Af Karen Strandbygaard Ulrich
Rallylydighed er en ret ny hundesport i Danmark – og en hundesport i hurtig fremgang. De første tre prøver blev holdt i Danmark i 2006, og i år forventes der afholdt ikke mindre end cirka 100 prøver. Rally er en sport, hvor der lægges mere vægt på det glade samarbejde mellem hund og fører end på snorlige præcision i udførelsen af øvelserne. Det betyder, at ejere af rigtig mange racer har fornøjelse af at træne rally med deres hunde, også racer der ikke traditionelt forbindes med lydighedstræning. Mange hundeskoler fortæller om stor interesse for rallytræning blandt deres kursister.
Rallylydighed er helt klart en af tidens store hundesportsgrene. Hos Hund & Træning tilbyder vi en rallyinstruktøruddannelse for dig, der brænder for rally, og som har lyst til at undervise andre i denne sjove aktivitet. Uddannelsen tager ¾ år og er fordelt over ti kursusdage. I kursusforløbet giver vi dig mulighed for at få en unik kombination af teori og praksis, så du efter forløbet vil være godt klædt på til at udvikle din egen træning og til at undervise andre. Vi er af den overbevisning, at man har lettere ved at formidle til andre, hvis man selv har arbejdet med den praktiske træning af de øvelser, man underviser i, og vi lægger derfor stor vægt på, at vores kursister kommer til at arbejde med de praktiske rallyøvelser med egen hund. Samtidig arbejder vi på uddannelsen med de teoretiske strategier for indlæring, kendskab til rallyskiltene, regler for øvelsernes udførelse, formidling til kursister, planlægning af holdforløb, planlægning og opsætning af baner og konkurrenceforberedelse.
I slutningen af 2013 kom der en række ændringer fra DKK’s side, hvor der blev tilføjet en række nye øvelser til de fire rallyklasser og flere kendte øvelser blev flyttet ned i klasserne, så der er kommet en mere sammenhængende rød tråd igennem klasserne og nye udfordringer i træningen. Alle disse ændringer har vi naturligvis inkorporeret i vores rallyinstruktøruddannelse, så du efter endt uddannelse vil være fuldt opdateret i forhold til rallysporten anno 2014.
Ved at kombinere teoretisk viden og en systematisk tilgang til undervisningen og holdplanlægningen med praktiske træningsfærdigheder giver vi dig det bedst mulige udgangspunkt for at kunne afholde rallykurser for dine egne kursister, så du kan hjælpe endnu flere hundeejere i gang med en træningsaktivitet, der kan være til glæde for både familiehunden og den aktive hundeejer med interesse for konkurrencer.
Vores undervisere har stor teoretisk viden om læringsteori, mangeårig praktisk erfaring med træning og konkurrencedeltagelse med egne hunde og med undervisning og formidling – både på hold og på en række uddannelsesforløb for hundeprofessionelle.
Du kan læse mere om rallyinstruktøruddannelsen og Hund & Trænings andre kurser og udannelsesforløb på www.hundogtraening.dk.