Ingen quick fixes

Af Karen S. Ulrich

Vi kender alle tv-programmer, der viser hurtige løsninger af adfærdsproblemer hos hunde. Denne type programmer gør desværre ofte mere ondt end godt, da de giver det indtryk, at uønsket adfærd kan ændres med et snuptag.

Realiteten er imidlertid en anden. Der findes ingen ”quick fixes”, når vi skal ændre uønsket adfærd. Det gælder i øvrigt både hos hunde og mennesker. Uønsket adfærd hos vores firbenede venner har ofte stået på i lang tid og har dermed en lang erfaringshistorie, før adfærden bliver så generende, at ejeren beslutter sig for at gøre noget ved det. I en del tilfælde bunder uønskede adfærdsmønstre i frygt hos hunden og er hverken udtryk for modvilje eller en grundlæggende aggressiv karakter hos hunden. Alligevel møder adfærdsbehandlere ofte en forventning om, at nogle få og simple tiltag kan fikse problemet og ændre hundens adfærd, så den hurtigt og let bliver en veltilpasset firbenet mønsterborger. Det engelske udtryk ”old habits die hard” udtrykker rigtig godt det faktum, at det tager tid at ændre indgroede vaner. Hvis hunden har udvist en uønsket adfærd over længere tid, vil det også tage tid at ændre adfærdsmønstret og i stedet indlære en ny adfærd i situationen.

Et andet klassisk træk ved de foromtalte tv-programmer er, at de lægger op til, at uønsket adfærd kan ændres ved at konfrontere hunden i de mest stressede situationer, hvor den udviser problemadfærden med meget høj intensitet. Et karakteristisk spørgsmål fra ejeren af problemhunden er også, ”hvad skal jeg gøre, når Fido er oppe i det røde felt”? Et helt simpelt svar på dette spørgsmål er, at Fido ikke skal sættes i disse situationer. Det er ikke muligt at ændre på adfærd, når kroppen er i alarmberedskab. Når hunden er meget ophidset eller bange, er den simpelthen ikke modtagelig for konstruktiv indlæring, der kan ændre de allerede etablerede adfærdsmønstre. I stedet skal træningen tilrettelægges som en systematisk og trinvis progression hen mod det ønskede mål med anvendelse af videnskabeligt funderede træningsstrategier. Det der gør det svært er, at det tager tid og dermed at det kræver tålmodighed og vedholdenhed fra hundeejerens side.

Seriøse adfærdsrådgivere ved, at der ikke findes quick fixes og formidler også denne holdning til deres klienter. De ved også, at problemadfærd ikke løses med et par hurtige råd, evt. over telefonen eller via mail. I stedet er budskabet, at uønsket adfærd kan ændres med en solid og vedholdende indsats fra ejerens side og med brug af sobre belønningsbaserede og videnskabeligt funderede træningsstrategier. Forklaringsmodeller baseret på forældede teorier om ulveadfærd og lederskab er ubrugelige og er i mange tilfælde skadelige for forholdet mellem ejer og hund, da de bygger på en tanke om, at hunden skal undertrykkes for ikke at have succes med at tilrane sig for meget magt i forholdet.

I mine efterhånden mange år i ”hundegamet” er jeg mange gange stødt på engagerede mennesker, der gerne vil arbejde med hunde med problemadfærd. I en del tilfælde mangler der dog en forståelse af, at adfærdsmodifikation er et kompliceret fagområde, der kræver både grundig uddannelse og erfaring med træning og formidling, før man er klædt på til at rådgive andre.

Udgangspunktet for at uddanne sig til adfærdsrådgiver er viden om træning, adfærd og formidling. Det er kvalifikationer, man typisk tilegner sig med en god instruktøruddannelse og erfaring med undervisning af almindelige hundeejere og deres hunde. Fundamentet for at blive adfærdsrådgiver er derfor en grundig instruktøruddannelse, der lægger vægt på både læringsteori, træningsstrategier, praktiske træningsfærdigheder, adfærd, racekendskab og formidling til kursister. Oven på dette fundament bygges en langt mere omfattende og detaljeret viden om de læringsteoretiske procedurer, om normaladfærd og problemadfærd, analyse af problemadfærd, udarbejdelse af behandlingsplaner og formidling af træningsstrategier til klienter. En sådan uddannelse fordrer et langvarigt uddannelsesforløb, hvor der lægges vægt på både teori og praksis og hvor man undervejs har adgang til vejledning fra erfarne og kyndige undervisere.

