En mørk november aften indbyder til refleksion. Vi lever i en fortravlet tid og jeg spekulerer ind imellem på, om vi glemmer at være til stedet i nuet og glæde os over det, vi oplever her og nu – eller bare oplever det med en vis grad af bevidsthed. Jeg var til et foredrag for nylig om mindfulness og det handler netop om bevidst nærvær – om at styrke sin evne til at være fuldt opmærksom og nærværende lige nu – i dette øjeblik.
Når jeg betragter mine hunde – i alle deres aktiviteter i løbet af en dag – så slår det mig, at de netop er til stede i nuet. De reagerer på de sanseindtryk, de får fra deres omgivelser – om det er den spændende duft fra en ræveveksel i skoven, maden der bliver tilberedt i køkkenet om aftenen, lyden af nabohunden der gør eller at jeg kommer hjem, når de har været alene hjemme. Deres sanser er åbne og opmærksomme på det, der sker lige i øjeblikket. De tager det ind, oplever det og reagerer på det.
Det præfrontale cortex (den bevidst tænkende del af hjernen) er langt større hos mennesker, end det er hos hunde. Derfor er vores hunde slet ikke i stand til den samme form for abstrakt tænkning, som vi mennesker er. De bekymrer sig ikke om fortid og fremtid, om hvad der kunne have været og hvad der måske kommer. De kan have en forventningsglæde – men kun om noget, der er umiddelbart forestående. De glæder sig ikke til juleaften. Så langt rækker deres tidshorisont slet ikke.
Den engelske digter T.S. Eliot skriver i sit pragtfulde digt Four Quartets om, hvordan tiden er cyklisk og alting er forbundet i ét punkt, som er nuet. ”Time past and time future/ What might have been and what has been/Point to one end, which is always present”.
Når vi lader os opsluge af tanker om fortiden og fremtiden, om alt det vi har gjort eller burde have gjort og alt det vi skal eller bør gøre, så skulle vi måske i virkeligheden stoppe op et øjeblik, sætte tempoet ned, se på vores dejlige firbenede venner og gøre, som de gør; være nærværende i nuet. Lad os sætte vores avancerede præfrontale cortex på standby et øjeblik, trække vejret, åbne sanserne og vende fokus mod det, der sker lige her og nu.
Klap din hund og nyd det, mærk vinden i håret eller regnen mod huden, når du går tur med den, eller nærheden mellem hund og menneske, når træningen fungerer eller frustrationen, når det ikke går som forventet. Mærk nuet. Det kommer aldrig tilbage J.
For halvanden måned siden nåede jeg det første af mine tre store mål i mit hundeliv. Jeg blev udtaget til landsholdet i lydighed. Og allerede her i weekenden nåede jeg det andet mål. Jeg fik medalje ved Nordisk Mesterskab. Her kommer en lille beretning derfra.
Jeg er ikke nogen træningsnarkoman. Jeg træner ikke min hund hver eneste dag, og jeg træner sjældent alle øvelserne i ét træningspas. Så straks efter udtagelsen lavede jeg et skema over, hvilke øvelser der var vores svageste, og hvad jeg skulle koncentrere mig mest om, i min træning. Min plan var, at træne detaljer og præcision de første uger og derefter kun fart, glæde og succes i ugerne op til NM. Lukka er ultra sensitiv og perfektionistisk (hvis man kan sige det om en hund!). Jeg kan ikke komme med det mindste lille bitte suk eller bare overveje at blive irriteret på hende, så pakker hun sammen. Jeg kan heller ikke gentage en øvelse mere end to-tre gange, for så tror hun, det er fordi hun ikke gør det godt nok, og så bliver hun ”ked af det”. Så træningen skulle (som altid) være en stor fest.
Nybagt mor med "hvalp"!
En uge inden NM var jeg i hopla. Træning gik forrygende og jeg havde en rigtig god mavefornemmelse. Lige indtil tirsdag morgen, hvor jeg vågnede ved at Lukka gik rundt og småpeb med en blå plastikapport i munden, som hun var overbevist om var hendes ”hvalp”. Rigtig dårlig timing ”at føde” fire dage inden NM! Christina og jeg holdt krisemøde og "hundehvalpen"blev på fleres opfordringer smidt ud!Heldigvis var det kun indendørs at hun var helt hys. Straks vi gik ud for at gå tur eller træne var Lukka sig selv igen. Men mine høje forventninger til mesterskabet blev der lagt en voldsom dæmper på.
