onsdag den 31. marts 2010

Basiskompetencer

Af Karen S. Ulrich

Jeg sidder og arbejder på et oplæg, som jeg skal bruge til noget undervisning midt i april og vender igen tilbage til de basiskompetencer, som vi kalder KLIK konceptet. Basiskompetencerne er del af et større system, der beskriver de kompetencer, der skal til hos hund og handler for at uddanne en konkurrencehund. KLIK konceptet består af fire helt basale kompetencer, som danner grundlag for succesfuld træning.

KLIK står for:
  • Kontakt
  • Leg
  • Initiativ
  • Kontrol
Kontakt er fikspunktet i enhver hundetræning. Uden kontakt, ingen træning. Helt essentielt er det, at hunden selv vælger kontakten til, fordi den er motiveret for samarbejdet og de belønninger, det fører med sig - og ikke fordi den er bange for at blive straffet. Kontakten mellem hund og handler kan styrkes ved, at handleren konsekvent belønner, når hunden selv tjekker ind og dermed vælger kontakten til og omgivelserne fra.

Leg mellem handler og hund er relationsopbyggende. Legen giver mulighed for at styrke forholdet mellem hund og menneske generelt, samtidig med at leg er en meget værdifuld belønning i træningen. Selv hunde, der ikke har lært at lege som hvalpe, kan lære at værdsætte en god trækkeleg. Omdrejningspunktet er trækkelegen, da legen skal være interaktiv. Målet er, at hunden søger handleren med legetøjet, ikke at den leger med det selv. Vi kan få styr på legen gennem trækkeleg, dead-alive og return to sender.

Lupus har som voksen lært, at en trækkeleg er en super belønning

Initiativ er en helt central kompetence hos hunden i klikkertræningen. Vi ønsker en hund, der er en aktiv deltager i sin egen indlæringsproces og som ved, at den kan få adgang til belønning ved at forsøge at løse den træningsopgave, den er i gang med sammen med handleren. Vi lærer hunden at tage initiativ i træningen ved at belønne den for at være både spontan og kreativ, dvs. at den lærer selv at byde ind med adfærd og den lærer at variere sin adfærd. En god "bivirkning" af denne træning er, at hunden bliver mindre følsom overfor en mistet mulighed for belønning, hvis den f.eks. laver en fejl.

Kontrol er en central del af klikkertræning på flere områder. Der er en tendens blandt "ikke-klikkertrænere" til at tro, at alt er tilladt i klikkertræning og at man får uhæmmede hunde af at anvende teknikken. Den amerikanske klikkertræner Susan Garrett bruger udtrykket: "positive is not permissive", hvilket fint pointerer, at det at træne positivt ikke betyder, at alt er tilladt. Vi arbejder med tre typer af kontrol: belønningskontrol, selvkontrol og muskelkontrol. Belønningskontrol handler om at lære hunden, at den ikke selv kan tage belønningerne, men at den kan få adgang til dem igennem sin egen adfærd. Træning af fristeøvelser, hvor hunden får belønningen for at vælge den fra, giver fantastiske resultater på denne front. Selvkontrol er nært beslægtet med belønningskontrol og relaterer især til de sanseindtryk i omgivelserne, som er attraktive for hunden som at løbe, lege, hilse, svømme, snuse osv. Vi lærer hunden, at den kan få adgang til alle disse goder ved at udvise rolig og kontrolleret adfærd. Muskelkontrol handler om at træne hunden til at have nogle motoriske færdigheder, der gør, at den lettere kan udføre de øvelser, vi træner med den. Samtidig får hunden en øget bevidsthed om sin egen krop. Bagpartskontrol er især vigtigt i denne sammenhæng i mange øvelser.

Fristeøvelser giver belønningskontrol. Senna har lært, at hun får legetøjet, hvis hun ikke prøver at tage det men i stedet holder positionen

I mange sammenhænge er jeg - i min egen træning og i undervisning af andre - nået til den konklusion, at grunden til, at en det ikke fungerer med træning af et givent kriterium i en øvelse, er, at en eller flere af disse fire basiskompetencer ikke er på plads. Rigtig mange træningsproblemer bunder f.eks. i, at hunden er mere interesseret i omgivelserne end i handleren, at den er passiv og giver op, når den får stillet en opgave, at den mangler kompetencer som at kunne tilbyde adfærd for at få en belønning (i stedet for at bare at være fikseret på belønningen) eller den mangler den motoriske kontrol og bevidsthed om egen adfærd til at kunne udføre en øvelse. Jeg er overbevist om, at vi kan forebygge og løse mange træningsproblemer ved at have fokus på de fire basiskompetencer og sikre os, at de fungerer godt, før vi begynder at træne mere målrettet med hunden. Hundetræning er på nogle punkter som at bygge et hus. Hvis der ikke er et solidt fundament, vil det hele falde sammen, når vi forsøger at stable tingene ovenpå hinanden.

God påske og god træning :o)


torsdag den 11. marts 2010

Herlig hundetræning!

Mon ikke foråret trods alt er på vej. Temperaturen havde sneget sig lige op over frysepunktet i går og dag for dag forsvinder lidt mere af sneen på de isede stier i skoven.