Hos Hund & Træning har vi en række uddannelsesforløb, som er målrettet mod forskellige grupper af hundeentusiaster og som giver hver deres kompetencer efter gennemført forløb. Motivation og Samarbejde er et basisforløb, der giver en grundig indføring i klikkertræningens principper og den systematik, vi arbejder med hos Hund & Træning. Instruktøruddannelsen er et forløb på 1½ år, der giver en grundig indføring i både læringsteori, træningsstrategier i teori og praksis og som klæder kursisterne på til både at udføre deres egen træning på præcis og systematisk vis og til at formidle sobre principper for indlæring til deres egne kursister. Klikkerinstruktøruddannelsen er et forløb på ¾ år, der giver mulighed for at lære klikkertræningens principper at kende for instruktører, der er uddannet i andre regi og som gerne vil lære klikkertræningen at kende, så de kan formidle til egne kursister. Rallyinstruktøruddannelsen er en overbygningsuddannelse på ¾ år for kursister, der allerede har en instruktøruddannelse og som har speciel interesse i rallylydighed. Som toppen på kransekagen er adfærdsrådgiveruddannelsen, der er et 2-årigt forløb for kursister med en grundig instruktøruddannelse og erfaring i undervisning og formidling. Her lægges der vægt på at komme i dybden med alle de emner og færdigheder, der er nødvendige for at kunne varetage den alvorlige og krævende opgave, det er at hjælpe hundeejere og deres problemhunde. Du kan læse mere om de forskellige forløb på Hund & Trænings hjemmeside: http://www.hundogtraening.dk/.

Hvis du brænder for at vide mere om hunde, adfærd og træning, har du hos Hund & Træning mulighed for at melde dig til din drømmeuddannelse inden for faget ”hund”. Alle vores uddannelser går i dybden i både teori og praksis og er varetaget af veluddannede og erfarne undervisere med en meget bred teoretisk og praktisk erfaring. Hos os er der ingen quick fixes.

Positiv træner?

Af Karen Frost Knudsen

For nyligt havde jeg en enetime med en jæger, der indtil da, udelukkende havde trænet strafbaseret. Han ville meget gerne have en bedre kommunikation med sin hund og han synes ikke rigtigt, at de forslag han havde fået fra bl.a. sine træningskammerater virkede. Eller sagt på en anden måde, han synes, der er en grænse for, hvor hård det var meningen, at han skulle være ved sin hund for at få den til at lystre. Der er ingen tvivl om, at han har haft straffet sin hund, men han syntes ikke at løsningen: ”hunden skal knækkes” var noget for ham. Det fik ham til at stille spørgsmålstegn til den metode han havde brugt og fået ham til at tænke, at der må være en anden måde at træne hund på – fantastisk! Det er en lang proces at begynde at klikkertræne (uanset om man har en klikker i hånden eller bruger et andet markørsignal), når man er vandt til at træne anderledes og det tager tid at få sine vaner ændret, men det er et fantastisk første skridt.

Den her enetime fik mig til at tænke på episoden med Egtved Jagtforening. Hvis der er nogle der ikke ved, hvad den sag drejer sig om, så var der et videoklip, der florerede på facebook for en månedstid siden. Det viste noget fra en træningstime, hvor der blev trænet ”bliv” men nogle hunde. Kunne hundene ikke holde position, blev de straffet på forskellig vis (skældt ud, tager fat i, løftet, osv.). Der er ingen tvivl om at metoderne, der blev brugt var kritisable, MEN det der skete efterfølgende fik mig til at tænke. Der kom næsten en hetz-stemning omkring foreningen, så meget at en af trænerne endte i nyhederne på TV2. Hvem var det der genererede denne stemning? Det var mennesker, der træner positivt med deres hund og var forargede over de metoder der blev anvendt. Der er igen tvivl om, at det var grimt at se hunde blive behandlet på den måde, men når vi nu træner vores hunde med positive metoder, hvorfor er det så så svært at gøre det samme med andre mennesker?

Min erfaring (om end begrænset) med mennesker, der bruger straf i deres træning, er, at de gør det af afmagt. De gør det ikke for at være onde ved deres hunde, men fordi de ikke ved bedre. At hænge dem offentligt ud, giver dem næppe lyst til at søge ny viden og andre måder at træne på. De fleste af os vil reagerer negativt på den behandling. Jeg er ikke uenig i, at det er en god ide at gøre opmærksom på problemer, men jeg kan huske en episode fra mine spæde hundeår, før jeg selv fik hund, men i stedet havde en hund boende nogle måneder. Jeg vidste ingenting om hundetræning eller adfærd. Hunden trak voldsomt og det gjorde ondt, så hvad gjorde jeg? Jeg trak (læs ryk) igen. Så voldsomt at hunden på et tidspunkt slog en baglæns kolbøtte. Det er absolut ikke noget jeg er stolt af! Der var en dreng, der så mig rykke hunden voldsomt i halsbåndet og kaldte mig dyreplager. Fik den bemærkning mig til at ændre adfærd? NEJ! Jeg blev ked af det – jeg synes ikke jeg var en dyreplager. Jeg gjorde mit bedste med den viden jeg havde. Det var først da jeg begyndte at interessere mig mere for hundetræning, at jeg fandt ud af, at der er en anden måde at gøre tingene på – en måde som er sjov for både hund og ejer.

Min pointe er, at den enetime jeg havde for nyligt, hører til en af de sjældne – han har helt uden hjælp gennemskuet, at der må være en anden vej. Langt de fleste af os, skal have en hjælpende hånd. En hånd der ikke er fordømmende og straffende, men som blidt kan vise os, at der findes en anden måde at gøre tingene på. Straf skaber modvilje – også hos mennesker. Spørgsmålet er om vi, mig selv inklusive, for alvor kan vi kalde os positive trænere, før vi kan finde ud af at være positive i vores omgang med mennesker, der har en anden (og håbløs) tilgang til det at træne hunde?