Så blev det fredag og Christina og jeg kørte til Herning Messecenter, hvor vi alle skulle mødes. Hvert land fik tildelt en halv time til at træne i ringen, så hundene kunne få en fornemmelse af gulvtæppet. Og hvilket tæppe! Det var spejlglat! Hundene skøjtede rundt og kunne slet ikke stå fast. Så de forventninger jeg havde tilbage forsvandt helt efter den oplevelse. Nå, men tæppet kunne jeg ikke gøre noget ved og det var jo ens for alle. Derefter var der lodtrækning om startrækkefølgen. Jeg fik nr. 14, hvilket var lige midt i feltet. Helt perfekt.
Lørdag morgen var der indmarch og derefter gik konkurrencen i gang. Først skulle alle hundene lave fællesdæk i mindre grupper. Lukkas dækøvelse gik helt perfekt, vi fik 10 af alle dommerne. Til NM er der fire dommere – én fra hvert nordisk land. Højeste og laveste point falder bort, og så tager man et gennemsnit af de to karakterer, der er tilbage. Meget fair måde at uddele point på. Resten af øvelserne for lørdagens program var lynet, fremsending, springapport og stillingsskift. Efterhånden som hundene kom i ringen så vi, at de var helt utrolig dygtige til at afpasse farten i forhold til det meget glatte tæppe. Selvfølgelig var der nogle der gled lidt, men generelt så det meget fornuftigt ud.
Så blev det vores tur. Jeg var ikke voldsomt nervøs. Jeg havde en rigtig god spændt fornemmelse i maven. Lynet er måske Lukkas allerbedste øvelse, så den var perfekt at begynde med og det gik også rigtig godt. Vi fik 9. (Der dømmes altid lidt hårdere end normalt ved sådanne mesterskaber. Ud over i fællesøvelserne kom der kun to 10-taller op i hele konkurrencen. Lidt underligt at Nordens bedste hunde ikke kan lave en eneste øvelse til toppoint!)
Næste øvelse var fremsendingen. Den gik også super godt og vi fik 8,5. Så kom springapporten som jeg har trænet rigtig rigtig meget siden i sommer, hvor Lukka slog sig på et spring og efterfølgende har været meget ked af den øvelse. Men hun sprang perfekt og havde et helt rent optag. Endnu et nital. Jeg var ved at boble over af glæde. Jeg synes min lille hund var så dygtig og koncentreret og glad. Den sidste øvelse var stillingsskift. Også det gjorde hun rigtig pænt, vi fik 8,75 point. Så var det slut og det var bare gået over al forventning. Lukka og jeg styrtede ud af hallen og ud på græsset og holdt vores egen lille fest. Hold op hvor var jeg jublende glad. Det var en helt fantastisk debut. Jeg var så ubeskrivelig stolt af min lille stjerne hund.
Da alle havde været i ringen fortalte vores holdleder, at jeg lå nr. 4, kun et halvt point efter de to der delte 2. pladsen og tre point efter hende der førte. Wau… hvor var det vildt! Senere blev der trukket lod om startrækkefølgen til om søndagen. Der fik jeg nr. 27, dvs. jeg skulle op som den næstsidste hund. Ikke just hvad jeg havde håbet på!
Super opmærksom og glad Lukka i fri ved fod.