Jeg havde en skøn omgang træning med mine hunde i går eftermiddags. Parkeringspladsen ved skoven, hvor jeg plejer at træne er stadig dækket af et solidt lag is og egner sig derfor bedre som skøjtebane end som træningsplads, men sneen i min baghave er endelig ved at være væk og selvom pladsen ikke er optimal, er det bedre end de få kvadratmeter gulvplads i min dagligstue. Så det var bare at finde apporter, kegler, target, trækkelegetøj og frikadellerne frem. Hundene var ellevilde - de udførte på skift en lille dans (måske en forårsdans), når de blev lukket ud i haven til deres omgang træning. Vinteren er gået med indendørs træning af en masse små delmomenter i rally og LP3, hvilket har været fint og også givtigt, men de LP øvelser, der kræver plads og udførelse af serier af rallyøvelser kan bare ikke lade sig gøre indendøre.

Jeg arbejder på LP3 programmet med Lupus og vi fik frisket op på indkald med stop, fremsending, fjernkontrol, dirigeret apport og lidt fri ved fod. Min lille hund var topmotiveret og arbejdede med høj intensitet i hele sessionen. På et tidspunkt kom hun flyvende tilbage efter at have spist sin godbid - klar til næste repetition - og fik i sin begejstring sat forpoterne på mine knæ i fuld fart, så de var lige ved at bukke bagover. Godt at hun ikke er større. Lupus er mit eksperiment med at lære en voksen hund at kunne arbejde for en trækkeleg som belønning og det virker efterhånden super godt. De nye wubbaer med plys udenpå og en pivert indeni er rigtig gode til formålet. Lupus går selvfølgelig heller ikke af vejen for en godbid og en halv nettofrikadelle kastet bagover i fjernkontrol eller indkald med stop er også en belønning af høj kvalitet.

Lupus var flyvende til træning i går

Mine to rallyhunde, Socks og Ginger, var også på dupperne. Med begge hunde fik jeg trænet slalom og spiraler, tyskervendinger, bakke ved siden af fører og en del forskellige vendinger. Ginger træner i viderekomneklasse og Socks i ekspert. Jeg har brugt vinteren på at lære Socks øvelserne til championklassen med sideskift på fire forskellige måder og spejlvending af alle øvelser, så de også kan udføres fra højre side. Det går rigtig godt og det bliver fantastisk spændende at få prøvet det hele af, når vi på et tidspunkt er klar til at stille op i championklassen. Pt. er målet med de to at få sidste pind i hus til hver i de respektive klasser.

Når vi taler om træning af vores hunde, har vi altid fokus på, at vi skal forstærke den ønskede adfærd hos hunden i det rette øjeblik. Vi tænker måske ikke så ofte på, at processen fungerer begge veje. Vi forstærker hundens adfærd og hundens adfærd forstærker vores adfærd. Jeg giver hunden en belønning for veludført opgave og hunden giver mig en belønning, nemlig at det lykkes og at vi begge er glade. Er der noget mere fedt end at arbejde med en glad og veloplagt hund, hvor tingene lykkes!

Det er stadig for tidligt for anemoner, men mon ikke de ligger og venter under sneen

Nyd foråret (når det kommer), nyd jeres hunde og jeres træning :o)


Karen S. Ulrich

tirsdag den 2. marts 2010

Dejlige dage med kursister

Jeg har i de forgange to weekender tilbragt tiden sammen med en række dejlige hundefolk. Forrige weekend afholdt jeg kursus for en gruppe DKK instruktører, der er i gang med en overbygning i klikkertræning og i den netop forgangne weekend havde jeg kursus med et af vores hold af instruktørkursister. Fælles for disse og mine andre kurser med hundefolk i forskellige regi er, at det altid er en fornøjelse at mødes med og undervise aktive og engagerede mennesker, der virkelig brænder for det, de er i gang med. Ganske uhildet at vejret har været på tværs i de seneste måneder - vi havde f.eks. 10 graders frost på kurset forrige weekend - så møder deltagerne med godt humør og stor interesse for dagens emner, hvilket altid gør det til en fornøjelse at undervise.
I mit tidligere liv var jeg bl.a. underviser i gymnasieskolen og jeg må indrømme, at der er undervisning og så er der undervisning. Der er mange spændende emner og jeg har også været meget optaget af de fagområder jeg har undervist i tidligere, men deltagernes engagement er alfa og omega for, hvordan "læreren" på den anden siden af disken oplever situationen. Jeg må sige, at jeg har fundet en ønskeposition som underviser - et fagområde jeg brænder for, som giver mig mulighed for personlig udvikling og ny læring kombineret med kursister der også brænder for sagen og som altid møder op med interesse, engagement og godt humør. Et virkeligt privilegium :o)

Kalenderen skriver marts måned nu og vi er vist mange, der spejder efter tegn på forår. De første vintergækker og erantis er dukket frem af den kolde jord og nogle dage med tøvejr fik sneen til at smelte, så vi igen kunne se grønt græs og brune marker. I dag væltede sneen så ned igen og verden skiftede atter farve til hvid. Smukt og dejligt på gåtur med hundene i skoven og på stranden, men jeg synes nu alligevel godt, at det snart må blive forår, så vi kan få gang i den udendørs træning. Jeg glæder mig rigtig meget til forårets prøver i LP og rally og ser frem til at kunne komme i gang med de mere pladskrævende øvelser, som ikke lige kan trænes i dagligstuen i de mørke vinteraftener.


Beaglerne på strandengen i eftermiddags i nyfalden sne og sol.

Karen S. Ulrich