte fjendtlighed. Skepsis er ok, for så er de fleste alligevel nysgerrige
nok til gerne at ville høre mere. Træner du sammen med dem, som mener, at
klikketræning er noget tøsetræning, som kun er vejen til alt ondt, er du i
risiko for at blive mobbet, når du møder en udfordring i din træning. Kommentarer
som: ”nå, kan det der klikkertræning ikke løse det?!”, gerne sagt med let
foragt er typiske. Det er som om, at hvis du vælger at klikkertræne, så kan du
ikke have udfordringer i din træning, uden det er metoden, der er helt ude i
skoven. Det at træne positivt handler ikke om, at du aldrig mere har udfordringer
i din træning. Det handler om den holdning, du har til, hvordan du vil løse
dem. Jeg undrer mig meget over sådanne kommentarer. Det er jo ikke, fordi
strafbaseret træning er ufejlbarlig, og sætter du dig hårdt nok på din hund, så
er der aldrig problemer med diverse øvelser. Jeg har i hvert fald set rigelig
træning til at afkræfte den myte!
Det værste er dem, der får kommentarer om, at de
ødelægger deres hund, når de vælger at klikkertræne, og bemærkningerne kan
blive meget ondskabsfulde. Et eller andet sted kan jeg godt forstå de trænere,
der siger sådan. Viser du dem, at du kan lykkes med en hund, uden brug af
ubehag og straf, fjerner du samtidigt deres undskyldning for, at det er ok at
straffe sin hund, for ellers bliver den ustyrlig, ulydig eller overtager
verdensherredømmet! Du viser dem, at der er en anden vej, og det er meget
provokerende.
Er du en af dem, der har stået model til sådanne kommentarer
eller måske stadig står for skud, fordi du er den eneste i nærheden, der har
valgt at træne uden brug af straf, så skal du bare vide, at vi er mange, der er
på din side – og vi bliver flere og flere. Vid at jeg hepper på dig og tager
hatten af for, at du bliver ved!