Søndagens øvelser var: Fri ved fod, indkald, apport og næsesøg. Og allersidst skulle alle hundene slutte af med fællessit i mindre grupper. Søndag formiddag sneglede sig af sted. Jeg sad og så alle de andres programmer men havde svært ved rigtig at slappe af. Nervøsiteten kom og gik som i bølger. Endelig blev det vores tur. I minutterne før jeg skulle ind i ringen, var jeg meget koncentreret og fokuseret og følte adrenalinen suse igennem kroppen. Men i samme sekund jeg trådte ind på det røde tæppe i ringen, begyndte mine ben at ryste helt ukontrolleret. Jeg regnede med, at det nok ville gå over i løbet af den første øvelse, men der regnede jeg virkelig forkert! Til trods for mine skælvende ben og en del forkerte fodstillinger fra min side, gik Lukka en rigtig fin fri ved fod og fik 8. Hun var 100% opmærksom, glad og på hele øvelsen igennem. Da så prøvelederen sagde ”Ja tak!” lød der et mega brøl fra tilskuerne. Hvor var det fantastisk. Tænk at så få mennesker kan lave så meget ”larm”. Det gav både mig selv, men helt sikkert også Lukka, et kæmpe kick. Næste øvelse var indkald og derefter kom apporten. Det er to øvelser, jeg har haft meget fokus på i træningen, da de ikke just er Lukkas stærkeste. Og min træning havde båret frugt. Lukka lavede dem - i mine øjne - helt perfekt og fik hhv. 8,25 og 8,5 point. Igen var publikums begejstring helt overvældende, og det betød ubeskriveligt meget for mig. Jeg stod der inde på banen med min lille hund og mine rystende ben og følte, hvordan alle var med mig (det var ”alle” nok ikke ligefrem, men sådan føltes det altså). Den sidste øvelse var næsesøg. Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at Lukka nok skulle finde den rigtige pind, men som jeg stod der med ryggen til og ventede på pindene blev lagt ud, spekulerede jeg på, hvilken effekt det mon havde på Lukka, at mine ben stadig rystede voldsomt. Men min lille seje hund lod sig ikke slå ud. Hun løb ud og fandt straks den rigtige. Dog havde hun lige skubbet lidt til den første pind og så kastede hun den rigtige på plads i munden et par gange, så det blev der trukket hårdt for. Vi fik 7,5.
Hvor var det vildt! Vores første Nordiske Mesterskab og Lukka havde gået hele programmet SÅ fint og stabilt. Vi fløj ud af hallen og festede og legede og var begge helt oppe i skyerne. Hvor var jeg bare stolt af min hund. Lidt efter fik jeg af vide, at vi stadig lå nr. 4 men kun med et kvart point op til den fælles 2. plads (Helena og Jubii fra DK og Jessica og Mac fra Finland). Og vi manglede stadig fællessit. Uhh… der var spænding til det sidste. Der var flere point op til det førende finske par. De klarede også deres fællessit helt perfekt, så de var meget værdige guldvindere.
Jubel umiddelbart efter fællessit!
I den næstsidste gruppe sad Jubii. Hun sad desværre lidt uroligt med hovedet og det trak dommerne hårdt for. Lukka skulle sidde i den allersidste gruppe sammen med Mac. Hvis de begge sad helt stille, ville vi blive hhv. nr. 3 og 2. Jeg var faktisk ikke synderlig nervøs. Jeg følte allerede, at jeg havde vundet min helt egen sejr. Vi satte hundene af, og gik ud bag tæppet. Jeg stod helt stille og talte sekunderne. Så blev vi kaldt ind igen og jeg så, at Lukka sad lige så fint, som da jeg havde forladt hende. Jubiii!!! Nu blev det spændende at se pointene. Mac fik 2x9 og 2x9,5. Spændingen var pludselig ulidelig. Lukka fik 3x10 og 1x9,5 og publikum jublede vildt! I det øjeblik vidste jeg, at vi havde vundet sølv! Det var fantastisk! Det var helt uvirkeligt! Min lille sensitive hund, der lige var blevet tre år og kun havde været i eliteklassen et halvt år. At hun kunne gøre sig gældende blandt Nordens allerbedste hunde overgik fuldstændig min forstand. Vi løb endnu engang ud af hallen, ud på græsset og hoppede og dansede, sang og jublede, og havde den største fest.
Det er uden sammenligning, den største oplevelse jeg har haft i mit hundeliv. Jeg er så stolt af Lukka og så taknemmelig over, at jeg har fået lov til at vise, hvor langt man kan nå med 100% positiv træning og en rigtig god grundtræning. Ved altid at være glad uanset hvad hunden gør. Jeg har ALDRIG sagt nej til Lukka. Jeg har aldrig fysisk korrigeret hende eller lagt noget pres på hende. Og jeg har altid været meget opmærksom på, hvornår hun var klar til hvad. Har aldrig forceret noget eller taget den korteste vej men stille og roligt trænet frem mod målet i hendes tempo. Resultatet er at Lukka stoler 100% på mig, og i en top stresset situation (med en lettere uligevægtig fører) er hun stadig tryg, og arbejder det bedste hun har lært :-).
Til sidst vil jeg gerne sige tak til mine søde søde holdkammerater og vores holdleder Mads for en super hyggelig weekend. Tak til Erling & alle hjælperne – uden al deres frivillige hjælp var der intet NM. Tak til Palle som var en forrygende prøveleder og til Wagn (og de andre dommere) for gode og fair bedømmelser. Tak til publikum, som betyder mere end de selv aner. Og en helt speciel stor tak til Christina, som har en kæmpe andel i vores sølvmedalje…
Af Karen Frost I fredags havde jeg fornøjelsen af at være sammen med vores første hold adfærdsrådgivere. Et af emnerne for dagen, var hunde og børn og i den forbindelse læste jeg op på de gavnlige effekter, der er ved at have hund. Der er fordele for både børn og voksne – og der er forskning der bekræfter det! Uden at have noget som helst videnskabeligt belæg for det, synes jeg det er fantastisk at have hund. For bare at nævne nogle få årsager:
De er altid glade for at se mig, uanset om klokken er tidligt om morgenen eller sent om natten
Jeg er vild med den følelse jeg får, når træningen har været god (og det er den heldigvis det meste af tiden)
Det er fedt at gå i skoven med mine hunde – at se dem løbe rundt og nyde livet gør turen meget sjovere
Og jeg er vild med, at de gerne vil sove på mine fødder, når jeg sidder hjemme og arbejder – det er da hyggeligt!
Men udover mine helt personlige og følelsesmæssige grunde til, at jeg synes det er fedt at have hund, så er der også en lang række helbredsmæssige fordele. Helt generelt så får vi ,der har hund væsentligt mere motion end dem, der ikke har hund. Det gælder for mennesker i alle aldre og er specielt gavnligt for børn og ældre. For ældre betyder det bl.a. at dem med hund sjældnere har behov for at gå til lægen end deres hundeløse medmennesker. De lever også længere. En af årsager er, at det at have hund, betyder at man får mere motion. Motion er gavnligt af mange årsager og er i sig selv stressnedsættende. Men bare det at have hund, er også i sig selv stressnedsættende. Der er teorier om, at det at se på dyr, der er rolige, virker stressnedsættende, fordi det hos fortidsmennesket viste, at der ikke var rovdyr i nærheden. Effekten kan man få, bare ved at have akvariefisk, men der er flere fordele ved at have hund. Der findes f.eks. studier, der viser at bl.a. terapihunde kan nedsætte stress hos børn, der skal undersøges hos lægen, nedsætter stress hos hjertepatienter og mindsker dødeligheden for patienter der er opereret for hjerteproblemer. Mennesker med hunde har også lavere blodtryk og mindre fedt i blodet end dem, der ikke har hund. Der er altså rigtigt mange helbredsmæssige fordele ved at have hund.
Har man børn, giver det også børnene yderlige psykiske fordele. I flg. www.hej-hund.dk, som er en hjemmeside, hvor den danske dyrlægeforening giver gode råd til hvordan man bedst har hund sammen med børn, får børn respekt for andre levende væsner ved at have hund. De udvikler også større empatiske evner, bliver bedre til at afkode kropssprog og får et bedre immunforsvar.
De fleste af de mennesker jeg kender, der har hund opfatter også deres hund som en del af familien. I flg. visse forskere kan grunden være at hunde går ind og stimulerer de samme ”adfærdsmønstre” og følelser, som børn gør. Det er en slags forprogrammering, der skal sikre at vi knytter os til vores afkom – og i min egen erfaring er det en meget god ting, ellers tror jeg at den menneskelige race var uddød. Ekstrem mangel på søvn bliver ikke uden grund brugt som torturredskab og det er de færreste spædbørn, der sover igennem fra begyndelsen. Vi har altså nogle ”knapper” som børn trykke på og så hunde altså også kan trykke på og som bevirker at vi knytter os til dem, som var de en del af familien.
Så til alle jer der i forvejen synes det er fantastisk at have hund, så er jeg glad for at kunne have givet jer grund til et endnu bredere smil, når I går med jeres hund og møder en af de stakkel mennesker uden hund.
